Faktaboks

Per Arnoldi
Født
25. maj 1941, København
Per Arnoldi er især kendt for sine farvestrålende og geometriske udsmykninger i det offentlige rum. Her er han fotograferet ved indvielsen af sit værk Kulturtage i Skjern.
Per Arnoldi ved indvielsen af sit værk "Kulturtage" i Skjern i 2018
Af /Ritzau Scanpix.

Ved indfaldsvejen nord for Grenaa ved Randersvej står Per Arnoldis Vartegn.

.

Per Arnoldi er en autodidakt dansk billedkunstner, designer og kunstformidler, der er kendt for sine malerier, litografier, plakater og udsmykninger i klare, rene farver og geometriske former.

Per Arnoldi har gennem hele sin karriere været meget synlig i det offentlige rum. Det skyldes både hans udsmykninger i en række danske byer, hans plakater for bl.a. DSB (1975) og hans design af bl.a. kunstdåser for Irma (1970).

Mange husker også Per Arnoldi fra TV, hvor han bl.a. har medvirket i Kunstquiz (DR, 1983), Langt ude med Arnoldi (DR, 2014) og KulturHave (DK4, 2024).

Familie, baggrund og samarbejder

Per Arnoldi er født i København. Hans far var kontoransat, og hans mor var hjemmegående. Han har ingen søskende. Per Arnoldi har selv omtalt sin baggrund som "socialdemokratisk velfærdsfamilie" og "beskeden middelklasse", der købte få men solide ting.

Som ung søgte Per Arnoldi ind på Kunstakademiet, men fik afslag. I stedet studerede han teologi i et år og endte med at blive uddannet lærer fra Hellerup Seminarium i 1963. Allerede to år forinden havde han dog haft sin debut som kunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling.

Fra cirkusplakater til konstruktivisme

Per Arnoldi arbejdede i årene 1964-1972 sammen med Gunnar Aagaard Andersen ved tidsskriftet Mobilia. I samme periode blev han kendt for sine billeder fra cirkus- og gøglerlivet med hatte og stokke, masker og bolde i klare, stærke farver. Han har også gennemført sin karakteristiske stil i udsmykningsopgaver, brugsgrafik, plakater, illustrationer, keramik og scenografi.

Per Arnoldi har udviklet sig fra 1960'ernes muntre og farverige popkunst til Bauhaus- og De Stijl-inspireret stram konstruktivisme og æstetik med elementer, der bevæger sig, og former og flader, som flyttes rundt, så de fremtræder i stadig nye perspektiver og sammenhænge. Han har i et interview fra 2017 talt om "en formgivning, der kommer dig venligt i møde" som et kendetegn ved god kunst.

Per Arnoldi i dag

Siden 1980'erne har Per Arnoldi fortrinsvis arbejdet med udsmykning af arkitektur flere steder i verden, fx farvesætning til den nye Rigsdag i Berlin (2000) og scenetæppet til Operaen i København (2004).

I april 2011 blev han formand for Statens Kunstråd, en post han opsagde i november samme år efter kritik af hans holdninger og kunstsyn.

Per Arnoldi er gift med skuespilleren Christiane Rohde (født 1944) og far til dramatikeren Jokum Rohde.

Offentlige udsmykninger, design og plakater

Per Arnoldi har lavet en lang række offentlige udsmykninger og plakater, der ofte, men ikke altid, kan kendes på geometriske former og farverne rød, gul og blå.

Per Arnoldis plakater for Cirkus Arena, 1955-1970'erne

Allerede i 1955, da Per Arnoldi var 14 år, fik han en opgave af Cirkus Arenas direktør, Arne Berdino Olsen. Siden designede Per Arnoldi en lang række plakater for cirkusset med forenklede figurer af bl.a. en klovn, en fugl, en bold og et cirkustelt.

Plakaterne var med til at give Per Arnoldi en karriere indenfor reklamebranchen. Samtidig har hans samarbejder med private virksomheder som Irma og Mærsk også givet Per Arnoldi en del kritik, hvor han er blevet anklaget for at være for kommerciel og behandle kunst som en vare på linje med alle mulige andre genstande.

Per Arnoldis lampe for Holmegaard, 1975

Da Holmegaard Glasværk i 1975 fejrede 150 års-jubilæum inviterede de Per Arnoldi til at designe en lampe. Per Arnoldi designede en bordlampe med en krukkelignende sokkel af mørkeblåt glas med hvide, mørkeblå og lyseblå skyer og røde og gule stjerner. Lampen er 52 cm høj med den hvide cylinderskærm, som den oprindeligt blev solgt med. Siden er den dog også blevet monteret med plisséskærm, fx i Le Klints design.

Lampen blev fremstillet i 3000 signerede eksemplarer og er siden blevet et kendt samlerobjekt.

Udsmykning af Operaen, 2002-2004

Per Arnoldi var kunstnerisk rådgiver på byggeriet af Operaen i København, og det gav anledning til en del konflikt. Byggeriet var finansieret af Mærsk Mc-Kinney Møller, der havde hyret arkitekt Henning Larsen til opgaven. Der opstod dog hurtigt konflikt mellem Henning Larsen og Per Arnoldi, der var meget uenige om Operaens udsmykning.

Per Arnoldi designede et scenetæppe og et logo, som også blev indfældet i foyerens gulv. Henning Larsen brød sig ikke om Per Arnoldis design, som han mente var for mørkt og bombastisk i sit udtryk. Han opfattede også Per Arnoldis rolle som alt for dominerende i det samlede projekt. Uenighederne mellem de to fik en del opmærksomhed i medierne, hvor Per Arnoldi dog ikke udtalte sig.

Per Arnoldis logo skulle også have været lavet som et monument udenfor bygningen, men det blev opgivet efter de mange konflikter.

Sortladne Hav, Mindelunden i Ryvangen, 2018

Per Arnoldi har lavet en lang række offentlige udsmykninger. Mindepladen for de faldne søfolk under 2. Verdenskrig adskiller sig fra næsten alt hans øvrige arbejde ved at være sort og diskret. Mindepladens bagside er udhugget, så den ligner et bølgende sort hav.
Bagsiden af Per Arnoldis "Sortladne hav" i Mindelunden ved Ryvangen i 2018
Af /Ritzau Scanpix.

I 2018 fik Per Arnoldi til opgave at skabe et mindesmærke for de danske søfolk, der mistede livet under 2. verdenskrig. I 1939 blev den danske handelsflåde blokeret, og mange af dens medarbejdere valgte i stedet at melde sig til tjeneste hos Danmarks allierede. Mere end 6000 søfolk omkom inden krigens slutning.

Per Arnoldis mindesmærke er en 3 x 3 meter stor granitplade. På den ene side er pladen glat med inskriptionen "De danske krigssejlere der mistede livet 1939-1945". På den anden side er granitpladen udhugget, så dens overflade minder om et bølgende hav. Granittens sorte farve får denne side af mindestenen til at minde om et oprørt hav om natten – hvor risikoen for at drukne og forsvinde for altid er størst.

Priser, hædersbevisninger og folkeeje

I 1991 modtog Per Arnoldi Høyens Medalje, i 2000 Eckersbergs Medaillen og i 2011 Modersmål-Prisen.

I 2017 udgav Per Arnoldi sin selvbiografi med titlen SOLO på Gyldendal.

"Det er kun mig" og Farvernes konge

I 2007 medvirkede Per Arnoldi i DR-programmet Den 11. time, hvor indiebandet Bazookahosen opførte deres dengang aktuelle hit Per Arnoldi (Farvernes Konge). Per Arnoldis status som folkeeje blev yderligere understreget, da han i et TV-indslag om sin kunst udtalte: ”Det her kan alle selvfølgelig lave. Nej, det kan de ikke. Det kan de ikke. Det er kun mig, der kan lave det her.” (TV Midtvest, 19.8.2015). Udtalelsen er blevet genbrugt mange gange i satireprogrammet Natholdet (TV2 siden 2010) og i adskillige TikTok-videoer.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig