Pablo Neruda

I 1927 forlod Pablo Neruda Chile for at beklæde sin første officielle post som konsul. Den efterfulgtes af mange andre, bl.a. i Madrid i 1930'erne, hvor han knyttede nære litterære kontakter og venskaber med digterne i den såkaldte 27-generation, bl.a. Federico García Lorca og Rafael Alberti.

Hans digtning kom under indflydelse af surrealismen, en påvirkning som ville forblive en konstant i hans forfatterskab. Surrealismen giver sig klart til kende i Tentativa del hombre infinito (Det uendelige menneskes forsøg, 1926), og kommer fuldt til udtryk i Residencia en la tierra (1925-1931) der blev publiceret i 1935 (da. Ophold på jorden, 1979). Nerudas udvikling som digter fulgte den surrealistiske bevægelses, idet han i løbet af 30’erne blev politisk bevidst og tilsluttede sig en venstreorienteret ideologi, dog uden endnu at tilknytte sig et specifikt parti. Da den spanske borgerkrig brød ud i 1936, kom denne politiske drejning til udtryk i hans poesi, som det fremgår af bøgerne España en el corazón, udgivet i 1937 (da. Spanien i hjertet, 1964) og Tercera residencia fra 1947 (Tredje ophold).

I perioden op til den spanske borgerkrig var han redaktør for det poetiske tidsskrift Caballo verde para la poesía (Grøn hest for poesien), hvor han gik til angreb på den formorienterede, elitære og såkaldt rene poesi, repræsenteret ved den spanske digter Juan Ramón Jiménez. Heroverfor stillede han det prosaiske tema og det ligefremme udtryk, der appellerer bredt, som poetisk ideal. Denne tendens blev stadig stærkere i hans egen digtning samtidig med hans voksende politiske engagement og senere indmeldelse i det kommunistiske parti.

Som diplomat spillede Neruda en rolle for flygtningene fra Francos sejrende tropper idet han arrangerede Winnipeg-projektet, der hjalp omkring 2000 spanske flygtninge fra Frankrig til Chile i 1939 ombord på skibet Winnipeg. Denne episode optræder i øvrigt i Isabel Allendes roman Håbets elskende fra 2019.

"Verden har ændret sig, og min poesi har ændret sig", skrev Neruda i 1939 ved afslutningen af den spanske borgerkrig. I det brede historiske epos Canto General (1950, da. Den store sang, 1974) besynger han de amerikanske kontinenters navnløse masser, deres arbejde og lidelser gennem tiderne, og i de følgende Odas elementales (1954-1957) erklærer han i enkle strofer sin kærlighed til hverdagens elementære bestanddele: tomaten, løget, regnen m.m.

I 1943 rejste Neruda tilbage til Chile, hvor han trådte han ind i kommunistpartiet og blev valgt som senator. I 1946 blev Gabriel González Videla valgt som præsident med bl.a. kommunistpartiets stemmer. González Videlas efterfølgende undertrykkelse af en minearbejderstrejke og ulovliggørelsen af kommunistpartiet fremkaldte en række offentlige anklager fra Nerudas side. Denne konflikt forårsagede at Neruda måtte gå i skjul og efterfølgende flygte fra Chile til Argentina over Andesbjergene. Denne episode fortælles i Pablo Larraíns film fra 2016, Neruda.

Størstedelen af hans lyrik er oversat til dansk, ligesom selvbiografien Confieso que he vivido (1974, da. Jeg bekender, jeg har levet, 1974) også er. I 1971 modtog han Nobelprisen for sit forfatterskab. Neruda er en af verdenslitteraturens store digtere. Hans stemme er vidtfavnende og besynger, samtidigt med de undertryktes lidelser, kærligheden, erotikken og den kosmiske helhed. I hans poesi finder man såvel ophøjelse af og elegisk følelse over menneskelivet i dets mangfoldighed.

Pablo Neruda døde den 19. september 1973 i Santiago de Chile, få dage efter Pinochets statskup den 11. september. Myndighederne gravede den 8. april 2013 hans jordiske rester op fra familiegraven ved hjemmet på Isla Negra for at undersøge, hvorvidt han som hidtil anslået døde af prostatacancer, eller om han blev forgiftet. Opgravningen skete, efter at Nerudas chauffør havde beskyldt Pinochet-regimet for at have forårsaget Nerudas død. I 2023 viste en række undersøgelser udført ved McMaster University i Canada og Københavns Universitet at Nerudas død efter alt at dømme var forårsaget af en bakterieinfektion og ikke af prostatakræft. Denne infektion blev formentlig påført Neruda af Pinochets sikkerhedstjeneste.

Nerudas figur har dannet forlæg for en række litterære værker, musikalske stykker og film. Den chilenske forfatter Antonio Skármeta udgav således romanen El cartero de Neruda i 1985 (da.Brændende tålmodighed, 1988). Filmatiseringen af romanen, som fik titlen Il postino (da. Postbudet), blev instrueret af Michael Radford og fik premiere i 1994. Samme roman har dannet forlæg for en opera, af samme titel som filmen, af den mexicanske komponist Daniel Catán. Hertil kommer at et utal af Nerudas digte er blevet sat i musik af især spansktalende sangskrivere, men også af navne som Vinicius de Moraes og Mikis Teodorakis. Neruda rækker således videre end sin poesi, han er en art ikon som kan sammenlignes med Che Guevara eller John Lennon.