cirkus

Første vidnesbyrd om cirkusforestillinger i Danmark finder vi i 1799, da den engelske kunstberider Jean Lüstre gav forestillinger i Jægersborg Dyrehave. Året efter åbnede han en friluftsscene med amfiteatralsk opbyggede tilskuerpladser på Nørrebro. Han arbejdede sammen med James Price, der optrådte med linedans og akrobatik, og artistfamilien Casorti, som optrådte med akrobatik, dans og pantomime.

I 1826 finder vi Louis Foureaux på Dyrehavsbakken, hvor han giver forestillinger i ridekunst, linedans m.m. i en træbygning angiveligt med plads til 2000 tilskuere.

Didier Gautier (1792-1872) giver i 1834 forestillinger i Vesterbroes Nye Theater, der omfatter ridekunst, linedans, pantomime og akrobatik. I 1844 får Didier og Antoniette Gautier tilladelse til at give mimiske og ekvilibristiske forestillinger samt forestillinger i ridekunst.

Alexander Guerras beriderselskab fra Rom (Alessandro Guerra 1782-1862) gav i 1845 forestillinger i Københavns Sommertivoli, der var åbnet et par år tidligere. Selskabet havde tre daglige forestillinger. Ud over ridekunst var der også klovnen Mancini og pantomimer under medvirken af Niels Volkersen, som blev en ledende figur i skabelsen af pantomimetraditionen i Tivoli.

Cirkusteltet bliver første gang omtalt i 1855, da Brd. Hutchinson & Selskab fra Drurylane Theatre i London gav forestillinger i Danmark. Teltet omtales som et amerikansk telt med plads til 1200 tilskuere, der kunne stilles op af få mennesker og tages ned på kort tid.

I Stockholm blev den første primitive cirkusbygning opført i 1825, og i 1830 stod en tilsvarende bygning færdig i København. I 1846 åbnede Hippodromen i Nørregade. Den husede fra 1855 cirkusforestillinger, men blev ombygget til Folketeatret allerede i 1857. I den følgende tid kom mange europæiske cirkusselskaber på gæstespil i Norden. Det var kendte navne som Gautier, Hinné, Houcke, Renz, Schumann, Salamonsky og Ciniselli.

Indenlandske cirkusdirektører dukkede op fra 1880'erne: Claes Bergman (1841-1924) og Henning Orlando (1875-1945) i Sverige, Heinrich Miehe (1846-1915) og Gottfried Benneweis (1865-1933) i Danmark. På grund af 1. Verdenskrig kom to store tyske teltcirkus i 1915 til Norden: Strassburger til Stockholm og Sarasani til København. Det var også krigen, der fik brødrene Schumann til i 1916 at flytte deres familiecirkus til København.

Artistfamilierne har dybe rødder i europæisk kultur og findes så langt tilbage, som der er historiske kilder. Familierne blev en del af cirkus, men fortsatte også som selvstændige trupper, der rejste på tværs af landegrænser, indtil 1. Verdenskrig satte en stopper for dette.

I artistfamilierne gennemgik børnene en oplæring og praktisk træning, der omfattede discipliner som musik, dans, akrobatik og pantomime, hvilket var de grundlæggende elementer i de forestillinger, familierne rejste med. Det betød, at børnene allerede fra de var små kunne bidrage til familiens underhold.

Artistfamiliernes forestillinger havde en karakter og et indhold, der gjorde dem egnede til at rejse med på tværs af landegrænser og sproglige barrierer. Forestillingernes internationale karakter gik videre i cirkusforestillingerne.

Familierne havde navne som Goldkette, Blumenfeld, Kossmeyer, Cristiani eller Joannowitz, og børnene kunne være født eller adopteret ind i familierne. Artistfamilien Casorti etablerede teater på Vesterbro, hvor de optrådte med dans, herunder dans på line, men også opførte pantomimer med figurer, der var vokset ud af commedia dell'arte-traditionen.

Pantomimen var længe en del af cirkusforestillingen. De såkaldte klovneentreer kunne være udformet som små pantomimer. Det gjaldt fx Bi, giv mig honning, der blev vist af Circus Roncalli, der gav forestilling i Cirkusbygningen i forbindelse med, at København i 1996 var europæisk kulturby.

Ved revision af Dyreværnsloven i 1962 blev det forbudt at fremvise vilde dyr i cirkus. Undtaget var "alle dyr, der i almindelighed anvendes som husdyr her i landet". Et mindretal i udvalget fandt det inkonsekvent kun at undtage hjemlige husdyr, men ikke dyr, der i andre lande betragtes som husdyr. Loven indeholdt derfor et generelt forbud mod fremvisning af vilde dyr, men åbnede mulighed for, at Justitsministeriet kunne dispensere fra forbuddet i forhold til fx elefanter, kameler og søløver.

I 2008 udgav en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet en rapport, som skulle se på dispensationsmulighederne, bl.a. på baggrund af erfaringer fra udlandet. I perioden 1993-2007 var der således givet 57 tilladelser til fremvisning af elefanter og 16 tilladelser til fremvisning af søløver. Arbejdsgruppen anbefalede ikke en afskaffelse af dispensationsmuligheden, men stillede i stedet krav til de anlæg, der skulle rumme dyrene i vinterperioden. Det gjaldt gulvareal, loftshøjde, bassinstørrelse m.v.

I 2018 blev der stillet et beslutningsforslag i Folketinget om at fjerne dispensationsmulighederne. Fokus var her ikke på, om der var tale om vilde dyr, men hvorvidt dyrene havde mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Et flertal i Folketinget tilsluttede sig forslaget. Der var på dette tidspunkt fire cirkuselefanter tilbage i Danmark; tre i Cirkus Arena og en i Cirkus Trapez. I 2020 blev cirkuselefanterne flyttet til Knuthenborg Safaripark på Lolland, mens en kamel blev flyttet til Dronningemølle.

I 1807 etablerede Franconi-familien Cirque Olympique, også kaldet Cirque Franconi. Fra 1816 drevet af Antonio Franconis to sønner Laurent Franconi (1776-1836) og Henri Franconi (1779-1849). Fra 1835 blev Cirque Olympique overtaget af Louis Dejean (1792-1870), som drev det frem til 1847. Den franske klovn Jean Baptiste Auriol (1806-1881) debuterede i Cirque Olympique i 1835.

I 1852 blev Cirque Napoleon – det senere Cirque d'Hiver – grundlagt af Louis Dejean i en bygning opført af arkitekten Jacques Ignac Hittorf og drevet af Adolph Franconi (1802-1855), søn af Henri Franconi. Luftartisten Jean-Marie Jules Leotard (1838-1870) optrådte i 1859 med flyvende trapez, som var en nyskabelse, der gav ham status og en berømmelse, som også fik betydning for andre artister.

Den Fransk-tyske Krig 1870-1871, og den efterfølgende nedkæmpelse af Pariserkommunen og udråbelsen af Den Tredje Republik, betød, at Cirque Napoleon skiftede navn til Cirque National. Louis Dejean trak sig tilbage i 1872, hvorefter Cirque National blev videreført af Victor Franconi (1810-1897), søn af Laurent Franconi. I 1873 skiftede Cirque National navn til Cirque d'Hiver ('Vintercirkus').

Louis Dejean åbnede i 1835 Le Cirque des Champs-Élysées, drevet af Adolph Franconi. I 1848 skiftede det navn til Cirque Nationale de Paris og senere igen til Cirque d l'Imperatrice. Klovnen Jean Baptiste Auriol var i 1840'erne tilknyttet dette cirkus. Efter udråbelsen af Den Tredje Republik skiftede det navn til Cirque d'Eté ('Sommercirkus') og blev drevet af Victor Franconi frem til 1897. Herefter blev det i nogle år frem til lukningen i 1900 drevet af Charles Franconi (1846-1910).

I 1873 opstillede den belgiske kunstrytter Ferdinand Beert (1835-1902) et telt ved markedsfesten på Montmartre, "La Fete de Montmartre". To år efter åbnede han Cirque Fernando, hvor den spanske klovn Gerome Medrano (1849-1912), kendt som "Boum Boum" blev det store trækplaster.

Malere på Montmartre som Pierre-August Renoir, Edgar Degas og Henri de Toulouse-Lautrec fik adgang til at tegne skitser under øvelserne. Degas malede i 1879 Miss La La (Anna Olga Albertina Brown, 1858-1945) hængende i et mundbid under kuplen i Cirque Fernando, og Henri de Toulouse Lautrec malede i 1888 Cirkus Fernando, beridersken.

I 1897 skiftede Cirque Fernando navn til Cirque Medrano. Nogle af tidens største klovner optrådte her: Foottit & Chocolat (George Foottit, 1864-1921, og Rafael Padilla, ca. 1865-1917), Antonet (Umberto Guillaume, 1872-1935), som først dannede par med Little Walter (født ca. 1879), senere med Grock (Charles Adrien Wettach, 1880-1959). Les Fratellini blev tilknyttet Cirque Medrano først som kunstryttere, fra 1909 dannede de klovnetrioen Les Fratellini, som opbyggede deres ry i Cirque Medrano efter 1. Verdenskrig.

Efter Gerome Medranos død i 1912, blev Cirque Medrano videreført af enken Berthe Medrano (1876-1920) og fra 1918 af Rodolphe Bonten. I 1928 blev han afløst af Jerome Medrano (1907-1998), søn af Gerome Medrano. Cirkus konkurrerede på dette tidspunkt med varieteer som Wintergarten i Berlin, der kunne betale højere gager end cirkus var i stand til. Det lykkedes dog Jerome Medrano at engagere en række af tidens største artister som rytterfamilien Cristiano og jongløren og akrobaten Enrico Rastelli (1897-1931), der regnes for den største jonglør gennem tiden. Han kunne holde ti tallerkner i luften på samme tid og op til ni bolde. Han blev engageret til Cirque Medrano i 1930. Også klovnen Grock blev engageret. En turne med en omrejsende udgave af Cirque Medrano blev ikke nogen succes, og Grock annulerede kontrakten før tid. Jerome Medrano drev Cirque Medrano frem til 1963.

I 1886 åbnede Nouveau Cirque på Rue Saint Honore i Paris. Det specialiserede sig i vandpantomimer. Manegen var indrettet, så den kunne sænkes og give plads for et underliggende vandbassin. Vandpantomimen, der tiltrak et stort publikum, var baseret på talentfulde klovne, som byggede på en lang tradition for musikalitet, akrobatik og mimisk kunst. Klovnen George Foottit kom til Nouveau Cirque i 1886 og kom snart til at indtage en ledende rolle, navnlig gennem samarbejdet med klovnen Chocolat. Chocolat spillede "helterolle" i den komiske pantomime La Noce de Chocolat, der blev opført i 1887. Fra 1890 dannede Foottit & Chocolat fast duo i mange år.

Ud over de egentlige cirkusbygninger fandtes i Paris tillige hippodromer, hvor man kunne vise masseoptrin med heste og vogne. Den første hippodrom blev grundlagt i 1845 af Laurent Franconis søn Victor. Disse steder forsvandt omkring århundredeskiftet. Generelt var interessen for beriderforestillinger aftagende, da hesten ikke havde samme betydning som tidligere på grund af elektrificeringen af sporvejsdriften og fremkomsten af de første automobiler. I 1907 solgte Victor Franconi Cirque d'Hiver til Serge Sandberg (1879-1981), der indrettede biograf i bygningen.

I 1923 blev bygningen overtaget af Gaston Desprez (1864-1938), der genskabte rammerne for cirkus. Han genoptog traditionen med cirkuspantomimer i 1931 i samarbejde med Cirkus Busch, som havde gjort pantomimen til et speciale. Året efter viste Cirkus Busch bl.a. vandpantomimen Kalifatets Nætter. I 1933 engagerede Cirque d'Hiver Mistinguett (kunstnernavn for Jeanne Florentine Bourgeois, 1875-1956), der havde skabt sig et stort navn som sangerinde, bl.a. på Casino de Paris, Folies-Bergère og Moulin Rouge siden 1890'erne. Desprez investerede i et vandbassin under manegen for at skabe bedre betingelser for vandpantomimer, men udgifterne satte ham i en gæld, der tvang ham til at sælge Cirque d'Hiver.

Fra 1934 blev Cirque d'Hiver forbundet med Bouglione-familien, der tidligere bl.a. havde arbejdet med dressur af vilde dyr. Cirque d'Hiver blev således overtaget af de fire brødre Alexander Bouglione (1900-1954), Joseph Bouglione (1904-1987), Firmin Bouglione (1905-1980) og Sampion Bouglione (1910-1957). Brødrene opsatte pantomimer som La Perle de Bengale (1935-1936). Under den tyske besættelse af Paris under 2. Verdenskrig blev Cirque d'Hiver drevet af Paula Busch (1894-1973). Efter krigen blev Cirque d'Hiver igen forbundet med Bouglione-familien.

Siden 1999 er Cirque d'Hiver blevet drevet af en ny generation af Bouglione-familien.