Louis Pio

De følgende år var præget af en social usikker og rastløs tilværelse. Ved siden af undervisningen i fysik og matematik søgte han ved selvstudier at kvalificere sig til en stilling ved det offentlige. Han søgte uden held et stort antal stillinger og arbejdede indimellem som volontør ved postkontoret i København. I 1867 var han indkaldt til to måneders tjeneste som sekondløjtnant og tegnede samtidig kontrakt for et års tjeneste, som han forrettede ved Sølvgades Kaserne.

Louis Pios hovedinteresse i disse år var dog studiet af folkelitteratur og sagnhistorie. I 1869 udgav han Sagnet om Holger Danske, dets Udbredelse og Forhold til Mythologien, som både herhjemme og i udlandet blev positivt modtaget. Året efter udsendte han nogle mindre, ukommenterede optryk af folkesagn og eventyr. På denne baggrund søgte han en assistentstilling ved Det Kongelige Bibliotek, endnu en gang uden held. Endelig fik han efter gentagne ansøgninger udnævnelse som postskriver ved Københavns overpostmesterembede fra 1. oktober 1870. Igennem 1860’erne synes næsten alle hans bestræbelser at have været rettet mod en sikker borgerlig tilværelse og præget af frygt for en social deklassering. Med den nye ansættelse måtte endelig en "hæderlig stilling" som embedsmand forekomme at være sikret.

Intet tydede på dette tidspunkt på, at der lå en oprører gemt i ham, og det kan derfor være en efterrationalisering, når han i sin erindringsskitse fra 1877 hævdede, at han gennem sine studier af folkelitteratur fik "et godt Indblik i Proletariatets Maade at tænke og tale paa og blev bekendt med de Forhaabninger, der midt i Elendigheden næredes af hele den undertrykte Folkemasse."

Et vist samfundsmæssigt engagement kan dog spores ved hans i samtiden ikke kendte journalistiske virksomhed ved fætteren Harald Brix' kortlivede blad Dags-Avisen, der udkom fra oktober til december 1869. Her skrev Louis Pio et større antal artikler om kirkelige emner og om indenrigs- og udenrigspolitik. Tonen i disse artikler var præget af en aggressiv kritik af kirken og præsteskabet og viste en stærk optagethed af de folkelige religiøse bevægelser.

Politisk var holdningen nærmest nationalkonservativ. Hvad der har bevirket det radikale politiske omslag henimod socialismen, er ikke ganske klart, men i februar 1871 begyndte Louis Pio at studere udenlandsk socialistisk litteratur, fortrinsvis Ferdinand Lassalle, og han synes at have taget kontakt med Første Internationales ledende skikkelse på kontinentet, Johann Philipp Becker (1809-1886), i Genève, og at have tegnet abonnement på dennes blad Der Vorbote.

Samtidig med udsendelsen af det første nummer af Socialistiske Blade havde Pio søgt og fået sin afsked fra postvæsenet og fra Borgerdydskolen. Fra 1. juli 1871 fik han i stedet stilling som huslærer hos kammerherreinde Polly Berling på Ordruphøj, hvor han forgæves prøvede at bevare sin anonymitet som socialistisk forfatter og organisator. Hans identitet blev hurtigt klarlagt af politiet, hvilket var medvirkende til at ansættelsen ophørte i slutningen af oktober. I sammen måned havde han som "Løjtnant Jørgensen" foretaget en rejse til de østjyske sektioner, hvor hans færden blev fulgt nøje af politiet. Opholdet i Jylland bragte ham i forbindelse med Lars Bjørnbak, der dominerede Aarhus-sektionen og Jysk Folkeforening. Med disse to organisationer var der i en periode et usikkert allianceforhold, indtil Bjørnbak brød med socialisterne i begyndelsen af 1872.

I de sidste måneder af 1871 opstod der blandt nogle af fagsektionernes ledere en opposition mod Pios ledelse og førte politik. De krævede dels større indflydelse på beslutningerne, dels en mere offensiv strejkepolitik. Dertil var Pio temmelig nedkørt efter et halvt års opslidende agitations- og organisationsarbejde med alskens chikaneri fra politiet og konstante økonomiske vanskeligheder.

Under foregivende af at ville studere katolicismen fik Pio af Polly Berling penge til en udlandsrejse, og den 20. december 1871 rejste han til Genève for at besøge Johann Philipp Becker. Pio blev hurtigt indfanget af det internationale socialistiske miljø i byen, hvor han blev fejret som den danske socialismes leder og gik til foredrag og sektionsmøder. Han synes at have haft svært ved at løsrive sig fra denne mindre belastende tilværelse, men han fik stadig kraftigere opfordringer hjemmefra til at vende tilbage, bl.a. på grund af en betydelig indre uro i foreningen. På hjemrejsen besøgte han flere tyske socialistledere, herunder August Bebel og Wilhelm Liebknecht, der søgte at få Pio til at frasige sig sine lassalleanske ideer.

Den 16. februar 1872 vendte han hjem igen til en forening, der havde været ved at splittes af indre modsætninger og af politistikkervirksomhed. Pio fik med megen energi bilagt stridighederne og blev ved et nyvalg til ledelsen i begyndelsen af marts genvalgt som formand.

De følgende måneder drev han bevægelsen frem med en smittende optimisme. Han skrev et utal af artikler, talte ved møder og administrerede organisationens kraftige vækst, dog stadig i hård konkurrence med ikke-socialistiske arbejderorganisationer. Foreningens medlemstal synes i foråret 1872 at have været omkring 5.000, hvoraf ca. 2.000 i provinsen. Fra den 2. april 1872 kunne Socialisten udkomme som dagblad, nu på eget trykkeri. Pio begyndte at lægge planer for deltagelse i efterårets valg til folketinget.

I den efterfølgende langvarige retssag blev de tre anklaget for at ville omstyrte det bestående samfund og med vold indføre et nyt; for at ophidse folk til med fysisk magt "at sætte deres Fordringer igennem, true eller detronisere Kongen, kuldkaste Forfatningen og Rigsdagen og omforme Samfundet".

Den 29. marts 1873 faldt dommen, der lød på forbedringshus for Pios vedkommende i seks år, for Geleffs og Brix' fem og fire år. I august nedsatte højesteret straffen til fem og tre år. Dommen vakte ophidselse i arbejderkredse, og i foråret og i efteråret 1873 afholdtes adskillige massemøder, der krævede benådning. Under varetægtsfængslingen lykkedes det Pio at smugle ca. 50 artikler ud til Socialisten, og til folketingsvalget den 20. september 1872 opstillede han som kandidat i Københavns 5. kreds. Han fik dog kun 199 stemmer mod højremanden Carl Steen Andersen Billes 1142.

Opholdet i statsfængslet i Vridsløselille tærede både fysisk og psykisk hårdt på Pio og de to andre på grund af usunde, trange omgivelser i fuld isolation og dårlig ernæring. I foråret 1875 var Pio blevet så dødssyg af tuberkulose, at det blev medvirkende til en benådning af de tre arbejderledere.

Uden for fængslet blev især Pio af mange i bevægelsen dyrket som en martyr. Det blev klart for ham, da han blev løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875. Efter et rekreationsophold i Tyskland, hvor Pio genoptog sine internationale kontakter, kunne han fra midten af juli igen overtage ledelsen af bevægelsen.

Bevægelsen havde undergået store ændringer i hans fravær. Den 14. august 1873 havde justitsministeren opløst Den Internationale Arbejderforening. Den blev efterfulgt af forskellige politiske organisationer, mens de faglige sektioner gradvis blev omorganiseret til eller optaget i nydannede fagforeninger. Disse oplevede i årene 1873-1875 en stærk vækst og gennemførte med held strejkekampe for højere løn og nedsat arbejdstid.

Den 30. maj 1874 blev De frie fagforeningers centralbestyrelse dannet som ledende organ for både den faglige og politiske bevægelse, og Pio overtog i slutningen af juli 1875 formandsposten. Samtidig blev han redaktør af Social-Demokraten, der i maj 1874 havde afløst Socialisten. Det følgende godt halvandet år blev højdepunktet for både den tidlige arbejderbevægelses udvikling og for Louis Pios politiske indsats. Han blev drivkraften i en meget alsidig udvikling af den faglige og politiske praksis.

Han skrev allerede den 27. juli 1875 til Marx i London og foreslog indkaldelse af en international kongres i 1876, og han forsøgte at motivere de engelske fagforeninger til at gå ind for sagen.

I maj 1876 fik han af centralbestyrelsen bevilget en rejse til England for at fremlægge sine planer. Han besøgte flere gange Karl Marx og Friedrich Engels, der var skeptiske over for projektet. De kendte de engelske fagforeningers tilbageholdenhed over for internationale engagementer, og selv om Pios forslag var meget jordnært, med tanken om at gensidig faglig solidaritet skulle være grundlaget for den nye organisation, ville de engelske fagforeninger ikke indlade sig på forslaget. I slutningen af 1876 måtte Pio opgive det.

Som redaktør fik Louis Pio udviklet Social-Demokraten til et velinformeret, slagkraftigt organ for bevægelsen med en blanding af konkret information, interne foreningsmeddelelser, gode mødereferater, artikler af moderat teoretisk tilsnit og alment agitatoriske ledere. Oplaget steg kraftigt og kulminerede i september 1876 med ca. 7.500 abonnenter. I juli 1876 blev Maanedsblad for det socialdemokratiske Arbejderparti startet, også med Pio som redaktør.

På det politiske felt så han det som en hovedopgave at præcisere forholdet til bondeklassen og partiet venstre. Målet var at forene arbejderklassen i by og på land i et parti, at løsrive landarbejderne fra bøndernes tryk socialt og politisk. Pio formulerede en stadig skarpere kritik af bønderne og venstres politik over for arbejderne og opstillede et agrarprogram baseret på fælleseje af jorden. Han fastholdt imidlertid også, at arbejderpartiet måtte støtte venstre i dets demokratiske kamp mod højre.

Ved valget den 25. april 1876 stillede Pio igen op i 5. kreds og opnåede et betydeligt stemmetal, men kunne fortsat ikke slå modkandidaten Bille.

Der var hele tiden en vis opposition i bevægelsen mod Louis Pio, navnlig mod hans tilbøjelighed til at ville udgøre en enmandsledelse. Kritikken blev markant formuleret på arbejderbevægelsens første kongres på Gimle på Frederiksberg den 6.-8. juni 1876. Trods modstand fra enkelte grupper blev det her vedtaget at bibeholde bevægelsen som en politisk-faglig enhedsorganisation under det nye navn Det Socialdemokratiske Arbejderparti. I spørgsmålet om ledelsesformen måtte Pio se sit forslag om et hemmeligt "opsigtsråd" forkastet til fordel for åbent valg af en formand, der skulle være underlagt en nimands-bestyrelse. Pio blev "enstemmigt med 6.042 stemmer" valgt til formand for foreningen.

Kongressen vedtog uden større diskussion et program, hvortil forlægget var det tyske Gothaprogram fra 1875, men med enkelte udeladelser af lassalleanske kernepunkter og tilføjelse af punkter om agrarpolitikken. Pio opfattede kongressen som et nederlag og protesterede mod at være blevet "bundet paa Hænder og Fødder" af et "ukontrolleret Nimands-Despoti".

Samtidig begyndte virkningerne af den økonomiske krise at vise sig for arbejderbevægelsen. Flere og flere strejker blev tabt, og arbejdsløsheden øgedes.

Pio rejste til Jylland for at opfylde kongressens ønske om at styrke bevægelsens basis i provinsen og blandt landarbejderne. I juli 1876 blev Geleff sendt til Kansas for at undersøge mulighederne for organiseret udvandring og kolonigrundlæggelse.

Udvandringsspørgsmålet havde optaget Pio længe, dels som et middel til at afhjælpe arbejdsløsheden, dels som en mulighed for i det nye land at virkeliggøre de socialistiske ideer. Nu fik udvandringssagen et nyt perspektiv idet muligheden i stigende grad optog ham som et middel til at slippe ud af de politiske, økonomiske og private problemer, der tårnede sig op for ham i efteråret 1876. Den tidligere formand for centralbestyrelsen Ernst Wilhelm Klein (1830-1879) udsendte i slutningen af året et hadsk skrift Socialismen og dens Ledere, hvor Pio blev fremstillet som en løgnagtig bedrager, der ville udnytte arbejderbevægelsen til at fremme sine personlige ambitioner.

Tilværelsen i Amerika blev en stadig kamp for at holde nøden fra døren. For de udbetalte penge forsøgte han sammen med en gruppe danske nybyggere at skabe et nyt samfund ved Smoky Hill-River i Kansas. Men trods deltagernes entusiasme brød kolonien ret hurtigt sammen. Manglende landbrugskyndighed hos flertallet og de barske naturbetingelser kunne ikke opvejes af energien.

Pios økonomiske indsats gik tabt, og han flyttede med familien til Chicago, hvor han prøvede at ernære sig som typograf. Samtidig blev han medarbejder ved forskellige tidsskrifter for skandinaver. I 1878 udgav han sammen med den gamle norske arbejderleder Marcus Thrane Den ny Tid som organ for de dansk-norske arbejdere i USA, men det lykkedes ikke at skabe en varig kontakt til dem.

Pio forsøgte allerede sommeren 1877 at påvirke dem til at vise solidaritet under en jernbanearbejderstrejke og til at udnytte frihedsrettighederne i USA.

Louis Pio og Augusta Jørgensen blev gift i 1878 og fik i 1879 og 1881 sønnerne, Herbert og James Percival. I 1880’erne forsøgte Pio at slå sig igennem som forfatter. Han udgav nogle lærebøger i sprog, skrev til forskellige tidsskrifter og tilbød blade i Danmark at sende beretninger hjem. En overgang arbejdede han som kontormand for jordspekulanten, forhenværende professor N.C. Frederiksen. Pio var også en hyppigt anvendt taler ved skandinaviske sammenkomster. I midten af 1880’erne var han nogle år ansat ved toldvæsenet i Chicago, men blev afskediget i slutningen af 1888.

I perioden 1891-1893 skrev han ved Henrik Cavlings mellemkomst en række artikler og kronikker til Politiken.

I 1893 blev han ved en udstilling i Chicago bestyrer af Floridas bygning og ad denne vej lykkedes det ham at blive knyttet til et projekt for anlæg af en by, The White City, i Florida. På en rejse i Minnesota blev han syg, og han døde i Chicago 52 år gammel. Han blev begravet der, men ved socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921 blev hans aske hentet til Danmark, og partiet rejste på Vestre kirkegård en mindesten for sin grundlægger.