Hvornår er man voksen?

Kender I det, at når man observerer andre, og hvad de gør eller hvor de er i livet, tænker man; når jeg gør det eller når dertil så er jeg voksen. Sådan har jeg det i hvertfald. Da jeg gik i 5. og kiggede på dem der gik i 9. klasse tænkte jeg, at når jeg gik i 9. klasse så var jeg ung og moden. Og når jeg har kigget på dem, der ejer hus, har have og er veletableret, har jeg tænkt, at så er man voksen, velovervejet og moden.

Vores lejlighed er blevet sat tilsalg i dag, og jeg har været på nettet og kigge på den. Det er SÅ underligt at se den der i en salgsannonce, for det er jo vores sted. Jeg har en virkelig ambivalent følelse, for på den ene side glæder jeg mig vildt til at flytte i hus, få en have vi kan boltre os i og mere plads. Men på den anden side er lejligheden overskuelig, den ligger tæt på byen, og jeg ved hvad vi har der.

Jeg har ikke uploadet så mange billeder af vores hjem, for mit kamera er ikke det bedste, og billederne bliver altid meget mørke. Men nu hvor en professionel fotograf har været og tage billeder, er det en helt anden sag. Så her har I lidt fra stuen og udsigten.

 

Der er blevet ammet en del i den lille sofa

 

udsigt op af Alssund, som ikke er blevet nydt meget de sidste 2 år

Det var en meget grå og diset dag, men på billedet er der kommet blå himmel. Fantastisk med photoshop.

Jeg synes dog, det ser meget klinisk og opryddet ud. Men som jeg har vist før her, var der meget bag kameraet som ikke som med. Jeg tænker, at dem der kommer og kigger på den, får et chok over alle de ekstra ting, der er i lejligheden.

En ting er ihvertfald sikkert. Vi skal have noget mere farve ind i vores fremtidige hjem. Jeg er gået i arbejdsmode for at finde det helt perfekte til vægge, puder osv.

Så er man voksen når man flytter i hus? Det føles ikke helt sådan.

Hvornår tænker du, at man er voksen?

Lykken er

når den daglige rutine fungerer, og det giver overskud at være en familie. Tør jeg fortælle, at vi nu har haft to aftenmåltider uden det store bøvl, gråd og ikke-spisende børn?! Eller jinxer jeg det så... Efter en jul hvor sygdom var overskriften, og børnene næsten udelukkende levede af mælk, har de nu fået appetitten tilbage, og vi har rigtig hygget under aftenmåltidet. Det kan virkelig være noget af en udfordring med tvillinger i trodsalderen. De har deres helt egen indstilling til, hvordan tingene skal foregå.

I dag fik vi det store hit Pizza på sten, hvor vi selv laver dejen og saucen. Vi laver en stor portion dej og sauce engang imellem og fryser det ned i portioner. Det er bare så dejlig nemt og mums den er lækker sprød.

Jeg havde dog lidt af en udfordring, da dejen skulle rulles ud. Kagerullen manglede. Bum. Jeg kunne huske at Mads havde fat i den for et par dage siden, men hvad skete der så? Han ved ikke lige hvad en kagerulle er, og at skulle fortælle hvad der er sket for et par dage siden, er han ikke helt gammel nok til. Så jeg måtte ned på knæ og kigge ind under alle møbler, men der var ingen kagerulle at finde. Så er det godt at have en god nabo, hvor man låne.

Manden min endte dog med at finde kagerullen inde under vores seng.

Jeg fik desværre ikke taget et billede af den lækre pizza, så det må I have tilgode til næste gang. Så skal jeg nok tage et billede.

I stedet vil jeg dele året julekortbillede af børnene, hvor de også ligner englebørn. Men det skal man ikke snydes af, de kan være en ordentlig mundfuld de to spilopper. Men nogle skønlinge er de!

Mads' cardigan har jeg strikket, og Milles busseronne (staves det mon sådan) har min mor strikket til mig i 1978. Vi vidste ikke de skulle have taget billeder den dag i legestuen. Men hvor er det hyggeligt at de netop har det strik på :-)

Lidt om alenetid og opladning

Jeg er helt fyldt op af skønne indtryk og oplevelser fra weekenden. Den startede med, at jeg i lørdags fikbevilget et par timer for mig selv. Tid hvor jeg var alene afsted og kunne gøre det, som jeg synes er skønnest. Det er også et par ting som jeg ved, gør mig godt, men det var først i denne weekend, jeg fik taget hul på det.

Jeg cyklede ned til badeanstalten, løb en tur ud til skoven langs vandet og sluttede af i badeklubben. Jeg kom ind i vikingeklubben i Sønderborg i år. Det er noget, som jeg har savnet helt vildt, siden jeg var medlem i Århus for 5 år siden, så i år skulle det være.

For det første er det at være afsted uden mand og børn, og udelukkende fokusere på sig selv og ens egne behov, rigtig dejligt. Og så er det en helt speciel atmosfære man kommer ind i i vikingeklubben. Jeg lukker alt andet ude, man kan ikke høre trafik, kun vandet og de andre medlemmer, og nu er det MIG, det handler om.

Vandet var 7 grader, og jeg frygtede lidt det kolde gys for da jeg sidst var ude at bade i august var det noget varmere. Men det var slet ikke så galt - jeg kunne faktisk have hele kroppen i vandet i mere end 2 sekunder uden at hyperventilere. Så gik turen i saunaen for at blive varmet godt igennem. Og den vekselvirkning gentager jeg altid nogle gange, inden turen går hjem på cyklen igen.

I saunaen sad 4 andre kvinder og snakken gik lystigt. Det er altid nogle interessante snakke i saunaen, og man falder ind i samtalen, som om man kender hinanden. Jeg ser det lidt som den skinbarlige sandhed, for vi alle er nøgne og står ved den måde, vi ser ud ligesom vi også kan lægge vores meninger frem, uden at der er noget på spil. For når man har været igennem sit bade-ritual - om man vil - siger man pænt Møjn, tager sit tøj på og går hjem.

Jeg følte mig meget beriget og sprængfuld af ny energi, da jeg gik derfra. Både med alle de endorfiner det kolde varm fik til at suse rundt i min krop, men også at være en del af et fællesskab, hvor jeg mødte meget forskellige mennesker og mange forskellige vinkler på livet.

Det er ligesom i blogland, hvor vi i bund og grund er meget forskellige, men kan mødes om den ting, vi har tilfælles, og tør vise den vi er gennem de projekter og meninger, som vi udstiller på vores blogs.

Det er disse fællesskaber, der giver mig overskuddet til at følge med i hverdagens ræs og få tingene til at gå op i en højere enhed.

Hvad giver dig energien til at følge med i ræset?