allegori

Som retorisk figur (se talefigur) findes allegorier i taler, digtning og billedkunst. At tolke allegorier vil sige at afdække en "egentlig" mening med en given tekst bag den bogstavelige.

Allegorisk metode spillede en betydelig rolle i antikken; stoikerne brugte allegorier til filosofisk omtolkning af religiøse forestillinger, en tendens, der forstærkedes i senantikken, fx hos Plutarch. Allegorisk metode benyttedes ligeledes i vid udstrækning i jødisk og kristen bibelfortolkning, og metoden blev udviklet til en "videnskabelig" hermeneutik; se også den alexandrinske skole og Filon fra Alexandria. Hos Augustin fik den en særlig dybde.

Allegoriske billeder findes i antikkens kunst og optræder hyppigt i middelalderkunsten, hvor et abstrakt begreb eller en sammensat tankemæssig forestilling er fremstillet ved hjælp af symbolske billeder, personer eller enkeltsymboler med en på forhånd fastlagt betydning: En kvinde med bind for øjnene og sværd og vægt i hånden symboliserer upartiskhed og er en allegori på Justitia, retfærdigheden; de genstande, der sammen med personen karakteriserer denne (bind, sværd og vægt), kaldes attributter.

Grundlaget for allegorien var middelalderens teologisk-filosofiske verdensopfattelse, ifølge hvilken alting i universet i analogi henviser til Gud. I renæssancen indførte man de antikke guder og mytologiske figurer i ofte indviklede allegorier, som det fx ses i flere af Botticellis malerier. Allegorien nåede sit højdepunkt under barokken, både i modreformationens tjeneste og i mere verdsliggjort form som led i dyrkelsen af enevoldskongen. Fra og med romantikken blev allegorien anset for at være gold konvention i modsætning til symbolet, samtidig med at allegorien mistede sin almene reference.

• symbol
• emblematik