Carotis er navnet på pulsårerne, som fører blod til halsen og hovedet. På venstre side går hovedstammen (arteria carotis communis) ud fra aortabuen (arcus aortae), mens den på højre side går ud fra truncus brachiocephalicus. I højde med underkæbevinklen deler den sig på hver side i en indre gren (arteria carotis interna) til hjernen og øjnene og en ydre gren (arteria carotis externa) til ansigtet.

Faktaboks

Også kendt som

halspulsåren, arteria carotis

Arteria carotis er senere i livet, som mange andre arterier, ofte sæde for åreforkalkning (aterosklerose). I de tidlige stadier sker en langsom og gradvis aflejring af fedtstoffer (plaque) og senere dannes en forsnævring (carotisstenose), som er en hyppig årsag til blodprop i hjernen (apopleksi). De tidlige stadier kan bruges som markør for udvikling af aterosklerose og dermed udgøre en vigtig parameter mht., om der foruden sikring af sund livsstil også skal tilbydes medicinsk forebyggende behandling, eksempelvis med kolesterolsænkende medicin.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig