Atlanterhavet

Vindens indflydelse er begrænset til de øverste 50-100 m af vandmasserne, og overfladestrømmene er i høj grad styret af de globale vindsystemer, dvs. passatvindene (østenvinde) omkring ækvator, vestenvindene på mellembredderne samt østenvindene ved polerne. Dette giver anledning til vestgående strømme på begge sider af ækvator. En del af denne vestgående transport kompenseres af den østgående Ækvatoriale Modstrøm. I den vestlige side af oceanet bøjer strømmene mod polerne, idet der dog pga. Sydamerikas form transporteres vand fra Den Sydækvatoriale Strøm hen over ækvator til Nordatlanten.

Golfstrømmen og Den Brasilianske Strøm i den vestlige del af Atlanterhavet transporterer store mængder varmt vand fra troperne — af størrelsesordenen 70 mio. m³/s. Disse strømme er begrænset til et yderst snævert horisontalt og vertikalt område, hvilket bevirker, at hastighederne i de to strømme er meget høje. Intensiveringen af strømmene i oceanets vestlige side skyldes Jordens rotation om sin akse. Når strømmene når de breddegrader, hvor vestenvinden dominerer, bøjer de væk fra det amerikanske kontinent og bevæger sig mod øst.

På den sydlige halvkugle indgår Den Brasilianske Strøm i Den Antarktiske Cirkumpolare Strøm, hvorfra en gren bøjer mod nord ved Sydafrika og danner Benguelastrømmen. I Nordatlanten går Golfstrømmen over i Den Nordatlantiske Strøm, som ca. halvvejs mellem Amerika og Europa deler sig i to. Den ene del bøjer mod syd og danner Den Kanariske Strøm, mens de resterende vandmasser (10-15 mio. m³/s) strømmer mod nord til de nordiske have (Norske-, Islands- og Grønlandshavet), idet der dog syd for Island dannes en vestgående gren, Irmingerstrømmen. I Norskehavet deler Den Nordatlantiske Strøm sig i to, som ad hver sin rute strømmer til Det Arktiske Ocean. Her indlejrer vandet sig pga. sin høje massefylde (massefylden stiger med øget saltindhold og faldende temperatur) i dybdeintervallet 200-800 m.

Fra Det Arktiske Ocean, som foruden tilførslen af nordatlantisk vand også tilføres store mængder ferskvand fra de omgivende landområder, er der to steder en udstrømning af koldt vand med relativt lave saltholdigheder (mindre end 34 ‰). Den vigtigste udstrømning sker mellem Grønland og Svalbard, hvor den danner Den Østgrønlandske Strøm, der kan følges langs hele Grønlands østkyst, syd om Kap Farvel og nordpå til de vestgrønlandske fiskebanker. Det andet udstrømningsområde er øhavet mellem Grønland og Canada, hvor det udstrømmende vand udgør hovedbidraget til Labradorstrømmen. Begge udstrømninger transporterer store mængder drivis mod syd fra Det Arktiske Ocean.

Bevægelse og transport af vandmasser forekommer også i de dybere vandlag. Hastighederne er dog generelt lavere, og drivkræfterne er her forskelle i vandets massefylde, skabt af forskelle i temperatur og saltholdighed, hvorfor bevægelserne kaldes termohalin cirkulation. Hjørnestenen i denne cirkulation er dannelsen af dybvandsmasser. Generelt sker dette, ved at saltholdigt overfladevand afkøles, hvorved vandets massefylde øges, og det synker ned til en dybde, som svarer til denne nye massefylde. Det har vist sig, at der kun er et begrænset antal steder i oceanerne, hvor de rette fysiske betingelser er til stede for dybvandsdannelse. Disse befinder sig primært i Atlanterhavet. I Sydatlanten, i Weddellhavet ved Antarktis, dannes Det Antarktiske Bundvand (AABV) med temperatur under 0 °C og saltholdigheden på ca. 34,7 ‰. Nord herfor ligger et andet nedsynkningsområde, hvor Det Antarktiske Intermediære Vand (AAIV) dannes. Dets temperatur er 2-3 °C og saltholdighed omkring 34,2 ‰, hvilket giver en massefylde, der medfører en indlejring af AAIV i dybdeintervallet 1000-2000 m.

I Nordatlanten foregår dybvandsdannelsen hovedsagelig i Det Arktiske Ocean og i Grønlandshavet, men også i nogen grad i området mellem Sydgrønland og Labrador. Arktisk og Grønlandshavs dybvand skal, når det strømmer mod syd, passere den undersøiske ryg mellem Grønland og Skotland (Wyville Thomson-ryggen), hvilket sker i midten af Danmarkstrædet og gennem Færø-Shetland-kanalen. Syd for ryggen mødes de to strømgrene ved SØ-Grønland, hvor de ved blanding danner Det Nordatlantiske Dybvand (NADV), der har temperaturer på 1-2,5 °C og saltholdigheder på omkring 34,9‰. Dybvandsdannelsen i Nordatlanten er på flere måder unik. Den finder kun sted, fordi saltholdigheden i Nordatlanten, forårsaget bl.a. af Den Nordatlantiske Strøm, er meget høj, ca. 35,3 ‰. Det er væsentlig højere end i det nordlige Stillehav, hvor en tilsvarende dybvandsdannelse ikke finder sted.

De vandmasser, der findes på dybder større end 1500 m i Stillehavet og Det Indiske Ocean, udgøres hovedsagelig af dybvand dannet i Nordatlanten. Dette betyder, at den globale termohaline cirkulation kan bindes sammen i Det Store Transportbånd (The Great Conveyor Belt), og drivkraften i dette globale cirkulationssystem er den nordatlantiske dybvandsdannelse.

Moderne klimaforskning har vist, at Det Store Transportbånd har væsentlig betydning for det globale klima og helt afgørende betydning for klimaet i Nordeuropa. En forøget udstrømning fra Det Arktiske Ocean via Den Østgrønlandske Strøm, skabt af øget issmeltning pga. global opvarmning eller øget nedbør, vil bevirke, at det lettere arktiske vand (lavere saltholdighed) vil lægge sig over det salte nordatlantiske vand. Det arktiske vand i overfladen afkøles, men da det ikke har tilstrækkelig høj saltholdighed til at opnå en massefylde større end det underliggende nordatlantiske vand, vil den nordatlantiske dybvandsdannelse stoppe.

Dette vil betyde en afslutning på den globale termohaline cirkulation. Når der ikke dannes dybvand, er der ikke noget vand, der strømmer sydover, hvorfor der ikke er behov for en nordgående transport af varmt, salt vand i overfladen. Konsekvensen heraf vil være, at den gren af Den Nordatlantiske Strøm, der strømmer ind i de nordiske have, vil forsvinde, og tilbage bliver den gren, der strømmer sydover som Den Kanariske Strøm. Herved vil de varmemængder, som Den Nordatlantiske Strøm transporterer nordpå, udeblive med store følger for havtemperaturerne i Nordatlanten samt klimaet i Skandinavien og Nordeuropa. Der er efterhånden flere sikre tegn på, at det var en sådan standsning af den globale termohaline cirkulation, der var hovedårsagen til den seneste istid.

Nyere forskning har vist, at variationerne i havstrømmenes styrke og forløb er tæt knyttet til det såkaldte Nordatlantiske Oscillationsindeks, NAO, der defineres som forskellen i lufttrykket (ved havoverfladen) mellem Azorerne og Island. Perioder med stor forskel (højt NAO) giver kraftige vestenvinde, hvorved Den Nordatlantiske Strøm får ekstra styrke. Herved transporteres store mængder varme mod Nordeuropa, som i disse perioder oplever mildt vejr, mens den vestlige del af Nordatlanten (bl.a. Grønland) oplever kolde forhold. I perioder med lavt NAO er det modsat: koldt vejr over Nordeuropa og relativt varmt vejr i Grønland.

Forandringerne i havstrømmens styrke og forløb influerer også på den vigtige dybvandsdannelse i Nordatlanten. Ved lave NAO-værdier er dybvandsdannelsen i Grønlandshavet kraftig, mens den ved højt NAO er kraftig i Labradorhavet.

Variationerne i havstrømmene har stor betydning for den biologiske produktion i havet og dermed for rekrutteringen til fiskebestandene. I de grønlandske farvande, hvor flere vigtige bestande lever på grænsen for deres overlevelse, kan disse forandringer påvirke bestandene. Således var det en overgang fra perioder med lavt NAO til højt, der gjorde, at den grønlandske torskebestand næsten er forsvundet.

Atlanterhavet har fungeret som et betydningsfuldt forbindelsesled mellem den gamle og den nye verden, siden det første gang blev krydset af Leif den Lykkelige omkring år 1000. Med koloniseringen af Amerika efter Columbus og Magellan foregik der fra Europa en omfattende besejling af Caribien og Sydamerika. I slutningen af 1500-t. var størstedelen af det amerikanske kontinents kystområder kortlagt.

På grund af den lange transporttid var det svært at fastholde kolonierne, men med udviklingen af nye skibstyper blev havet et afgørende led, bl.a. i trekantshandelen og meget senere i den voldsomme vækst i handelen mellem ilandene. Som et eksempel kan nævnes, at en meget stor del af al den olie, der produceres i verden, sejles over Atlanterhavet, før den forbruges. Af verdens 20 største havne ligger ca. halvdelen ved Atlanterhavet, bl.a. Rotterdam, New York, Antwerpen og Hamburg.

De atlantiske kabler har, siden det første blev lagt i 1866, været en vigtig forbindelse mellem den gamle og den nye verden. Ca. ⁴/₅ af alverdens søkabler ligger i Atlanterhavet. Med udviklingen af satellitkommunikation har kablerne mistet betydning, men udviklingen af lyslederkabler har igen gjort søkabler efterspurgte, især til datatransmission.

En meget lille del af Atlanterhavet er fiskeområder, men her fanges ca. en tredjedel af verdens samlede fiskefangst, især på Newfoundlandbankerne og i kystfarvandene ud for Europa. De rige torskeforekomster ud for Newfoundland blev allerede beskrevet i 1497, og områdets fiskeri har gennem hele historien haft meget stor betydning for kystsamfundene.

Olieudvinding er siden 1970'erne blevet af større økonomisk betydning end fiskeriet. Af verdens samlede olie- og naturgasproduktion stammer betydelige dele fra offshore-produktion, dvs. udvinding, hvor olien pumpes op fra havbunden. Nogle af de største offshore-olie- og gasfelter ligger i Atlanterhavet og dets randhave: i Den Mexicanske Golf, i Nordsøen og ud for Afrikas kyst (Nigeria, Gabon, Angola). Ud over olien bidrager de kystnære områder med store mængder sand, sten og grus til bygge- og anlægssektoren. Fx er det hollandske digesystem for en stor del bygget af materialer fra havet, som i uhyre mængder er blevet pumpet og gravet op.

Havbunden indeholder også potentielle resurser af mineraler i form af noduler: spredte knolde af malm, især jern, kobber, mangan og kobolt. De største koncentrationer findes ud for USA's østkyst samt ud for Brasilien, Argentina og Sydafrika, men indtil videre har det ikke været rentabelt at udnytte dem.