Cytokromer er en gruppe af proteiner, der kan ændre farve, når de oxideres eller reduceres. Cytokromer findes i alle celler, og der er forskellige typer. De spiller en vigtig rolle i cellens energistofskifte.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet cytokrom er latin, af græsk kytos 'hulrum, celle' og chroma 'farve'.
Cytokromer opdagedes i 1925 som proteiner, der hurtigt oxideres eller reduceres, hvilket kunne iagttages ved målinger af deres absorptionsspektre. Farven skyldes en såkaldt hæmgruppe, hvis jernatom ændrer oxidationstrin fra ferri (Fe3+) til ferro (Fe2+), når der overføres en elektron. Hæmgruppen består af en porfyrinring (se også hæmoglobin og klorofyl), hvor det positivt ladede jernatom er bundet til fire negativt ladede nitrogenatomer i porfyrinet.
I mitokondrierne deltager fem forskellige cytokromer i transporten af elektroner i respirationskæden, der ved såkaldt oxidativ fosforylering producerer hovedparten af cellens vigtigste energikilde, ATP. Det bedst kendte cytokrom i respirationskæden er cytokrom c, hvis tredimensionale struktur er blevet bestemt ved røntgenkrystallografi. En anden vigtig gruppe er cytokrom P450. Disse cytokromer er enzymer, som er bundet til membraner i cellens endoplasmatiske reticulum og deltager i overførslen af hydroxylgrupper til potentielt skadelige, vanduopløselige stoffer, der herved bliver opløselige og lettere at udskille. Se også mitokondrie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.