Showing posts with label jul. Show all posts
Showing posts with label jul. Show all posts

Thursday, January 1, 2015

4. søndag i advent med forsinkelse


Den 4. og sidste søndag i advent bød igen på fantastiske overraskelser. Mor havde pakket endnu 2 af de smukke, blå, hjemmesyede dækkeservietter samt en æske chokolade til os. Og fra Jeanette var der hele 3 gaver! De indeholdt 3 fantastiske stjerner. Og ikke "bare" stjerner! Næh, for Jeanette havde akvarelmalet stjernestrimlerne i forskellige smukke blå nuancer og flettet stjerne i 3 forskellige størrelser. Tusind tak Jeanette - jeg er SÅ glad for mine nye stjerner.



Sunday, December 14, 2014

3. søndag i advent

Endnu engang er det blevet søndag, endnu engang har vi fået skønne adventsgaver:-)


Fra Mor og Far var der 2 mere af de smukke dækkeservietter, der passer så fint til vores skønne keramik fra Langeland. Og en flaske af den lækre gløgg, som skal nydes til en æbleskive i eftermiddag. Tusind tak til de ældre på Præstevænget!!



Fra Jeanette var der endnu en pragtfuld, hjemmelavet gave, nemlig dette skønne sæt. Tusind tak Jeanette, størrelsen, farven og stilen er bare HELT perfekt.



Dagen idag blev også dagen, hvor vi blev inviteret til barnedåb hos vores kære naboer, som desværre har solgt deres hus og derfor ikke er vores naboer ret meget længere. Men de mener altså, at vi skal være med til at fejre deres lille guldklump, hvilket jeg er meget rørt over og stolt af.

Dagen idag er også dagen, der blandt andet skal bruges på at færdiggøre pulsvarmer nr 2. Opskriften er af Sidsel Sangild, modellen hedder Rundetårn, og garnet er noget af min håndindfarvede uld. Og garnskålen - den er fra min kære, kære veninde Mette. Jeg elsker den skål men endnu mere elsker jeg Mette for at have tænkt på mig og givet mig den.

Julegaver

Jeg har fået lavet lidt forskelligt til de børn, som skal have hjemmelavede julegaver. En del af gaverne er allerede afleveret - det er skønt at være færdig i så god tid.



Jeg har lavet flere ting; men da der bliver læst med herude, er det ikke alt, jeg kan vise frem;-) 

Sunday, December 7, 2014

2. søndag i advent

Min morgen startede tidligt - jeg vågnede kl 6 og kunne ikke sove længere. Så er der kun eet at gøre nemlig at stå op og få noget godt ud af dagen.

Jeg nåede at sidde og hækle på en pulsvarmer i et par timer, før Søren begyndte at røre på sig. Og jeg fik også vasket alle de uldne julegaver, som jeg nu er helt færdig med:-)





Det er nu rart at have god tid sådan en søndag, tid til at tænde lys, drikke kaffe og ikke mindst at åbne skønne adventsgaver. Mor og Fars gaver bød på lækre valnødder samt 2 jule-dækkeservietter mere, så nu kan jeg dække et smukt bord med ens dækkeservietter til os alle 4 i juledagene.




Advents-overraskelsen fra Jeanette bød på disse smukke, varme, stribede, uldne, håndspundne og håndstrikkede vanter. De er så fine, og de varmer på mere end een måde. Tusind tak sødeste Jeanette - nu er mit hjerte blødt igen.

Rigtig god 2. søndag i advent.

Saturday, December 6, 2014

Fugle-fodringstid



I denne søde juletid får jeg hver dag i min mailboks en opskrift, et sjovt tip eller lignende fra Isabellas. Idag lød tippet på at lave en pind med æbler på til fuglene. Her er mit bud på sådan et foder-anlæg i flere etager. 

Pinden er en svejsetråd, som er bukket i bunden. Jeg har trukket træpinde, hvori der er boret et hul på pinden, trukket et æble på og derefter bundet en grankvist på. Grankvisten er udelukkende pynt. Og sådan har jeg fortsat deropaf og har afsluttet med at skrue en muffe i toppen, så der er noget at hænge pinden op i.

Jeg ønsker havens fugle velbekomme og alle mine læsere en skøn 6. december.

Friday, December 5, 2014

Kærlighed og adventsgarn



15 år + 1 dag har Søren og jeg nu været ægtefolk. Dagen efter den skrækkelige orkan i 99 afgav vi vort løfte til hinanden i Stenstrup kirke. På samme dag som Mor og Far har afgivet deres løfte til hinanden, og på samme dag som Mormor og Morfar afgav deres løfte til hinanden - blot med forskellige årstal bagefter;-)

Hvert eneste år har Søren foræret mig den smukkeste buket. I år ser den sådan ud. Jeg har allerede besluttet mig for, at det næste garn, jeg skal spinde, skal have disse smukke farver.




Jeg ef i fuld gang med at strikke af mit smukke adventsgarn, og jeg synes virkelig, disse pulsvarmere ser lovende ud. Imens jeg sidder og strikker og nyder, tænker jeg på Jeanette. Jeg glæder mig til at møde Jeanette en skønne dag. Indtil da sender jeg kærlige tanker.

Wednesday, December 3, 2014

Pæn indpakning

Der skal naturligvis være noget godt i en julegave. Jeg tænker meget på modtageren, når jeg giver en julegave, så jeg bliver aldrig tilhænger af lodtrækning om julegaver. Jeg forstår ikke konceptet i at købe gaver til en ukendt modtager - man kan nøjagtigt ligeså godt bare bytte penge, og hvor sjovt er det lige?

Når jeg giver - og især laver - en gave, ligger ser som sagt mange tanker bag. Men indpakningen er for mig mindst lige så vigtig. Det er IKKE ligemeget, om der er sat et kærligt kort ved pakken, eller om båndets farve passer til papiret. Kald mig bare fjollet; men jeg ser altså nøje på den slags, og jeg ved osse, at andre gør det samme. Det gælder f eks modtageren af denne lille gave.

Tuesday, December 2, 2014

Julekalender-krimi

Er du mon også vild med Jens Henrik Jensens bøger om Nina Portland og Niels Oxen? Så har du lige nu chancen for at lære en ny politimand at kende. Jens Henrik Jensen har nemlig skrevet en julekalender-krimi, som foregår i Esbjerg.

Følg med på hjemmesiden www.jenshenrikjensen.dk hvor der hver dag bliver lagt en ny bid af historien op.

Sunday, November 30, 2014

Adventskalender

Igår oprandt endelig dagen, hvor vi skulle en tur til Fyn. Mor og Far har gennem mange år inviteret den nærmeste familie til julefrokost omkring 1. søndag i advent. Hvilket er ensbetydende med, det også er omkring deres bryllupsdag. Og vores bryllupsdag. Og det var også Mormor og Morfars bryllupsdag. Vi er nemlig alle blevet viet den 4. december.

Nå; men vi skulle som sagt til Fyn, og jeg havde lavet adventskalender til Mor. Og en kurv med diverse lækkerier samt en skrabe-julekalender til Far. Jeg har under projekt adventskalender lagt billeder op på Facebook og Instagram; men her skulle projektet holdes hemmeligt, da Mor læser med. Men nu kan kalenderen afsløres.

Jeg nåede også lige akkurat at få hæklet et par pulsvarmere til Mor. Efter opskrift af Sidsel Sangild fra bogen Hovedstadshækling. Garnet blev en gråmeleret alpaca fra lageret.

Dagen igår blev også dagen, hvor jeg fik min nyindkøbte rok med hjem. En Schacht Ladybug, som er rok nr 6 i "stalden". Nu skulle jeg også mene, jeg så småt er ved at være dækket ind. Men det er fedt at have forskellige mærker at kunne skifte imellem og sammenligne.

Jeg spinder moskus på min nye rok. Og jeg ELSKER altså allerede den rok! Tusind tak til Karen, som ville af med den - og til Peter, som gjorde hele turen til Stenstrup for at levere rokken.



1. søndag i advent

Eeeeeeeendelig blev det 1. søndag i advent!! Jeg elsker den søde juletid og har altid gjort det; men i år er der ligesom bare noget særligt over det. Måske skyldes det, at jeg føler, jeg er i god tid. Måske skyldes det, at jeg har lavet en lidt særlig gave til Mor (mere om det i næste indlæg); men især skyldes det, at jeg har fået en helt særlig adventskalender fra en helt særlig kvinde i år. En kvinde, som jeg føler, jeg kender så godt på trods af, at jeg endnu har tilgode at møde hende i "det virkelige liv". En kvinde, som deler mange af de samme interesser som jeg. En kvinde, som jeg har lært at kende via det pragtfulde, virtuelle rum Instagram. En kvinde, som jeg har fået små, kærlige, uventede gaver fra og som jeg har sendt små, kærlige uventede gaver til.

Kvinden hedder Jeanette. Jeanette har spundet garn! Jeanette har spundet garn til mig!! Det smukkeste garn, jeg nogensinde har set, er mit. Tusind tak kæreste - jeg ved godt, hvad det skal bruges til......det vidste jeg straks!!

Min 1. søndag i advent er helt igennem perfekt - det håber jeg, din også er.


Friday, November 28, 2014

Overraskelse

Igår aftes sad Søren og jeg som vanligt i stuen, jeg havde gang i et hækleprojekt, som haster en lille bitte smule, og Søren styrede fjernbetjeningen usvigeligt sikkert. Pludselig bankede det på døren!!

Min første reaktion er altid: "Øhhhh, jeg har da ikke bestilt noget, har jeg?", og Sørens reaktion var noget lignende. Men han rejste sig og åbnede døren, og det var ganske rigtigt postbudet. Med en pakke til mig.........

Jeg vred min hjerne men kunne altså ikke komme i tanker om, hvad i alverden det kunne være! Så måtte jeg jo nærstudere pakken for at se, hvem afsenderen kunne være.

Da jeg læste navnet, bredte der sig et stort smil på mit ansigt. Jeg vendte mig om mod Søren og udbrød: "Det er fra Jeanette!!!!!" Det blev Søren ikke meget klogere af, så jeg måtte forklare ham, at det er Jeanette, som engang havde sendt mig nogen øreringe. "Nåååååå hende - det var de der fiiine øreringe" sagde han, og ja - det VAR de der fine øreringe. De øreringe, som Jeanette havde fremstillet til et julemarked sidste år, og som hun havde lagt et billede op af på Instagram under kaldenavnet @engleriet Jeg havde kommenteret på hendes fine arbejde, og pludselig kom der nogen dage efter en lille kuvert med 2 par øreringe og det kærligste lille kort "sådan bare lige fordi!!" 

Vi har efterfølgende et par gange sendt små kærlige opmærksomheder til hinanden; men denne pakke, som den søde Jeanette nu har sendt, og som indeholder gaver til de 4 adventssøndage overgår alt! Der fulgte (naturligvis) også et kort med - det sødeste kort, som jeg blev SÅ glad for, og som jeg allerede har læst mange mange gange. 

Jeanette har selv lavet gaverne til mig, og jeg ved, hun har sendt mig mange kærlige tanker undervejs. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg glæder mig til at åbne dem? Og at jeg glæder mig over alle de pragtfulde mennesker, der er i mit liv?

Jeanette og jeg har aldrig mødt hinanden i det virkelige liv - endnu..............


Tuesday, November 25, 2014

Forberedelser til Nørklecafe

Jeg har fået lagt en slagplan for, hvad der skal foregå i næste tirsdags Nørklecafe i Flittiglise. Overskriften er Julepynt, så det bliver både nemt og sjovt. Og da jeg har sat punktum efter sidste punkt på listen, falder jeg STRAKS over en lille ting mere! Jeg vil ikke afsløre mere, end at jeg netop har skrællet 2 appelsiner........

Monday, November 24, 2014

Advents-gave

Jeg kan vist godt liiiiige nå det - en lille, hurtig, hæklet adventsgave. Pulsvarmere fra Sidsel Sangilds hæfte Hæklede Gaver lavet i blød, lækker, varmende alpaca.

Jule-travlhed

Jeg har i den senere tid arbejdet målrettet henimod færdiggørelse af diverse julegaver. Mine anstrengelser har båret frugt, og bunken af færdige gaver, der blot mangler vask og indpakning, vokser støt! 

Forleden drog jeg det halve Esbjerg rundt i jagten på nogen små guld-ringe til et endnu lidt tid endnu hemmeligt projekt (modtageren læser nemlig med herude!!) Ringene fandt jeg aldrig......til gengæld "kom jeg til" at købe stof til en ulden poncho og 2 kjoler!!!!!!! Ponchoen ER færdig - kjolerne syr jeg imorgen! Og ja - der kommer billeder, medmindre kjolerne da bliver totalt mislykkede - og hvorfor skulle de dog det?

Idag drog jeg så til Kolding, nærmere betegnet Panduro Hobby, for at erhverve de famøse guldringe. Det lykkedes...hrrmmmm - men det var jo ikke det eneste, jeg fik med hjem, som det ses på den fyldte bærepose. Men pyt - det er jo gode ting, jeg har fået med hjem!

Desuden har dagen budt på frokost på Jensens Bøfhus med en tidligere kollega samt gløgg og æbleskiver hjemme hos ham bagefter, så det har været en PERFEKT mandag.

Og vi har allerede mange tilmeldte til Flittiglises Nørklecafe næste tirsdag med overskriften Julepynt, så jeg har så absolut INTET at klage over. Og sidder du lige nu og tænker, at du også gerne vil deltage i Nørklecafeen i Vejers, så gå ind på vores hjemmeside www.flittiglise.dk og læs mere under Kurser/arrangementer






Monday, December 26, 2011

2. juledag

 Så er julen så småt ved at synge på sidste vers her i huset. Juletræet har gjort sin pligt, nemlig stået og vist al sin fine pynt på smukkeste vis - og vi har da også nået at brænde 2 hold juletræslys ned. Når nu træet står der alligevel, og jeg har et HAV af juletræs-lys på lager, man skulle jo nødig gå hen og løbe tør!! Men..........da årets træ er en rødgran, syntes jeg, det skulle afpyntes og sættes ud i haven, FØR det havde nået at smide alle nålene herinde på stuegulvet!

 Den store kasse med julepynt er hevet op fra kælderen, og jeg er klar til at pakke kugler og fugle, stjerner og hjerter væk for denne gang.

 Dette hjerte var vist bare blevet lidt træt:-)

 Og her ser I så gaven fra mor og far - det er faktisk ikke engang en julegave. De har begge været MEGET indvolveret i dette smukke tæppe, mor står for valg af design, stoffer og farver og (naturligvis) også for sammensyningen. Far har bistået ved at skære stoffer ud. Han gav mor en stor og hjælpende hånd, da hun en overgang havde ondt i ryggen og ikke rigtigt kunne holde til at stå bøjet ind over bordet og skære strimler ud. Det kunne far til gengæld, og jeg tør vædde hvad som helst på, at de strimler er skåret snor-lige og med en fantastisk præcision.

TAK FOR DET SMUKKE, SMUKKE TÆPPE MOR OG FAR - nu kan vi med sindsro vise alle gæster ind omkring soveværelset:-)))))))))))))))))))))))))))

Thursday, December 15, 2011

Julerier

 Der er travlhed her på matriklen - akkurat som der er travlhed så mange, mange andre steder i denne december-tid. Men........der er dog ikke mere travlt, end jeg har haft tid til at eksperimentere en lillebitte smule. Jeg har nemlig lavet en rødkålskrans. Ideen har jeg ikke selv fået - den er hapset fra julemagasinet fra Jeanne D´arc Living. Deri var et billede af den FEDESTE krans, og jeg tænkte straks, at sådan een måtte jeg altså osse have i hytten. Til alt held skulle vi alligevel ud og suse efter et juletræ - vi kørte ud på planteskolen, og dér havde de minsandten også både en halmkrans og en mængde andre gode sager til salg. Selve juletræet var såmænd ikke så dyrt, hmmmmmmm:-)
Og kransen er ret nem at lave. Jeg "pelsede" et rødkålshoved for langt de fleste blade - de inderste er dog ikke til at skille ad, så dem spiser vi istedet! Bladene blev lagt på en avis på stuegulvet og fik lov til at ligge dér et par dage og blive lidt slatne. Og så skulle jeg ellers bare lige have revet nogen af dem lidt i stykker, så jeg kunne folde dem og lade dem ligne roser (ja,ja - det hjælper at have en god fantasi!!). Jeg bandt grøn bindetråd omkring "roserne" - jeg vil IKKE bruge den grønne af slagsen næste gang!! Og da der skulle bindes rødkålsblade og "roser" på kransen brugte jeg noget guld-bindetråd, det er noget pænere. Til slut blev kransen sprayet med lidt limspray og drysset med glimmer.
 Også i køkkenet juler jeg en smule. Idag kom jeg i tanker om, vi skulle have en dåsefuld fedtebrød. Opskriften er fra min gamle, faldefærdige men højt elskede Blå Bagebog fra Tørsleff! Jeg kan egentlig ikke helt angive grunden til, at det netop blev fedtebrød, jeg havde lyst til at bage. Det er IKKE en småkage fra min barndoms-jul, ej heller een, jeg plejer at lave; men jeg kom af ukendte årsager lige pludselig til at tænke på denne type småkager. Og som Søren ganske rigtigt sagde: "De smager fandeme godt, de her!!" Deri har han helt ret!
 Jeg har lavet temmelig mange af julegaverne i år, deriblandt også sådan en klods-dims, som her på billedet. Mor går til patchwork 1 gang om måneden, og hun vidste, een af de andre patchwork-damer havde et mønster på sådan et stykke legetøj. Dette mønster fik jeg, og minsandten om ikke osse Bodil havde sørget for at købe skumgummiklodserne, der skal puttes indeni, til mig. Sødt, sødt af hende!!!!
Det er næsten 100 år siden, jeg sidst har syet patchwork; men jeg kunne med det samme mærke, hvor sjovt det er! Jeg fik også lige skiftet kniven i mit skærehjul! Det har nemlig været brugt til at skære i papir med, og det bliver det så ABSOLUT ikke skarpere af!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
 Her ses de stoffer, jeg har valgt at lave min klods-dims i - de fleste af dem er faktisk fra vores USA-tur for et par år siden. Derovre er patchworkstoffer BETYDELIGT billigere end her til lands, og jeg fik da også handlet en hel del med hjem - osse til mor:-)
Og her er stoffet riet på pap, og jeg er klar til at begynde at sy sammen. Tumpet som jeg er, har jeg naturligvis ikke fået taget et billede af min færdige klods-dims, som nu forlængst er pakket ind:-((( Men jeg kan forsikre jer om, den er blevet rigtig fin.

Tuesday, November 30, 2010

Juleklar


Nu har jeg også en skov af juletræer - så kan det for min skyld godt blive jul. Jeg er så godt som klar. Tusind tak mor og far - det var dog den skønneste adventsgave, hvor ER jeg bare heldig:-)

Monday, November 30, 2009

Juletravlhed

Jeg er gået igang med at strikke noget til mig selv!!!!!! Nu har jeg i noget tid brugt mine kræfter på julegaver (og jeg er da heller ikke HELT færdig med dem alle endnu), og nu synes jeg, det må være på tide med lidt egoisme;-) Så jeg har altså kastet mig over et tørklæde fra Knitted Lace from Estonia - en dejlig bog med mange smukke sjaler og tørklæder.
Garnet er håndspundet (naturligvis), og det består af 1 tråd fibre fra 5-måneders-klippet fra Evelyn og 1 tråd beige cashmere. Det er et herrelækkert garn, og jeg er jo så heldig også at have Harrys fibre liggende, så skulle garnet slippe op, kan jeg bare spinde noget mere.

Og så nyder jeg ellers bare den mørke tid, hvor man har en ekstremt god chance for at nyde en hyggelig belysning. Kirken her har jeg selv skåret i ganske almindeligt karton for endda nogen år tilbage - jeg nyder at finde den frem og sætte et fyrfadslys i den hvert eneste år.
Julekortene er iøvrigt fabrikeret, nu skal de så bare skrives, hvilket jeg har planer om at gøre i næste uge, hvor jeg er så heldig at have hele 3 fridag - herligt!



Saturday, December 22, 2007

Så blev det omsider jul.......

.......og hvor er det dog bare skønt. Billedet her er fra vores gang - lysestagen er 1 ud af ialt 3, som netop er blevet sat op derude. Det giver et skønt, blødt lys når kun de rene, hvide stearinlys står og brænder derude.

Juletræet er også pyntet og klar, så nu kan det for min skyld godt blive den 24. Der er dog en enkelt ting, jeg undrer mig såre over. Hvordan kan man pynte et juletræ uden brug af lametta?? Korrekt, det kan man altså slet ikke. Hvilket betyder, vi imorgen må på jagt efter en pakke eller 2. Jeg var helt overbevist om, at jeg havde noget liggende; men det var altså IKKE tilfældet. Der har ALTID været lametta på træet hos mine forældre, min søster har en lille vovse, der som hvalp var MEGET interesseret i lamettaen. Nero (en lille, knuse-sød dansk-svensk gårdhund) nød som hvalp at stå ved træet og forsigtigt tage et enkelt stykke lametta mellem tænderne og hive det af træet. Da min søster og jeg utallige gange havde samlet stumper af lametta op fra gulvet og møjsommeligt hængt det på træet igen for 10 min. efter at kunne gentage successen, opgav vi simpelthen og lod Nero muntre sig!!!! Denne oplevelse gør, at jeg imorgen må ud og støvsuge butikkerne for lametta!!