En stol

I de sidste par måneder har jeg gået hjemme på barsel med min søn som nu er otte måneder gammel. Udover bleskift skemad og babysnak, har der også været en del tid til at arbejde med forskellige ting i værksteder.

Et af de projekter, en stol, vil jeg skrive lidt om her.

Sortmalet og trebenet

Jeg har haft lyst til at lave en stol i mange år efterhånden. Egentlig er det noget jeg har spekuleret på fra tid til anden siden jeg først gik i gang med at arbejde med træ for mere end ti år siden. Flere ting har pustet til denne gamle flamme i de senere år, bla. The Anarchists Design Book. Så jeg synes, at nu var det tid til at gøre noget ved det.

Stolen er i sig selv et rimeligt simpelt møbel. Et bræt danner sædet, ben og ryglæn er fastgjort med tapper gennem sædet. Rygstøtten er blot sømmet fast. Stolen har desuden kun tre ben. Den skal nemlig stå i værkstedet, hvor en firbenet stol vil have svært ved at finde ordentligt fodfæste på det ujævne betongulv.

Ryglænet er sømmet fast og sømmene vegnet på bagsiden. Det vil sige at sømmet bøjes på bagsiden
og bankes tilbage ned i træet.

Benene er som sagt tappet gennem sædet. For at gøre samlingen stærkere end en almindelig cylindrisk tap, har jeg lavet en rival. Det er en slags zieklinge, som skraber den ene side at taphullet bredere, så hulle bliver lidt kegleformet. Tappen skæres så tilsvarende kileformet med en særlig høvl (en klods med et kegleformet hul hvori der er monteret et høvljern). Du kan læse mere om hvordan man laver en rival her.

De koniske tappe giver en stærkere samling mellem sædet og benene, fordi den "kileformede" samling presses sammen når man sidder på stolen. Desuden tror jeg også at styrker overgangen mellem benet og benets tap.

Ryglænets tapper under sædet.

Ryglænets tappe er almindelige runde tappe. Disse er monteret med dyvler som er boret for træk under sædet. Det trækker tappenes bryst ned mod sædet, så det sidder grundigt fast.

Det hele er malet med sort limfarve.

Nu har jeg så en stol i værkstedet og jeg nyder at have ryglæn når jeg sidder ved huggeblokken og snitter.

Råd om slibning fra 1875

I snart ti år har jeg haft en lille fin bog stående på hylden i mit værksted. Jeg fandt den på et antikvariat i Århus, da jeg boede der. Den handler om noget så opbyggeligt, som hvordan man får ungdommen i gang med at udøve forskellige håndværk.

Bogen hedder "Håndgjerningsbog for ungdommen", er skrevet af N. C. Rom og udgivet i 1875.

Da jeg i sin tid købte bogen var jeg ikke specielt interesseret i snedkerarbejde. Den interesse blomstrede først op senere. For et par dage siden tog jeg dog bogen ned fra hylden og bladrede den igennem. Jeg kunne godt huske at der var nogle afsnit om træarbejde, men blev lidt overrasket over hvor stor en del af bogen, der egentlig handlede om snedkerarbejde.

Bogen er som titlen antyder skrevet til den uerfarne og uøvede ungersvend, som gerne vil prøve kræfter med håndværk. Derfor beskriver den de fleste emner på en måde, som er let at forstå for de fleste. Den foruden foruden snedkerarbejdet også metalarbejde, paparbejde, bogbinding, billedskæring og et par afsnit om hvordan man laver blomster af bla. læder, papir, fjer og fiskeskæl. 

Da det ikke ligefrem vrimler med den slags praktiske anvisninger til hvordan håndværk blev udøvet for ca. 150 år siden, synes jeg, at det kunne være sjovt at dele lidt ud af teksten. Derfor har jeg afskrevet en kapitel, så I kan se hvordan man sleb sit værktøj i slutningen af 1800-tallet.

Rom beskriver både hvilke typer sten, man bør anskaffe sig og forklarer selvfølgelig, hvordan man sliber værktøj og selvfølgelig hvordan man ikke skal gå til den opgave.

Jeg har afskrevet kapitlet om slibning rimeligt ordret. Der er ikke rettet på formuleringerne eller ordene. Jeg har kun udskiftet "aa" med "å". Til gengæld slipper i, kære læsere, for de gotiske bogstaver.

Da der er en del andre interessante kapitler, kan det være at jeg skriver nogle af dem her på bloggen senere. Indtil videre må i dog nødes med slibningens kunst:

 

"Slibning

Ved brug og ved tilfældige uheld bliver ethvert skarpt værktøj efterhånden sløvt, ”taber biddet”. Da det ikke alene er meget kedeligt at arbejde med sløvt værktøj, men det tillige er umuligt at udføre ordentligt arbejde, når ikke det skærende værktøj stadig har et ”fint bid”, så må en hver træarbejde sørge for at have midler til at skærpe dem med og søge at få den fornødne øvelse i at slibe.

Slibningen kan dels den grovere og finere. Den først tjener til at fjerne det overflødige jern og stål, den anden til at give den derved frembragte ru æg finhed og politur.

Til den grovere slibning anvendes altid en sandsten af forskellig form. Snedkeren bruger i reglen kun en såkaldt skuresten, en flad sandsten anbragt i en kasse med en lige flade opad. Man gyder vand på stenen, fatter jernet med begge hænder og skurer det nu mod den ru stenflade frem og tilbage i aflange afrundede strøg, idet man stadig sørger for at jernet urokkeligt holdes i samme hældning, da den afslebne flade ellers bliver afrundet og slibningen slet. For den uøvede går grovslibningen ved skuring imidlertid temmelig langsomt, hvorfor det tilrådes hellere at anvende en rund sten på 12-16 tommers tværsnit, helt af fin, skarp, blå sandsten. Den anbringes på en jernaxel med sving, i et stel, så at man kan skyde et lille vandtrug ind under den, når man sliber (fig 26). Dette må nemlig aldrig ske på den tørre sten, som derved ikke tager rigtigt på stålet og ved gnidningen gør dette så hedt at det ”løber an”, hvorved dette taber sin hærdning i æggen. For den som har sit værktøj i værelset og gerne vil ofre lidt for at have alt så bekvemt og net som muligt, anbefales små slibestene omgivet af vandkasse (?) og dæk foroven af jern og blik, så at stenen ikke kan stænke under slibningen.

Man holder i reglen jernet med begge hænderfast imod den omdrejende sten, så at denne bevæger sig imod æggen, stadig i den samme bestemte skrå stilling til rundingen (fig 27), idet man tillige passer på ikke den ene side af jernet trykkes stærkere mod stenen end den anden. Holder man det nemlig mod stenen med et skævt tryk eller med en ustadig rokkende hældning, bliver den afslebne flade skæv og afrundet, i stedet for at der skal fremkomme en fuldstændig jævn og lige slibeflade. Ganske plan bliver den ikke, da den har en svag hulning, svarende til stenens runding, men denne svage hulslibning er i alle tilfælde en fordel, da den letter den følgende finslibning og den senere hvæsning under arbejdet.

 

Det er af stor vigtighed at man får den rette skråning på den slebne flade. Da denne er noget forskellig til de forskellige skærende redskaberkan der vanskeligt gives bestemte forskrifter i denne retning. Man må helst første gang lade sit værktøj slibe af en duelig, og senere sørge for at bevare den samme skråning på de enkelte jern. Kun kan man som hovedregel opstille sætning at man altid hellere må slibe jernet for højt op, med større skråning, end gøre det fr but med for stejl slibeflade, hvilket er en fejl, som begyndere og sjuskede arbejdere altid er tilbøjelige til, da man derved hurtigt får æg på et sløvt værktøj.

Når man sliber på den runde sten fremkommer hen mod slutningen den så kaldte ”rå æg”, mest når man sliber med æggen med, mindre med æggen mod stenens bevægelse. Når råæggen, det tynde bevægelige stålblad, der fremkommer når slibestenen tager stålet bort lige i æggen, begynder at fremkomme, sliber man lettere og forsigtigt endnu et øjeblik helst med til skråtstillet æg, idet man vogter sig omhyggeligt for ikke at beskadige den ved at give slibefladen en stejlere retning, og fuldender derpå slibningen på en fin hvæssesten. Dette er en lille firkantet aflang flise af en fin skiffersten på et par tommers bredde. Dem må ikke være for hård og meget finkornet, men dog skarp, således at når man stryger stålet hen over den, må an mærke, at det tager ved i en fin ru fornemmelse og ikke føle strøget som en hård glidende glathed. Man har meget gode blå hvæssesten, men gule belgiske er den fortrinligste. Man væder stenens flade med lidt vand, lægger den på et fast underlag og træffer stålets slibeflade hen over den i faste sikre strøg indtil råæggen er bortslebet, ved at man hyppigt vender jernet og sliber på begge sider af æggen.

Stemmejern, høvljern og lignende hvæsser man lettest ved at holde jernet i venstre hånd og hvæssestenen i højre, idet man med en let kredsende bevægelse sikker stilling lader dem glide mod hinanden. Når man ved at holde æggen op for øjet mod lyset ikke længere kan skimte råæggen, og ved forsigtigt at føle hen over æggen med fingeren ligesom kan føle dens bidende skarphed, er slibningen fuldendt. Når æggen under arbejdet sløves lidt, skærper man med hvæssestenen indtil biddet bliver mat, idet æggen bliver mere og mere but, og man sig da en frisk skarphed ved atter på rundstenen at bortslibe et tyndt lag stål på slibefladen.

Skal æggen være overordentlig skarp og fin, må den træffes af efter hvæsningen på en endnu finere sten, vædet med et par dråber olie. Herved modtager slibefladerne en fin politur hvorved æggen, når det er fint stål, efterlader en høj grad af skarphed."

Slib slib slib!

Der er mange ting, som er væsentlige at lære, hvis man gerne vil arbejde mere seriøst med snedkerarbejde eller andre former for træsløjd. Du skal kunne bruge en høvl, styre en sav, have en fornemmelse for proportioner, vide lidt om matematik og geometri - og en frygtelig masse andre ting.

Der er dog én ting, som er særligt vigtig at forstå, hvis du gerne vil have succes med at arbejde med træ. Slibning.

Ikke slibning af træ, men slibning af stål.

Dit værktøj skal være skarpt for at fungere ordentligt. Hvis dit værktøj er skarpt kan du arbejde med langt højere præcision og lethed, end hvis det er sløvt. Høvlen er lettere at skubbe, når den er skarp og den kan tage finere spåner, når du skal tilpasse emner til en samling. Dine opstregning bliver tydeligere og dine stemmejern finder nemmere dine streger. Endetræ bliver mindre angsprovokerende.

Slibning af værktøj er afgjort en af de vigtigste ting at lære. For først når værktøjet er skarpt kan du bruge det uden tvivl eller frustrationer.

Klar til kamp.

Jeg vil dog ikke gøre noget særligt ud af at fortælle dig, hvordan jeg sliber mit værktøj. Det er der allerede skrevet uendeligt meget om. Både i bøger og på det store verdensomspændende internet.

Min pointe er kun at du skal lære at slibe dit værktøj.

Et par ting vil jeg dog anbefale dig.

Gør det nemt!
Lav en dedikeret slibestation i værkstedet og hold den fri for rod. Det skal være lige til at gå til, så du ikke udsætter slibningen.

Slib ofte!
Er det tid til at slibe nu? Svaret er altid ja! Det skader ikke at slibe tit. Dit værktøj vil fungere bedre og du vil få masser af øvelse. Du får også en bedre fornemmelse for hvad skarphed er og hvornår dit værktøj er skarpt nok (Selvom det selvfølgelig altid kan blive lidt skarpere).

Hold dig til én metode!
Find en metode, som du synes virker for dig. Hold dig til den og lad være med at drømme om at købe nye slibesten, eller flere slibejigs. Øv dig i den metode du har valgt så skal det nok komme til at fungere. Alt du behøver er en grov sten, en fin sten og en sten eller strop, til at polere æggen med til sidst. Om det er naturlige eller kunstige slibesten, diamanter eller sandpapir er ligegyldigt. Det eneste vigtige er at du sliber. Det samme gælder i øvrigt for det stål dine høvljern og stemmejern er lavet af. Du behøver ikke spekulere over om den ene type stål holder sig skarpt længere end en andet. Det er kun et spørgsmål om, om du sliber ofte nok.

Det bedste ved skarpt værktøj er dog, at det er så tilfredsstillende af bruge. Når saven er filet, forsvinder drømmene om båndsaven. Når skrubhøvlen er er slebet, slipper du for larmen fra tykkelseshøvlen og udsugningen.

En hylde til kopper

 Vi har en del håndlavede kopper og krus i huset. De har altid stået i et skab - og det er jo egentlig en skam, når de er så fine.

Derfor har jeg lavet en hylde så de kan stå fremme over spisebordet, på et sted hvor vi kan se dem og hvor de er tæt på når vi skal bruge dem.

Hele herligheden

Konstruktionen
Hylden er en rimeligt simpelt møbel. Den består af to sider og en bund. Derimellem er der et par hylder. Imellem bunden og den nederste hylde er der en skillevæg, som deler det nederste rum i to. Her har jeg lave to skuffer.

Halvskjulte eller fordækte sinker. Kært barn har mange navne.

De nederste hjørner er samlet med sinker og hylderne og den nederste holdes på plads af grater og lim. Skufferne er nok den mest komplicerede del af møblet. De er også samlet med sinker. De forreste sinker er halvskjulte og de bagerste hjørner er gennemsinkede. Bunden i skufferne ligger i en not i skuffens forside og sider. Bunden ligger løst, men holdes på plads med et søm i skuffens bagkant. Så er der mulighed for at bunden kan bevæge sig lidt når luftfugtigheden svinger hen over året.

Knopperne, eller grebene på skufferne er monteret med en rund tap, som går gennem forsiden på skuffen og holdes på plads af en lodret trænagle på indersiden. Hullet, som trænaglen er slået igennem er foret lidt for træk. Det vil sige at det er boret så det ligger lidt under overfladen på skuffens inderside. Når trænaglen bankes i trækker den derfor knoppen fast ind mod skuffens forside.



Montering af skuffens knopper. Der er boret for træk og slået en trænagle igennem. Knoppen kommer næppe til at dreje, selvom limen skulle løsne sig.

Jeg har også limet en lille klods fast i bunden af hylden, som sikrer at skufferne kun kan skubbes så langt ind af forsiderne af skufferne flugter med forsiden af hylden.

Standarder
Som jeg tidligere har skrevet bekymrer jeg mig mere om møblets synlige flader, end om de flader man ikke kan se. Det betyder at de "usynlige" steder på møblet er lidt "grovere" udført end resten af møblet.

Jeg vil gerne give jer nogle eksempler på hvad det kan være. Så i for en omgang billeder af møblet fra nogle mindre flatterende vinkler.

Skuffernes bunde. Den ene er høvlet med en skrubhøvl og ikke andet. Skrubhøvlen er god til at fjerne træ hurtigt, derfor har jeg brugt den til at reducere tykkelsen af den ene skuffebund.

Spor fra forarbejdning. Du behøver ikke ligefrem at være stolt af dem - men du skal ikke skamme dig over dem.

Den anden skuffebund er hverken høvlet eller savet i tykkelse. Den er flækket på langs. Mig bekendt findes der ikke en hurtigere metode til at dele træ på langs. Overfladen er meget grov, men hvornår har du senest kigget under bunden af en skuffe ( Ja ja, jeg ved det godt. Svaret er sandsynligvis at du gør det oftere end de fleste, men så forestil dig hvornår et normalt menneske retter sin opmærksomhed mod bunden af en skuffe - sjældent eller aldrig).

Sinkerne er heller ikke høvlet ned på bagsiden af skufferne. De kommer kun for dagens lys når skuffen trækkes helt ud.

Overfladebehandling
Hylden er malet med limfarve, ligesom de fleste af de ting jeg laver. Denne gang har jeg grundet med to lag rød, og malet over det røde med to lag sort. Overfladen er glittet med glat brunt papir og til sidst har det fået et tyndt lag linolie. En simpel, men smuk overflade, som viser træets struktur under malingen.

Indersiden af møblet er ikke malet og har ikke fået olie. Den eneste overfladebehandling på indersiden er lidt paraffin på skuffernes nederste kant. Så glider de lidt nemmere.

Tallerkenrække

Efter en weekend på Hjerl Hede og et par timer i værkstedet herhjemme, er tallerkenrækken ved at være færdig.

Tallerkenrækken i al sin umalede herlighed.

Før jeg tog afsted på tur til heden kiggede jeg lidt på tallerkenrækker rundt omkring på internettet. Det gav mig et indtryk at proportionerne. Jeg valgte en model som har et lille fremspring for neden og plads til tre rækker tallerkner.

Det lille fremspring for neden.

Sinker

Afstanden mellem rækkerne er ca. 30 cm og hjørnerne for neden er samlet med sinker. "Hylderne" og listerne på forsiden er fældet ned i siderne og fæstet med lim og dyvler. Jeg har høvlet profiler på den forreste nederste kant af de hylder, som tallerknerne står på og på listerne som tallerknerne læner sig op af.

Nu mangler møblet bare et par lag maling (men hvilken farve?!), så er det klar til at komme op på væggen.

Profilen på listerne som tallerkerne læner sig op ad, kaldes en karnis.

En kvartstaf er navnet på profilen på hylderne.

Hængeskab

For tiden arbejder med på et lille hængeskab. Et lille skab som det kunne have set ud i 17-1800-tallet. Ikke at det er noget stilhistorisk studie, eller noget i den stil - men bare et forsøg på at bygge den grundform som kendetegner den møbeltype.

Den slags skabe kan man finde i hundredevis rundt omkring på landets museer, i genbrugsbutikker, på loppemarkeder og hos auktionshuse. Møbeltypen går vel tilbage til middelalderen og har overlevet mere eller mindre uændret frem til i dag. Stilmæssigt har det ændret sig meget men grundformen er den samme. Så hvis man kan reproducere den, kan man i princippet bygge et hvilket som helst skab, som er baseret på det samme princip.

Skabet uden låge og lister.

Projektet har indtil videre været en god anledning til at lære nogle betegnelser for skabets enkelte elementer og samtidig en lejlighed til at forsøge mig med nogle nye teknikker, som jeg har gået og spekuleret over i nogen tid.

Først og fremmest vil jeg undersøge hvor effektivt jeg kan arbejde, når jeg ikke forsøger at få alle overflader perfekte og alle tykkelser helt ensartede. Man kan måske sige at det er et forsøg på at finde ud af hvor mange gange jeg kan springe over hvor gærdet er lavest, uden at det påvirker kvaliteten af møblet. Konklusionen er umiddelbart at det kan man i rigtigt mange tilfælde. Så længe man overholder nogle enkle regler om hvilke flader og kanter man bruger som referencer for opstregning.

Projektet er også et ønske om at se hvor meget jeg har flyttet mig håndværksmæssigt siden jeg startede med at snedkerere for snart ti år siden. Også her er der gode indikationer på at jeg har rykket mig i den rigtige retning - fordi arbejdet går hurtigere end tidligere og fordi resultatet bliver bedre.

En lille karnis høvlet på indersiden af rammen, giver en fin overfang til fyldningen.

Skabet er helt simpelt. En kasse som er sinket i hjørnerne. i skabet er der en lille hylde. Bagbeklædningen er overfalsede brædder, som er sømmet på kassens bagside. Forsiden af kassen har en såkaldt for-ramme, som er den åbning lågen sidder i. Lågen er overfalset og har en profil høvlet på indersiden (Det har været projektets sværeste del ind til videre). Skabets top og bund forsynes med en profileret liste, som dækker sinkerne.

Jeg skal spare jer for at gå i dybden med alle deltaljer i processen fra brædder til skab - I for dog lige de bedste erfaringer, som jeg har uddraget fra projektet:

• Skabets sider forside og til dels bund er meget synlig. Koncentrer dig om at få dem pæne og slap lidt af med resten.
• Sinker er nemme! Betragt det som en slags intarsia. Streg bundlinjen op med en vinkel fra kanten og undgå at rette endetræet af. Glem alt om at strege op med smigvinkel og sav vinklen på øjemål.
• Lad være med at bruge tid på at rette fejl i sinkerne, hvis de fx ikke slutter helt tæt. De bliver alligevel dækket med en liste til sidst (Ingen vil nogensinde få dem at se).
• Streg op på flere emner samtidigt - Sæt en tvinge på dem og markér på modsatsillede emner samtidigt. Så bliver delene præcist lige lange.
• Byg på øjemål - så slipper du for at måle og regne.

Bagbeklædningen sømmes på - Oprifter bag på skabet er helt fint. Ingen vil nogensinde få dem at se.

Limfarve – Nem maling af sur mælk

De fleste af de ting jeg laver i værkstedet, maler jeg. Det gælder både skåle, skeer, møbler og andet. Det gør jeg fordi mange ting i hjemmet traditionelt har været malede, men selvfølgelig også fordi jeg synes at det gør noget godt for det færdige produkt. Maling fjernet fokus fra materialet og fremhæver formen. Det skaber en anden ro og balance i udtrykket and bart træ.

En lille bolle (drikkeskål) malet med mælkemaling.

Da jeg begyndte at mane mine ting var jeg meget fokuseret på at bruge linoliemaling. Det gør jeg dog kun sjældent i dag. Linoliemaling er fantastisk holdbart, men det kræver en vis erfaring at arbejde med det. Man skal vide noget om maling og pigmenter og hvordan de to ting arbejder sammen. Desuden kræver linoliemaling lidt mere tålmodighed, fordi tørretiden er relativt lang.

Jeg er nok lidt for utålmodig til helt at kaste mig ud i linoliemalingen. Til gengæld har jeg kastet min kærlig hed på limfarve – eller det som nogen kalder for mælkemaling. Et udtryk, som nok er en fordanskning af det engelske ”milk paint”.

Limfarve findes i mange varianter, med forskellige bindemidler bla. benlim. Selv bruger jeg mælkeprotien, som findes i proteinholdige surmælksprodukter som kærnemælk, skyr eller lignende – Du skal bruge noget med meget protein og så lidt fedt som muligt. Malingen tørrer hurtigt og er nem og billig at lave selv. En liter koster vel omring 30kr.
 

Min opskrift

2dl uhomogeniseret kærnemælk eller 2 dl skyr fortyndet til tykmælkskonsistens.
1 tsk hjortetaksalt

De to ingredienser blandes i et stort syltetøjsglas. Det skal være stort fordi mælkeproduktet skummer voldsomt op, når det blandes med hjortetaksalt. Der skal være plads til at det kan fordobles i størrelsen. Der frigives lidt ammoniak fra mælken, så det lugter en smule. Det går dog rimeligt hurtigt over og den tørre maling er under alle omstændigheder helt lugtfri.

Blandingen skal hvile i et par timer indtil skummet lægger sig lidt. Når det sker er det tid til at blande pigment i malingen.

Morgenmad eller bindemiddel?

Hvor meget pigment du bruger afhænger af det enkelte pigment. Jeg bruger ofte en teskefuld eller to. Der skal ikke for meget i, da det give en maling som har tendens til at smitte af.

Jeg blander typisk pigmentet med mælkeblandingen i en lille morter. Først tilsætter jeg kun en lille smule mælkeblanding og sørger for at arbejde det godt ind i pigmentet. Blandingen arbejdes godt igennem med pistlen til den er jævn og uden klumper. Derefter tilsætter jeg mælkeblanding, til malingen får den ønskede konsistens. Konsistensen skal være i omegnen af fløde eller tykmælk. Ikke for tynd ikke for tyk.

Malingen kan overmales efter en times tid. Hvis jeg maler fx en skål giver jeg den ofte to lag maling i løbet af en aften. Derefter lader jeg den tørre og giver den en gang linolie dagen efter, når malingen er tørret helt igennem. Det giver en slidstærk og halvblank overflade.

Hvis man ønsker en blank overflade kan den tørrede maling poleres lidt med en klump sammenkrøllet papir (Brune papirsposer er gode) eller pensles med shellak. Der er mange muligheder, som jeg ikke vil gå i detaljer med her.

Der er desuden masser af information om limfarve lige her på internettet. Endda på dansk.

Derfor vil jeg anbefale at du tager et kig på Center for Bygningsbevarings hjemmeside som har mange gode artikler om både limfarve, linoliemaling og pigmenter.