DanBib blev etableret i 1994 som fælleskatalog for danske folke- og forskningsbiblioteker og var i næsten 30 år betegnelsen for den professionelle fælleskatalog drevet af Dansk BiblioteksCenter as. I forlængelse af navneskiftet fra Dansk BiblioteksCenter as til DBC Digital gik betegnelsen DanBib ud af daglig brug.

Den offentlige adgang til fælleskatalogen sker nu med bibliotek.dk.

Historie

På det første fælles ledermøde i 1990 efter etableringen af Statens Bibliotekstjeneste blev det foreslået, at Bibliotekscentralens (BC) database BASIS med bestand fra folkebibliotekerne og Forskningsbibliotekernes EDB-kontors (FEK) database ALBA med bestand fra forskningsbibliotekerne skulle lægges sammen til en fælles database. Dette blev forsinket af BC’s konkurs, så først efter etableringen af Dansk BiblioteksCenter as (DBC) i 1993 faldt aftalerne om den fælles biblioteksprofessionelle database DanBib på plads. Med starten af 1994 gik DanBib i luften, i første omgang med data fra ALBA. Fra juli 1995 indgik også data fra BASIS og den danske nationalbibliografi.

I forbindelse med starten af DanBib blev FEK virksomhedsoverdraget fra Statens Bibliotekstjeneste til Dansk BiblioteksCenter as (DBC), samtidig med at staten indtrådte som aktionær i DBC.

De første år var adgangen til DanBib via Datapak og fra 2002 via WWW på netpunkt.dk. Der er løbende kommet adgang til nye datakilder som en del af netpunkt.dk.

I forbindelse med en revision af Lov om biblioteksvirksomhed i 2000 blev registreringerne i DanBib gjort direkte tilgængelige for alle med brugergrænsefladen bibliotek.dk, som giver alle borgere mulighed for at søge og bestille materialer hjem fra landets offentlige biblioteker.

Læs mere i Lex

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig