Minkowski-diagram, (efter H. Minkowski), speciel form for todimensional repræsentation af rum-tids-diagram, der anvendes i relativitetsteorien. Skønt allerede implicit i Einsteins formulering af den specielle relativitetsteori fra 1905, var det Minkowskis fortjeneste at påpege i 1908, at man kunne lægge en geometrisk struktur på rum-tiden, som behandler tiden på lige fod med rummet. I et Minkowski-diagram er en partikel repræsenteret ved sin verdenslinje, dvs. de punkter i rum-tiden, som angiver partiklens position til forskellige tider. Lysets udbredelse følger lyskegler, mens almindelige partikler har verdenslinjer, der altid forløber inden for lyskeglerne, da deres hastighed er mindre end lysets. Hvis rummet er tyngdefrit, vil alle lyskeglerne være parallelle; tilstedeværelsen af et tyngdefelt vil bevirke en krumning af rum-tiden, der viser sig som en vridning af lyskeglerne. Minkowski-diagrammer giver en umiddelbar grafisk illustration af kausalitet samt principperne bag den specielle relativitetsteori.
Det sker
Dark Sky
Om vinteren står Solen langt under horisonten om natten. Så er himlen mørk. Om man kan se stjernerne, kommer an på vejret og lysforureningen. Dark Sky er områder, hvor der er størst mulighed for at se stjernehimlen.
Den store nytårsquiz
Quiz dig klogere på 2025 med 12 spændende spørgsmål – ét for hver måned af året, der gik.
Jeffrey Epstein
Efter vedtagelsen af "The Epstein Files Transparency Act" er USA's justitsministerium nu i gang med at frigive de mange dokumenter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.