Black i Byernes By
Lige før påske var jeg så heldig at opleve Panopticon på deres Laurentian Echoes Tour igennem Europa med danske Sunken som support. Ja, held var det jo egentlig ikke, men at få den spritnye vinyludgave af Det hjemsøkte hjertet, amerikanernes 12. studiealbum, med hjem var til gengæld ren lykke. Austin Lunn, manden bag Panopticon, er et musikalsk geni, der kan spille på flere instrumenter, end der er i et symfoniorkester, men at hans backingband også er knaldhamrende dygtigt, kunne jeg således ved selvsyn konstatere Backstage by the Mill i Byernes By. På grund af fem timers ikke-planlagt ventetid ved Channel Tunnel havde Austin og co. ikke meget mere end fem minutter til lydprøve efter Sunkens blændende support. Og så foregik det endda, mens publikum i salen stod og kiggede på. No soundcheck? No problem! Den slags klarer kun sublimt dygtige folk, men det var nu nok ikke mindst takket være Sunkens medbragte lydprofessor Johan Emanuel Jørgensen. Det var hverken første eller sidste gang, Johan reddede Panopticons røv på den turné – jeg har det fra pålidelig kilde. Men nok turné-historier, nu skal det omsider handle om Det hjemsøkte hjertet!
Meget mere end et soloprojekt
Med få undtagelser er et Panopticon-album altid lidt af en mundfuld – og med 66 minutters højintens musik er det bestemt også tilfældet denne gang. ”Woodland Caribou” åbner med en melankolsk og varieret intro, der viser alt det, vi har i vente på dette album. Hvor sidste års udgivelser var enten-eller, er Det hjemsøgte hjertet langt mere både-og, forstået på den måde, at det sjældent er lykkedes Austin Lunn i så høj grad som her at få sine to musikalske passioner til at smelte samme til et hele: Insisterende black metal suppleres konstant med de akustiske instrumenter fra den ærkeamerikanske country og folkemusik. Lunn beviser atter engang, at han mestrer begge dele til fulde, og det samme høje niveau forsætter stort set på hele dette mageløse album.
Officielt er Panopticon stadig et soloprojekt - Austin Lunn har endnu engang skrevet alt og spiller et hav af instrumenter selv. Det hjemsøgte hjertet tilhører dog i høj grad også Charlie Anderson, der på hvert nummer bidrager med cello og violin, som smelter fuldstændig sammen med de voldsomme, elektriske udgydelser. Overalt er der smukkere melodier, end Lunn nogensinde har præsteret før, og de spiller konstant på vores længsler efter ro, natur og frihed fra den moderne, kaotiske og larmende civilisation.
Desværre bliver det for langt at dykke ned i alle de lag, der er i dette kæmpealbum. Ikke bare er Det hjemsøgte hjertet nemlig sidste del af en sammenhængende trilogi. Den har selvfølgelig også alenlange sange med alenlange tekster, og så er det endda et konceptalbum centreret om en nordisk indvandrers hårde liv op igennem 1900-tallet i Minnesotas barske natur. Selv moderne influencere, der slår plat på natur og vildnis, får undervejs et hak i tuden.
Et af albummets mange højdepunkter er ”The White Cedars”, hvor det næsten bliver episk black metal på niveau med Orm. Det er gådehudsfremkaldende smukt og til tider så catchy, at det er lige før, det bliver poppet. Det er i øvrigt ment som ros. På flere af sangene er der desuden gæstevokaler fra Lunns venner i blandt andet Fall of Rauros, Vemod og Waldgefluster. Sammen med alle de akustiske instrumenter giver det kærkommen variation, altid på de helt rigtige tidspunkter, og altid perfekt afstemt med resten af lydbilledet. Alt sammen bidrager det til, at på trods af de tunge temaer er der en slags trodsig optimisme over albummet. Det er, som om Lunn har besluttet sig for aldrig at bøje nakken, men at blive ved med at kæmpe for en bedre verden i både det store og det små. Og hvad er egentlig alternativet?
Se ud og se op
De få kritikpunkter, der er at finde på Det hjemsøkte hjertet, er desværre de samme, som de altid har været: Lunns trommer er til tider for hektiske, og dette album også lige en tand for langt. Så selvom det aldrig har været så svært at pege på det, der kunne skæres væk, bliver det heller ikke til en 10’er fra min hånd denne gang, men det er godt nok tættere på, end det har været siden Autumn Eternal fra 2015. Det hjemsøkte hjertet er en stor mundfuld, så rent undtagelsesvis vil vi komme med en købsanbefaling: Besøg nu Panopticons Bandcamp. Køb, lyt og læs! Der venter en kæmpe oplevelse, som forhåbentlig vil inspirere dig til at bevæge dig ud i naturen. Glem skærmen derhjemme, se ud, og ikke mindst, se op.