Kilikien

Kilikien er et landskab langs Lilleasiens sydkyst. Kilikiens historie har været præget af sin beliggenhed mellem Syrien og det indre Anatolien; kommunikation mellem disse områder gik via De Kilikiske og De Syriske Porte i Taurusbjergene og var især i 1000-tallet f.v.t. kendetegnende for landskabet. Det østlige Kilikien indgik på dette tidspunkt som provinsen Kizzuwatna i Det Hittitiske Rige, men var præget af stærk hurritisk indflydelse. Grækere bosatte sig i det østlige Kilikien, Kilikia Pedias, fra slutningen af 1000-tallet f.v.t. Kysterne ved den vestlige bjergrige del, Kilikia Tracheia, var i oldtiden berygtet for sørøveri.

Grækerne anlagde byen Tarsos som hovedstad i Kilikien, der ifølge historikeren Herodot udgjorde det fjerde satrapi i Perserriget. I hellenistisk tid hørte landskabet snart under ptolemæerne, snart under seleukiderne. I 80 f.v.t. blev det en romersk provins.

Det kilikiske område varierede efter antikken i udstrækning og var under skiftende herredømme. Fra begyndelsen af 700-tallet var størstedelen i arabisk besiddelse, men byzantinerne generobrede det under en række felttog i årene 962-965.