Arkadien

I oldtiden lå på den arkadiske højslette i øst byerne Orchomenos, Mantinea og Tegea; højsletten i sydvest blev gennemskåret af Alfeiosfloden, og her lå den vigtigste by Megalopolis. Arkadiens indbyggere, arkaderne, talte en dialekt, som ellers kun kendes fra Cypern, jf. arkado-kyprisk. De var formentlig efterkommere af den græske urbefolkning, som ved den doriske vandring var blevet fordrevet fra Peloponnes eller trængt sammen i Arkadien.

Fra 500-tallet f.v.t. var de arkadiske bystater tilsluttet Det Peloponnesiske Forbund; i 400-tallet f.v.t. blev de også samlet i et arkadisk forbund. Efter Spartas nederlag ved Leuktra i 371 f.v.t. grundlagdes Megalopolis i 368 som hovedsæde for den (gendannede) arkadiske forbundsstat. I 235 f.v.t. blev Megalopolis og mange arkadiske byer optaget i Det Achaiske Forbund.

Arkadien var folkerigt, men fattigt. Mange arkadere lod sig hverve som lejetropper, og mange levede i bjergene som hyrder. Allerede i hellenistisk tid blev det kutyme, at hyrdedigte udspilledes i Arkadien, og dermed var grunden lagt til den idylliserende skildring af landskabet i senere litteratur og kunst.

Arkadien symboliserede i antikken og sidenhen en paradisisk tilstand i uskyld og idyl. Her boede guden Pan, nymfer og satyrer og ikke mindst hyrder. Den idylliserende hyrdedigtning med arkadiske scener har både en antik, græsk-romersk, periode og senere perioder i europæisk renæssance (bl.a. romanen Arcadia, 1502, af den italienske forfatter Jacopo Sannazaro) og 1700-tallets rokoko. Scenerne gengives også på mange malerier, nogle gange med den latinske titel: Et in Arcadia ego ('Også jeg var/er i Arkadien') og forsynet med et dødningehoved midt i idyllen. Et in Arcadia ego er blevet anvendt så hyppigt i litteratur og billedkunst, at det er blevet et bevinget ord.

Arkadien udgør i dag et græsk amt med en 4419 km². Det er tyndtbefolket med 77.600 indbyggere (2021). Hovedbyen er Tripoli med 33.000 indbyggere (2021). Centralarkadien har enestående bjerglandsbyer med naturstenshuse i traditionel byggestil, hvoraf de mest kendte er Dimitsana og Vitina.

• hyrdedigtning
• Et in Arcadia ego