Faktaboks

Jimmie Blanton

James Blanton

Født
1918, Chattanooga, Tennessee, USA
Død
30. juli 1942, Los Angeles, USA
Levetid - kommentar
Fødedag ukendt

Jimmie Blanton var en amerikansk jazzbassist. Blanton er kendt for fornyelsen af basspillet i sin tid som bassist i Duke Ellingtons orkester, 1939-1941.

Blanton fremhæves ofte som den mest fremtrædende fornyer af basspillet i jazzen i årene omkring 1940. Andre bassister som fx Wellman Braud (1891-1966), der havde spillet med Ellington før Blanton og Walter Page (1900-1957), der spillede med Count Basie, havde også spillet kortere solistiske passager og udviklet walking-bas-stilen. Men Ellington iscenesatte Blanton i endnu højere grad.

I numre som fx ”Jack the Bear” var Blanton den fremtrædende solist, der viste hans virtuose evne til at spille melodiske soloer på samme måde som blæseinstrumenter gjorde. Blanton indspillede også en række duetter med Ellington, hvor Blanton spiller kompositionernes melodier, hvad der var uhørt i jazz indtil da. I sin akkompagnerende rolle udviklede Blanton walking-bassen med flere akkordfremmede toner og baslinjer, der gav endnu tydeligere kontrapunktisk modspil til resten af bandet. Blantons klang var tydelig, fyldig og velintoneret.

Blantons vigtige rolle i Ellingtons orkester understreges af, at hans band fra disse år ofte sidenhen blot omtales som Ellingtons ”Blanton-Webster-band” (også med henvisning til bandets anden vigtige solist, Ben Webster).

Blanton spillede også med i jamsessions med tidlige bebopmusikere, men intet af den musik er dog indspillet. Han anses for højdepunktet af basspillet i swing og hans musik peger frem mod beboppen, hvor han inspirerede bassister som fx Ray Brown og Oscar Pettiford (der også spillede med Ellington, efter Blanton).

Blantons korte karriere stoppede pludseligt i 1941, da han blev syg og året efter døde af tuberkulose.

Blantons fornavn skrives ofte som "Jimmy," men han underskrev altid selv med "Jimmie."

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig