Spring til indhold

Det Døde Hav

Redigér links
Koordinater: 31°30′N 35°28′Ø / 31.500°N 35.467°Ø / 31.500; 35.467
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Dødehavet)
Det Døde Hav
Dødehavet set fra den israelske side
Dødehavet set fra den israelske side
Overblik
LandJordan, Israel, Palæstina
TilløbJordan-floden
AfløbFordampning
Maks. længde67 km
Maks. bredde18 km
Overfladeareal810 km²
Middeldybde120 m
Maks. dybde330 m
Vandvolumen147 km³
Omkreds1135 km
Salinitet31,5 %
Vandspejlskote-420 m
1 En søs omkreds er ikke en veldefineret størrelse
En turist demonstrerer den usædvanlige høje opdrift, som er forårsaget af det høje saltindhold.

Dødehavet eller Det døde hav (hebraisk: יָם הַמֶּלַח Om denne lydfil Yam ha-Melah ? bogstaveligt: Hav af salt; arabisk: البحر الميت Om denne lydfil Al-Bahr al-Mayyit ?[1] eller Buhayrat,[2][3] Bahret eller Birket Lut,[2] bogstaveligt: "Lots sø/hav") er en saltvandssø, der ligger mellem Jordan i øst og Israel og Vestbredden i vest. Den ligger i Jordandalen og dens centrale biflod er Jordanfloden.

Dens overflade og kyster ligger 430,5 meter under havoverfladen,[4][5] hvilket gør den til verdens lavestliggende landområde. Den er 304 meter dyb, og er dermed verdens dybeste hypersaline sø. Den er med sin salinitet på 342 g/kg, eller 34.2% (pr. 2011) en af verdens mest salte vandmasser[6] – 9,6 gange så salt som havet – og har en massefylde på 1,24 kg/liter, hvilket får svømning til at fungere som flydning.[7][8] Denne salinitet gør søen til et barsk miljø som hverken planter eller dyr kan overleve i, hvilket har givet søen sit navn. På trods af sit navn er Dødehavet ikke et hav.[9] Dødehavets centrale nordlige vandområde er 50 kilometer langt og 15 kilometer bredt på sit bredeste punkt.[10]

Dødehavet har tiltrukket besøgende fra Middelhavslandene i flere tusinde år. Søen var et af verdens første kursteder (for Herodes den Store) og har leveret en bred vifte af produkter, såsom asfalt, der blev anvendt til mummificering i Oldtidens Egypten og kaliumchlorid, der blev anvendt som gødning.

I moderne tid er Dødehavet begyndt at svinde hastigt ind; søens overfladeareal er i dag 605 km², hvorimod det i 1930 var 1.050 km². Indtørringen af Dødehavet er begyndt at forårsage problemer, og der er blevet stillet forslag om at opføre flere flere kanaler og rørlinjer for at reducere indtørringen. Et af disse forslag er Dødehavskanalen, et projekt ledet af Jordan, som går fra Rødehavet og har til formål at bringe vand til nærliggende lande, mens saltlagen vil transporteres til Dødehavet for at hjælpe med at stabilisere vandniveauet. Pr. 2016 forventedes første fase af projektet påbegyndt i 2018 og forventes afsluttet i 2021.[11]

Etymologi og toponymi

[redigér | rediger kildetekst]

På hebraisk hedder Dødehavet Om denne lydfil Yām ha-Melaḥ ? (ים המלח), hvilket betyder "hav af salt" (Første Mosebog 14:3). Biblen bruger denne betegnelse såvel som to andre: Araba-havet (Yām ha-‘Ărāvâ ים הערבה), og det østlige hav (ha-Yām ha-kadmoni הים הקדמוני). Betegnelsen "Dødehavet" figurerer ikke i Bibelen. I prosa bliver betegnelsen Yām ha-Māvet (ים המוות, "dødens hav") somme tider anvendt på grund af hvor sjældent man ser liv i søen.[12]

På arabisk kaldes Dødehavet Om denne lydfil al-Bahr al-Mayyit ?[1] ("Det døde hav"), eller mindre udbredt baḥrᵘ lūṭᵃ (بحر لوط, "Lots hav"). Et andet historisk navn på arabisk var "Zoʼars hav", opkaldt efter en nærliggende by i de bibelske tider. Grækerne kaldte søen for Lake Asphaltites (Attisk græsk ἡ Θάλαττα ἀσφαλτῖτης, hē Thálatta asphaltĩtēs, "asfaltithavet").

Geografi

[redigér | rediger kildetekst]
Satellitbillede, der viser Dødehavet øst for Middelhavet

Dødehavet er en endorheisk sø i Jordandalen i den syro-afrikanske depression - et geografisk særpræg, der er dannet af Dødshavsriften. Denne transformforkastning ligger langs de tektoniske pladegrænser mellem den Afrikanske plade og den Arabiske plade. Den løber mellem den Østanatolske forkastningszone i Tyrkiet og den nordlige del af Rødehavsriften ud for kysten ved den sydlige del af Sinaihalvøen.

Jordanfloden er den eneste større vandressource, der flyder ind i Dødehavet, omend der findes små vedvarende kilder under og omkriing Dødehavet, der danner pøle og kviksandsgrave langs kanterne.[13] Mujibfloden, den bibelske flod Arnon, er således en af de andre kilder til vand i Dødehavet.[14] Wadi Mujib-floddalen, 420 meter under havoverfladen i den sydlige del af Jordandalen, er en biosfærereserve på 212 km2.[15] Blandt andre kilder er Wadi Darajeh (arabisk) eller Nahal Dragot (hebraisk) samt Nahal Arugot, der løber ud i oasen Ein Gedi.[14] Wadi Hasa (den bibelske Zered) er ligeledes en wadi, der løber ud i Dødehavet.

Der fandt sjældent mere end 100 mm nedbør pr. år i den nordlige del af Dødehavet og knap 50 mm i den sydlige del.[16] Dødehavszonens goldhed skyldes regnskyggeeffekten fra de judæiske bjerge. Højlandet øst for Dødehavet modtager mere nedbør end selve Dødehavet.

Vest for Dødehavet hæver de judæiske bjerge sig mindre stejlt og er meget lavere end bjergene i øst. Langs den sydvestlige side af søen ligger en 210 meter høj halitformation kendt som Har Sedom.

Klima

[redigér | rediger kildetekst]

Dødehavet har et tørt klima (Köppens klimaklassifikation BWh), med årelangt solskin og tør luft. Det får mindre end 50 mm gennemsnitligt nedbør årligt og har om sommeren en gennemsnitstemperatur på 32-39 °C. Om vinteren ligger gennemsnitstemperaturen på 20-23 °C. Regionen har svagere ultraviolet stråling, især UVB (erytrogene stråler). Givet det høje atmosfæriske tryk har luften et lidt højere iltindhold (3,3% om sommeren og 4,8% om vinteren) sammenlignet med iltkoncentrationen ved havniveauet.[17][18] Barometrisk tryk ved Dødehavet er blevet målt til at være mellem 1061 og 1065 hPa og klinisk sammenlignet med sundhedseffekter ved højere altitude.[19] Dødehavet påvirker temperaturen i nærliggende områder på grund af den modererende effekt som en stor vandmasse har på klimaet. Om vinteren har vandtemperaturen en tendens til at være højere end landtemperaturen, og vice versa i sommermånederne. Dette skyldes vandets masse og varmefylde. I gennemsnit oplever Dødehavet 192 dage om året med temperaturer over 30 °C.[20]

Vejr for Dødehavet, Sedom (390 meter under havoverfladen)
Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec År
Gennemsnitlig maks °C 20,5 21,7 24,8 29,9 34,1 37,6 39,7 39 36,5 32,4 26,9 21,7 30,4
Gennemsnitlig °C 16,6 17,7 20,8 25,4 29,4 32,6 34,7 34,5 32,4 28,6 23,1 17,9 26,1
Gennemsnitlig min °C 12,7 13,7 16,7 20,9 24,7 27,6 29,6 29,9 28,3 24,7 19,3 14,1 21,9
Gennemsnitlig nedbør mm 7,8 9 7,6 4,3 0,2 0 0 0 0 1,2 3,5 8,3 41,9

Kemi

[redigér | rediger kildetekst]
Halitaflejringer (og en teepee-struktur) langs Dødehavets vestlige kyst

Med en salinitet på 34,2% (pr. 2011) er Dødehavet en af verdens salteste vandmasser, omend Vandasøen i Antarktis (35%), Assalsøen i Djibouti (34.8%), Garabogazköllagunen i det Kaspiske Hav (op til 35%) og nogle hypersaline damme og søer i McMurdos tørdale i Antarktis (såsom Don Juan-dammen (44%)) har udvist højere salinitet.

Frem til vinteren 1978–79, hvor der fandt en større blandingsbegivenhed sted,[22] bestod Dødehavet af to vandlag, der adskilte sig fra hinanden i temperatur, massefylde, alder og salinitet. De øverste 35 meter af Dødehavet havde en gennemsnitlig salinitet på 342 dele per tusind (pr. 2002), og en temperatur der svingede mellem 19 °C pg 37 °C. Under en overgangszone lå det nederste vandlag i Dødehavet på en fast temperatur på 22 °C og en komplet mætning af natriumchlorid (NaCl).[kilde mangler] Siden vandet nær bunden er mættet, nedfalder saltet ud af opløsningen og ned på havbunden.

I begyndelsen af 1960'erne blev vand til Dødehavet fra Jordanfloden reduceret som resultat af store kunstvandingsprojekter og meget sparsomt nedbør. I 1975 var det øvre vandlag mere salt end det lavede lag. Alligevel forblev det øvre lag liggende over det nedre lag da dets vand var varmere og dermed havde mindre massefylde. Da det øvre lag nedkølede i en grad så dets massefylde blev større end det nedre lags, blev de to vandlag blandet (1978–79). For første gang i århundreder blev søen til en homogen vandmasse. Siden da er lagdelingen begyndt at vende tilbage.[22]

Småsten cementeret med halit på Dødehavets vestlige kyst nær Ein Gedi

Dødehavets mineralindhold er meget anderledes end havvands. Den præcise sammensætning af Dødehavsvand varierer med årstiden, dybden og temperaturen. I starten af 1980'erne var koncentrationen af ioniske arter (i g/kg) for overfladevand i Dødehavet Cl− (181,4), Br− (4,2), SO42− (0,4), HCO3− (0,2), Ca2+ (14,1), Na+ (32,5), K+ (6,2) og Mg2+ (35,2). Den samlede salinitet var 276 g/kg.[23] Disse resultater viste at saltsammensætningen, som vandfri chlorider på en vægtprocensbasis, var calciumchlorid (CaCl2) 14,4%, kaliumchlorid (KCl) 4,4%, magnesiumchlorid (MgCl2) 50,8% og natriumchlorid (NaCl) 30,4%. Til sammenligning er saltet i havvandet i de fleste af verdens have omkring 85% natriumchlorid. Koncentrationen af sulfationer (SO42−) er meget lav, og koncentrationen af bromidioner (Br−) er den højeste af alle vandmasser på planeten.

Strandsten lavet af halit; vestkysten

Saltkoncentrationen i Dødehavet flukturerer omkring 31,5%. Dette er et usædvanligt højt niveau og resulterer i en nominel massefylde på 1,24 kg/l. Alle kan let flyde i Dødehavet på grund af den naturlige opdrift. På dette punkt minder Dødehavet om Great Salt Lake i Utah i USA.

En usædvanlig egenskab ved Dødehavet er dets udledning af asfalt. Dødehavet spytter konstant småsten og blokke af sort asfalt op fra sine dybe væld.[24] Der er således blevet fundet asfaltbelagte figurer og bitumenbelagte neolitiske kranier ved arkæologiske udgravninger. Egyptiske mummificeringsprocesser anvendte asfalt fra Dødehavsregionen.[25][26]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b Den første artikel al- er unødvendig og anvendes normalt ikke.
  2. ^ a b Dead Sea: Israel and Jordan. Library of Congress: Subject Headings. Vol. 1: A-E (14th udgave). Washington, D.C.: Cataloging Distribution Service, Library of Congress. 1991. s. 1163. ISSN 1048-9711. Hentet 30. december 2019.
  3. ^ Moshe Sharon (1999). Bani Na'im: Maqam an-Nabi Lut. Corpus Inscriptionum Arabicarum Palaestinae (CIAP). Vol. Two: B-C. Leiden-Boston-Köln: Brill. s. 15 (of pp.12–21). ISBN 978-90-04-11083-0. Hentet 30. december 2019.
  4. ^ "Long-Term changes in the Dead Sea". Israel Oceanographic and Limnological Research - Israel Marine Data Center (ISRAMAR). Arkiveret fra originalen 6. november 2018. Hentet 14. juli 2020.
  5. ^ "Israel and Jordan Sign 'Historic' $900 Million Deal to Save the Dead Sea". Newsweek. 2015-02-27. Arkiveret fra originalen 24. november 2020. Hentet 14. juli 2020.
  6. ^ Goetz, P. W., red. (1986). "Dead Sea". The New Encyclopædia Britannica. Vol. 3 (15th udgave). Chicago. s. 937.
  7. ^ R W McColl, red. (2005). Encyclopedia of world geography. Facts on File. s. 237. ISBN 9780816072293.
  8. ^ "Dead Sea - Composition of Dead Sea Water". Arkiveret fra originalen 2013-11-04.
  9. ^ "hav" i Den Danske Ordbog
  10. ^ "Virtual Israel Experience: The Dead Sea". Jewish Virtual Library. Arkiveret fra originalen 15. januar 2013. Hentet 21. januar 2013.
  11. ^ "5 alliances shortlisted to execute Red-Dead's phase I". The Jordan Times. 27. november 2016. Arkiveret fra originalen 29. november 2016. Hentet 3. december 2016.
  12. ^ David Bridger; Samuel Wolk (september 1976). The New Jewish Encyclopedia. Behrman House, Inc. s. 109. ISBN 978-0-87441-120-1. Hentet 25. juli 2011. It was named the "Dead Sea" because of the fact that no living thing can exist there, since the water is extremely salty and bitter.
  13. ^ "Springs and quicksand at the Dead Sea". Arkiveret fra originalen 22. november 2008. Hentet 27. august 2008.
  14. ^ a b "Red Sea – Dead Sea Water Conveyance Study (RSDSC) Program: Dead Sea Study, July 2010, p. 64" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 2016-12-24. Hentet 2016-10-14.
  15. ^ "Mujib". UNESCO. Arkiveret fra originalen 30. september 2019. Hentet 7. maj 2016.
  16. ^ "Dead Sea". Exact Me.org. Arkiveret fra originalen 20. januar 2013. Hentet 21. januar 2013.
  17. ^ "Natural Resources". Dead Sea Research Center. Arkiveret fra originalen 6. oktober 2013. Hentet 27. oktober 2013.
  18. ^ "Lowest Elevation: Dead Sea". Extreme Science. Arkiveret fra originalen 7. oktober 2011. Hentet 22. maj 2007.
  19. ^ Kramer, MR; Springer C; Berkman N; Glazer M; Bublil M; Bar-Yishay E; Godfrey S (marts 1998). "Rehabilitation of hypoxemic patients with COPD at low altitude at the Dead Sea, the lowest place on earth" (PDF). Chest. 113 (3): 571-575. doi:10.1378/chest.113.3.571. ISSN 0012-3692. PMID 9515826. Arkiveret fra originalen (PDF) 2013-10-29.
  20. ^ "Climatological Averages for Dead Sea". IMS. Arkiveret fra originalen 7. juni 2011. Hentet 9. juni 2011.
  21. ^ "Averages and Records for several places in Israel". Israel Meteorological Service. juni 2011. Arkiveret fra originalen 2010-09-14.
  22. ^ a b "Dead Sea Canal". American.edu. 1996-12-09. Arkiveret fra originalen 22. maj 2009. Hentet 5. maj 2009.
  23. ^ I. Steinhorn, In Situ Salt Precipitation at the Dead Sea, Limnol. Oceanogr. 28(3),1983, 580-583
  24. ^ Bein, A.; O. Amit (2007). "The evolution of the Dead Sea floating asphalt blocks: simulations by pyrolisis". Journal of Petroleum Geology. 2 (4): 439-447. Bibcode:1980JPetG...2..439B. doi:10.1111/j.1747-5457.1980.tb00971.x. Arkiveret fra originalen 2013-01-05.
  25. ^ Niemi, Tina M., Zvi Ben-Avraham and Joel Gat, eds., The Dead Sea: the lake and its setting, 1997, Oxford University Press, p. 251 ISBN 978-0-19-508703-1
  26. ^ J. Rullkötter; A. Nissenbaum (december 1988). "Dead sea asphalt in Egyptian mummies: Molecular evidence". Naturwissenschaften. 75 (12): 618-621. Bibcode:1988NW.....75..618R. doi:10.1007/BF00366476. PMID 3237249.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Jordansk geografiSpire
Denne artikel om jordansk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi

31°30′N 35°28′Ø / 31.500°N 35.467°Ø / 31.500; 35.467

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Det_Døde_Hav&oldid=11828243"