Kolchis

Sagnet menes at afspejle erindringen om de sortehavstogter på jagt efter guld og slaver, som grækerne foretog helt fra arkaisk tid, dvs. 750-500 f.v.t. Det Gyldne Skind var skindet fra en magisk vædder, og ifølge historikeren Herodot blev guld fra Lilleasiens floder netop udvundet ved, at man opsamlede det i den fedtede uld på fåreskind. Dertil kommer, at den østlige Sortehavskyst, hvor Kolchis lå, allerede fra det 4. årtusind f.v.t. havde været centrum for udvinding og forarbejdning af metaller, især guld og kobber.

Det er dog muligt, at myten samtidig har rødder i en forståelse af Det Gyldne Skind som solens stråler, der står op i øst. Ifølge digteren Mimnermos fra 600-tallet f.v.t. befandt solens stråler sig i et kammer af guld i landet Aia østpå ved verdens ende. Aia var netop Medeas hjemland, og hendes far, kong Aietes, var søn af solguden Helios. Dertil kommer, at sted- og folkenavne langs Kolchis' kyster har en påfaldende lighed med et indoeuropæisk ord for den opstående sol, der kan rekonstrueres som *apseros. En af Aietes' sønner hedder fx Apsyrtos, som tillige, med varianten Apsaros, er det gamle navn på fæstningen Gonio i Adsjarien, der netop er blevet forbundet med sagnet om Det Gyldne Skind. Ligheden kan oprindelig have været tilfældig, men navnenes placering på Sortehavets østkyst har passet godt til en fortælling om solstråler af guld.

Kolchis omfattede det, der senere blev til de georgiske regioner Gurien, Imeretien og Svanetien foruden de områder, der i dag udgøres af Mingrelien og Abkhasien. Hertil kom i syd byerne Bathys (det moderne Batumi i Adsjarien) samt den nordøstligste del af det nuværende Tyrkiet omkring byerne Artvin og Rize (oldtidens Rhizaion).

Indbyggerne i Kolchis menes delvis at have været forfædre til de befolkninger, der i dag taler andre kartvelske sprog end georgisk, nemlig svanetisk, mingrelsk og laz. Imidlertid er der bemærkelsesværdigt få kartvelske navne på gravindskrifterne; i stedet forekommer bl.a. navne, der synes at være nordvestkaukasiske (dvs. beslægtet med bl.a. nutidens abkhasisk), foruden anatoliske, græske og iranske navne. Det nordvestkaukasiske islæt kunne stemme overens med selve navnet Kolchis, som kan være identisk med det Qulha, der omtales i urartæiske annaler fra 700-tallet f.v.t.; og nogle sprogforskere mener, at urartæisk er en tidlig form for nordvestkaukasisk.

Kolchis blev koloniseret af grækere fra ca. 600 f.v.t. Ved Sortehavskysten grundlagde de byen Fasis, det nuværende Poti, omkring mundingen af den flod, der har været kendt under det samme navn siden Hesiods Theogoni (fra ca. 700 f.v.t.). Floden kaldes i dag også ved sit georgiske navn Rioni.

I 107 f.v.t. blev området erobret af den pontiske konge Mithridates 6. Eupator (ca. 132-63 f.v.t.) og kom efter hans død bl.a. under Romerriget. Sovjetiske arkæologer udgravede i 1960'erne en række byanlæg med byporte, vagttårne og templer fra de første århundreder e.v.t.

I senantikken blev Kolchis tidligt kristnet og kom under byzantinsk herredømme. Kongeriget Egrisi (Lazika) gjorde kristendommen til den officielle religion i 523.

Kolchis har lagt navn til den forhistoriske Kolchis-kultur, en lokal bronzealderkultur, der under kimmerisk og skythisk indflydelse fortsatte ind i den tidlige del af jernalderen; se Georgiens forhistorie.

• argonauterne
• Jason
• Medea
• Sortehavet
• Georgiens historie