The Godfather

The Godfather blev skelsættende på mange forskellige punkter. For det første var det filmen, som slog Coppolas navn fast som en af de mest toneangivende instruktører i 1970'ernes Hollywood. Ligeledes var filmen med til at etablere New Hollywood-tendensen, hvor unge instruktører lavede film med masser af ambition indenfor Hollywood-systemet.

For det andet var dette en gangsterfilm, filtreret gennem en familiesaga. Dette gjorde, at mange af karaktererne kunne gives psykologisk dybde, snarere end blot at være endimensionelle skurke. Gennem den empatiske præsentation af karaktererne blev The Godfather også en immigrantfortælling om at være fanget mellem to kulturer, og om at videreføre ens families succes på godt og ondt. Derfor er det nemt for især et amerikansk publikum at se sig selv skildret i filmen.

Visuelt er The Godfather storslået, med mange originale lokationer og ikke mindst en næsten malerisk tilgang til billedsiden. Mange scener er ekstremt mørke, hvor der kun benyttes low-key belysning, så selv ansigter kaster dybe skygger. Denne dybt atmosfæriske billedside matcher fortællingens episke sigte.

Filmen har også en række ikoniske skuespilspræstationer, hvor Marlon Brandos don Corleone har nået næsten mytiske højder, hvor hans tilbud, man ikke kan sige nej til, bliver citeret i mange sammenhænge. Al Pacinos præstation som den usikre søn, Michael, der er nødt til at overtage farens rolle, er også bemærkelsesværdig.

• Francis Ford Coppola
• film i USA
• Hollywood