Faktaboks

Christian Holst
Født
26. november 1864, Vemmetofte
Død
10. februar 1953, Rudkøbing
Da Christian Holst i 1929 trak sig tilbage på grund af svigtende helbred, blev der blandt danske tandlæger foretaget en indsamling med henblik på at få udført et portrætmaleri. Herman Vedel blev valgt som kunstner, og billedet blev overdraget til Tandlægeskolen ved en højtidelighed i 1930.
Professor Christian Holst
Af .

Christian Holst var en dansk tandlæge og professor. Han var landets første professor i tandfyldningslære (i dag cariologi), far til Johannes Juul Holst og farfar til Jens Juul Holst.

Christian Holst: En pioner inden for dansk tandlægeuddannelse

På Christian Holsts tid var tandlægeboremaskinen opfundet; men den endelige udformning af kaviteter til amalgamfyldninger blev foretaget med mejsler, hakker og andre håndinstrumenter.
Illustration fra Ledetraad for Tandfyldninger, 1929
Af .

Christian Holst var uddannet farmaceut (cand. pharm. 1886); men da løn- og ansættelsesvilkårene på datidens apoteker var yderst ringe, søgte han som mange andre unge farmaceuter væk fra faget og uddannede sig til tandlæge. Han opnåede tandlægeeksamen i 1889 og nedsatte sig som praktiserende tandlæge i København. Fra 1896 var han ansat som lærer ved Tandlægeskolen, hvor han de første tre år arbejdede uden løn på grund af sin varme interesse for tandlægestudiet og undervisningen. Det er bl.a. Holsts fortjeneste, at tandfyldningslære blev oprettet som selvstændigt fagområde, og 1919-1929 var han professor i dette fag. Han var medlem af kommissionen til ændringer i tandlægestudiets ordning og af kommissionen til bekæmpelse af tandcaries. I 1929 var Christian Holst medudgiver af Ledetraad for Tandfyldning, en grundig klinisk retningslinje for fremstilling af amalgamfyldninger, bl.a. med hans egen opskrift på sammensætningen af sølvamalgam.

I 1898 var Christian Holst formand for Dansk Tandlægeforening, og i 1928 blev han udnævnt til æresmedlem af foreningen.

Hædersbevisninger og priser

Christian Holst blev Ridder af Dannebrog i 1922 og fik Dannebrogsmændenes Hæderstegn i 1935. Holst auditoriet på Københavns Universitet (i Mærsk Tårnet) er opkaldt efter Christian Holst, Johannes Juul Holst og Jens Juul Holst.

Læs mere i Lex

Videre læsning

  • Hans-Otto Loldrup. Den grænseløse profession. Danske farmaceuter 1840-1923, 2023. Loldrups Forlag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig