Faktaboks

Anna Borg
Født
30. juli 1903
Død
14. april 1963

Anna Borg var en dansk-islandsk skuespiller og sceneinstruktør, datter af Islands første professionelle skuespiller, Stefania Guðmundsdóttir.

I 1925 blev Anna Borg optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole og debuterede 1929 som Maria i den finske dramatiker Runar Schildts Galgemanden.

Her indledtes samspillet med Poul Reumert, som hun blev gift med i 1932. Anna Borg udstrålede en poesi og blid kvindelighed, der gjorde hende selvskreven til Adam Oehlenschlägers nordiske heltinder, Margarete i Johann Wolfgang Goethes Faust (1931) og Indras datter i August Strindbergs Et Drømmespil (1940).

Sygdom tvang hende i en periode væk fra scenen, hvilket i 1950'erne gav hende lejlighed til at demonstrere sine evner som sceneinstruktør og pædagog.

I 1954 fik hun som dronning Elizabeth i Friedrich Schillers Maria Stuart comeback som skuespiller på Det Kongelige Teater.

Anna Borg omkom ved en flyulykke på vej til Island.