Der er ordinære dage.
Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer
rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben
og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst.
Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg
som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over,
hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg
kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk,
venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og
sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så
består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære.
Hvis vi vil og tør.
Jeg har kunnet
konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun
manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt
overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre
signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag -
hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor
hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af,
at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis
på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende
instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse
dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget
andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik
sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en
tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med
mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på
min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et
menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden
fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og
jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være
villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de
føler sig set og taget alvorligt.
Jeg er ikke stor
fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den
systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant
at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har
der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan
sammenfattes i følgende kategorier:
Den Ensomme
Ofte en pensionist, en
hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer
ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt
fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller
teenageren, som ikke er en del af kliken.
Ensomhed findes
allevegne.
Den Sludrevorne
Lidt socialt
handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også
nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som
fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.
Indholdet i samtalen er
ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en
tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.
Kan godt være svær at
skille fra Den Ensomme.
Den Nysgerrige
Meget ofte børn. Eller
turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der
udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på
mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde,
blåøjede) udlændinge hver dag.
Stiller overraskende –
og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og
signalerer masser af åbenhed og varme.
Den Intellektuelle
Akademikeren, den
rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og
inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling
af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af
konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for
at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående
spørgsmål.
Her flyder samtalen
ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle
sig til en duolog mere end en dialog.
Den Spirituelle
Buddhisten, yogalæreren
og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den
rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på
en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen,
hvor ikke alting kan måles og vejes.
Som med Den
Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan
tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men
ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der
berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig
udvikling.
Det er ikke alle mine
fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i
ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme,
Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse,
Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker
munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor
flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler
dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager
initiativet til samtalen – ikke omvendt.
Der er en gave i disse
uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg
sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her
er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget
højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en
fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og
hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt
givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst
til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er
åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.
Hvad med dig? Indleder
du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet
dialog? Eller er du hellere fri?