Kinas landbrug

Væksten i landbrugsproduktionen skyldtes primært dynastiernes evne til at ekspandere, når det eksisterende territorie blev for småt til at føde den voksende befolkning. Ekspansion gav plads til emigration.

Samtidig kom der nye afgrøder til udefra, især fra det amerikanske kontinent. Det var afgrøder som chili, tomat, jordnød, almindelig kartoffel, sød kartoffel, majs og tobak. De kom til Kina i perioden 1500-1600, typisk om bord på kolonimagternes skibe.

Flere af de nye afgrøder blev basisfødevarer i kolde egne og bjergområder, som ikke tidligere egnede sig til opdyrkning og dermed beboelse. De nye afgrøder forbedrede ernæringstilstanden, gav større variation i kosten og bidrog dermed til at understøtte befolkningstilvæksten.

Hertil kom forbedringer gennem frøforædling og øget brug af overrisling og arbejdskraft. Egentlige teknologiske gennembrud i produktionsmetoderne kom dog først med den grønne revolution, som holdt sit indtog i Kina i slutningen af 1950’erne og 1960’erne.

Fra slutningen af 1940’erne konfiskerede kommunisterne storbøndernes og godsejernes jord med tvang. Det skønnes, at der døde 1-3 millioner i processen på grund af statssanktioneret forfølgelse af dem.

Jorden blev i første omgang kollektiviseret under landsbybaserede kooperativer, men fra 1958 blev kooperativerne lagt sammen i stor-skala kollektiver, såkaldte ’folkekommuner’. Det skete i forbindelse med kampagnen ‘Det Store Spring Fremad’. Grundideen var, at de nye organisatoriske rammer kunne øge både landbrugs- og industriproduktion i landområderne og sikre fødevarer til en eksplosivt voksende befolkning.

Overrislingssystemerne skulle forbedres og udvides. Hvad der var af maskineri og trækdyr skulle bruges i fællesskab, og bøndernes arbejdsindsats skulle optimeres gennem arbejdsplanlægning og brug af store maskiner på større marker og fælles infrastrukturprojekter.

Reformerne viste sig at være forhastede og førte til en tragisk hungersnød med millioner af dødsfald i perioden 1959-61 (estimater: 15-55 mio.). Senere justeringer tilpassede dog den nye struktur og fik efterhånden genoprettet landbrugsproduktionen.

Bondehusholdningens kontrakt gælder nu for en længere periode (normalt 30 år) med ret til fornyelse ved periodens udløb. Kontraktholderen kan – i et vist omfang – vælge, hvilke afgrøder der skal dyrkes på jorden og sælge dem selv. Som kontraktholder betaler bondefamilien en afgift til kollektivet.

Som noget nyt, har bondehusholdningen desuden lov til at overdrage dyrkningsretten direkte til andre, hvis bonden selv rejser væk eller mister arbejdsevnen.

Omfordelingen af jorden førte til fragmentering i smålodder, for at alle husholdninger kunne få lige andele af jord med forskellig bonitet. Jordlodderne lå derfor spredt ud over landsbyens område, hvilket begrænsede interessen for større investeringer i ny teknologi.

Men kontraktlandbruget stimulerede tydeligvis bøndernes lyst til at arbejde og til at bruge penge på deres private produktion.

_{*Alle omtrentlige. Kilde: Jørgen Delman på basis af officielle kinesiske data/kilder.}

Tabel 1 viser dramatiske stigninger i både animalsk og akvatisk produktion efter 1976. Mange småbrug udviklede sig fra små selvforsynende subsistenslandbrug til større kommercielle brug. Salget af afgrøder og animalske produkter drev småbøndernes indtægter i vejret (se Tabel 2), fordi de fik direkte markedsadgang uden om statslige kanaler.

Markedsgørelsen af landbruget i de sidste årtier har skubbet til en gradvis strukturomlægning i den animalske produktion, hvor småbrugene har givet plads til kommerciel produktion på industriel skala. Det gælder f.eks. for 90%–95% af produktionen af svinekød og for 70-80% af råmælksproduktionen.

I perioden efter 1976 har landboerne oplevet en markant indtægtsfremgang (Tabel 2). En landboer tjener nu lidt under halvdelen af en bybo, og den tidligere udbredte fattigdom (som officielt kun fandtes i landområderne), er stort set elimineret. Tabel 2 viser også, at landbrugets andel i den samlede økonomi er faldet dramatisk siden 1949 som i andre industrialiserede lande.

Men alle udfordringer er langt fra løst. Miljø- og afledte helbredsproblemer er stadig udtalte i Kina, og fødevarekvaliteten har været ringe på grund af ensidig fokus på kvantitet. Den er dog på vej opad ifølge målinger baseret på officielle standarder.

Jord og vand er stadig stærkt forurenet, og det er først i det seneste par årtier, at der for alvor er kommet fokus på bæredygtighed i landbruget og behovet for reduktion af kemiske inputs og overforbrug af vand til overrisling.

Aktuelt er Kinas ferskvandsressourcer per capita på minimumsniveau i forhold til WHO-standard.

I gennemsnit har et småbrug stadig kun rådighed over 0,5-0,7 hektar, en størrelse der har været relativt stabil i årtier. Behovet for grundlæggende strukturforandringer i ejerskabet er påtrængende for at kunne udnytte ny, investeringstung teknologi.

Selvom ledelsen i Beijing endnu ikke har fundet en patentløsning på jordreformer, så har landsbyerne nær de store byer i mange år kunnet leve godt af at sælge jord til byudvikling mod kompensation til lokale bønder.

I virkeligheden sker meget af sig selv i kraft af affolkning og faldende fødselstal. Antallet af småbrug faldt fra ca. 239 millioner i 2012 til omkring 221 millioner i 2021. I 2017 blev ca. en fjerdedel af landbrugsjorden allerede dyrket af andre end kontrakthusholdningen, og i 2022 blev ca. 36 % af det samlede landbrugsareal dyrket af kommercielle aktører.

I jagten på effektiviseringsgevinster har innovative og kapitalstærke aktører med aktiv støtte fra stat og kollektiver gradvist taget den mest moderne landbrugsteknologi i brug under overskriften ”smart landbrug”. Det sker i alle sektorer og i alle led i værdikæderne – eksempler:

• Anvendelse af kunstig intelligens i forbindelse med satellitovervågning, ’big data’ og ’internet of things’ (IoT), som bruges til at holde øje med marker og afgrøder, jordforbedring, skadedyrskontrol og plantebeskyttelse. Den kinesiske regering sigter på 32% digital integration i landbrugsproduktionen i 2028
• Brug af droner til overvågning og styring af processer i marken, blandt andet for at muliggøre præcisionsdosering af gødning og andre inputs
• Anden automatisering af processer – herunder selvkørende maskiner og automatiseret husdyrs- og akvatisk produktion
• Brug af robotter til plantning og høst i frugt- og grøntsagsproduktion
• Vertikalt hydroponisk landbrug med avanceret LED-belysning.

Det er endnu svært at kvantificere brugen af disse teknologier, men de kinesiske medier skriver masser af ’gode’ historier om, hvor udbredte de er, og hvor meget de bidrager til øget produktivitet i landbruget. I den officielle optik er landbruget allerede på vej ind i en højteknologisk tidsalder.