Carl Emil Fenger

Carl Emil Fenger voksede op på Christianshavn i København, hvor faren Rasmus Fenger (1761-1825) var sognepræst i Vor Frelser Kirke og fik ti børn med hustruen Martha Helene Meinert (1775-1856). Fenger blev som 15-årig student fra Borgerdydskolen, hvor han fik vakt sin livslange interesse for tal og matematik. Her fik han også sit første netværk af skolekammerater, som talte de senere politikere Orla Lehmann og C.C. Hall, der fik betydning for Fengers politiske karriere.

I 1835 blev Fenger uddannet kirurg fra Det kirurgiske Akademi, hvor hans farbror Christian Fenger (1773-1845) var rektor og professor i kirurgi. Året efter rejste Fenger på en treårig studierejse, som fik afgørende betydning for hans karriere. På rejsen modtog han undervisning af flere lægevidenskabelige fyrtårne, som repræsenterede de strømninger, der udviklede sig til den moderne medicin. I Wien fulgte han Jakob Kolletschkas (1803-1847) udforskning af menneskets sygdomme ved obduktionsbordet, også kaldet for patologisk anatomi. I Zürich blev han inspireret af Johan Schönleins (1793-1864) undervisning i patientundersøgelsen, som involverede grundig stetoskopi, mikroskopi og kemiske analyser af væv fra patienten.

I København blev Fenger en del af en gruppe yngre læger, som ønskede at forandre det lægevidenskabelige miljø i Danmark. Foreningen var i 1839 med til at etablere Ugeskrift for Læger, hvori Fenger skrev ”Om den numeriske metode” i et af de første numre. Fenger argumenterede for, at alle læger var nødt til at bruge statistik i enhver form for lægevidenskabelig undersøgelse. Medicinen som videnskab rangerede lavere end både kemi og fysik, fordi læger ”skødesløst” observerede symptomer og igangsatte behandlinger uden nogen form for systematik. Som videnskabelig læge var man nødt til at tælle, udregne hyppigheder og lave tabeller. En sådan statistisk metode kunne bringe lidt håb ind i medicinen, forklarede Fenger.

Fenger brugte den nye statistisk i sin licentiatafhandling, som var hans første akademiske grad. Afhandlingen drejede sig bl.a. om årstidernes indflydelse på menneskets sygdomme. På den tid blev vejr og klima opfattet som hovedårsager til de fleste epidemiske sygdomme. Fengers undersøgelsesmateriale var 1000 voksne mænd fra Søværnet i København, og han fandt, at de voksne mænd hyppigst lagde sig syge i foråret og om sommeren. Undersøgelsen viste også, at 49 ud af 100 var syge hvert år og middelvarigheden af fx koldfeber var 17,2 dage.

I 1843 skulle den første lærestol i patologisk anatomi ved Københavns Universitet besættes ved konkurrence. Fenger konkurrerede med Adolph Hannover, som introducerede mikroskopet i dansk lægevidenskab. Fenger trak det længste strå med en 120 siders konkurrenceafhandling, som skitserede en vision for en ny lægevidenskab. Lægevidenskaben skulle bruge kemi, fysik, mikroskopi og dyreforsøg til at undersøge hver eneste af menneskets mange organsygdomme for derved at skabe et nyt landkort af sygdomme. Det var et stort arbejde, som ville tage årtier, men der var ingen vej udenom.

I afhandlingen kritiserede Fenger hensynsfuldt universitetets professor Ole Bangs teori om menneskets sygdomme. Bang var optaget af sygdom som udtryk for en iboende lægende kraft. Fenger skrev, at kroppen rigtignok havde selvhelbredende kræfter, når såret helede, eller en feber forsvandt efter nogle dage. Bangs idé om en usynlig lægende kraft, som svarede til H.C. Ørsteds fund af en elektromagnetisk kraft, var dog ren spekulation, ifølge Fenger. Sådan en vis medicatrix naturae, ”naturens lægende kraft”, fandtes kun som en poetisk abstraktion.

I begyndelsen af 1850’erne blev Fenger professor i medicin og overlæge på Frederiks Hospital. Derved fik han mulighed for at forme den næste generation af læger. Ligesom i vor tid var den kliniske undervisning en mesterlære, dvs. at Fenger underviste de studerende og yngre læger ved patienter på hospitalet. På den måde overleverede han sine kliniske erfaringer ved at vise, hvordan man spurgte ind til patientens symptomer, foretog en grundig undersøgelse af patientens krop og brugte hjælpemidler som stetoskopi og kemiske analyser af blodet og urinen.

I sine forelæsninger over menneskets sygdomme lagde han ikke skjul på, at han var skeptisk over for en væsentlig del af den medicinske terapi, fordi den byggede på lægers ”skøn og gisninger”. I stedet lærte han sine studerende at vurdere en medicinsk behandling kritisk ved at iagttage behandlingens mulige virkninger og føre statistik over behandlingerne.

Fengers kritiske holdning til kollegernes patientbehandling vakte debat. Overkirurg på Frederiks Hospital Andreas Buntzen (1811-1880) anklagede i 1859 Fenger for at repræsentere den såkaldte terapeutiske nihilisme fra Wien. Buntzen mente, at organlæren og statistikken havde bragt medicinen på afveje. Læger var blev alt for optaget af kroppens organer og havde dermed sat ”Sygdommen i stedet for den Syge” og som konsekvens var det syge individ forsvundet ud af medicinen. Buntzen forsvarede en lægekunst, hvor lægen individualiserede sin behandling af patienten. Fenger svarede, at den gamle lægekunst nødvendigvis måtte falde: ”det kan ikke hjælpe at stampe imod brodden. Sandheden skal og må trænge igennem”. ”Sandheden” kaldes i dag for ”evidensbaseret medicin”, som først brød igennem i 1900-tallet.

Fenger var politisk engageret. Han var vidne til enevældens fald og blev valgt ind i det første folketing i 1849, hvor han blev ordfører for det finanspolitiske udvalg. Fengers flair for tal og budgetter bragte ham efterfølgende i sit livs største dilemma, da han i 1859 blev opfordret til at blive finansminister i skolekammeraten C.C. Halls regering. Hårdt presset accepterede Fenger tilbuddet og måtte afbryde sin medicinske karriere som overlæge og professor ved universitetet.

Som politiker og læge støttede Fenger øget ligestilling mellem kønnene. Han hjalp forfatteren og kvindesagsforkæmperen Mathilde Fibiger til en uddannelse som telegrafist. I 1866 blev Fibiger ansat ved Den danske Statstelegraf som den første kvindelige tjenestemand.

I 1874 opsøgte Nielsine Nielsen borgmester Fenger i hans hjem med et ønske om at læse medicin på Københavns Universitet, som indtil da kun havde haft mandlige studerende. Fenger blev hendes ”rådgiver og beskytter” i de kommende år og overbragte hendes ansøgning til Kirke- og Undervisningsministeriet. Året efter fik kvinder adgang til Københavns Universitet. Alle bifaldt ikke kvinders adgang til lægeverdenen, hvor professor i kvindesygdomme Frantz Howitz mobbede sin yngre fagfælle ved at kalde hende for ”Frøken Halv-doktor” foran kollegerne.

Ugeskrift for Læger skrev i sin nekrolog over Fenger i 1884, at hans navn er uadskilleligt forbundet med ”det afgørende Vendepunkt” i dansk lægevidenskab, også kaldet den moderne medicins fødsel.

Fenger var en nytænkende læge, som var god til at introducere og fremme nye idéer, som rørte sig i midten af 1800-tallet. Det drejede sig bl.a. om at undersøge kroppens sygdomme ved hjælp af obduktioner og brug af medicinsk statistik. Begge er blevet grundelementer i den moderne medicin.

Fenger havde også en kritisk holdning til medicinsk viden, som skulle være bygget på grundig dataindsamling. Det kunne dreje sig om at stille en medicinsk diagnose på en patient eller undersøge effekten af en medicinsk behandling. På den måde dannede Fenger skole i København i 1840’erne og 1850’erne, hvor han var en tidlig dansk repræsentant for evidensbaseret medicin. Fengers høje krav om, at behandlinger skulle være veldokumenterede var næsten umulige at indfri i 1800-tallet, hvor der var et begrænset repertoire af medicinske behandlinger. Dette dilemma udfordrede Fenger og datidens lægevidenskabelige miljø i en ”stærkt bevæget tid”.

• evidensbaseret medicin
• statistik

• Petersen. E.: "Sygeplejen på kommunehospitalet" I: Fra opvarter til sygeplejerske, 1988.
• Petersen J.: "Carl Emil Fenger". Ugeskrift for Læger, 1884.
• Schmiegelow E.: "Lægen og politikeren Carl Emil Fenger". Hospitalstidende, 1935.
• Skydsgaard, M. A.: ”Carl Emil Fenger og en ny generation af læger”. I: Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin, 2006.
• Skydsgaard, M. A.: “Tyfusfeber og den syge i en medicinsk brydningstid”. Temp. Tidsskrift for historie 2024; 28.
• Vallgårda S.: "Carl Emil Fenger (1814-84). Nytænkende læge og politiker". Bibliotek for Læger, 1999.