De enlige gedehamse har en levevis, der minder meget om gravehvepsenes. Hunnerne hos nogle arter bygger reder af ler eller mudder, mens andre graver gange i sand eller ler eller benytter hule plantestængler som rede. Sommerfugle-, bladhvepse- eller bladbillelarver indsamles som larvefoder. Inden de anbringes i reden, lammes de, idet hunnen stikker dem med sin giftbrod. Blandt de mere bemærkelsesværdige arter er pottemagerhvepsene (Eumenes spp.), som bygger krukkeformede reder til larverne.
De sociale gedehamse danner små eller større samfund, hvor en frugtbar hun, dronningen, lægger æggene, mens sterile hunner fungerer som arbejdere. Den normale livscyklus for danske arter af sociale gedehamse begynder med, at en befrugtet hun efter overvintringen anlægger en lille rede. Denne består af papir, som gedehamsen har fremstillet af afgnavede træspåner blandet med spyt. Reden indeholder et antal larvekamre, hvori der lægges ét æg i hvert. Larverne fodres af hunnen med grundigt tyggede insekter eller kød fra ådsler. Det første kuld består af sterile hunner, arbejdere, som udbygger den fælles rede og fodrer larverne, mens den frugtbare dronning fortsætter med udelukkende at lægge æg i nyanlagte larvekamre. Rederne, kaldet hvepseboer, vokser således i størrelse og antal beboere gennem sæsonen. Sidst på sommeren bliver en del af larverne til frugtbare hunner, dvs. fremtidige dronninger, eller til hanner. De forlader reden, og efter parring dør hannerne, mens hunnerne overvintrer på beskyttede steder.
Det typiske hvepsebo hænger i en kort stilk og er yderst dækket af papirlignende lag, som danner en kuppel. Nederst findes en åbning, hvorigennem gedehamsene kan passere. Indeni findes én eller flere tværstillede plader bestående af lodrette, sekskantede larvekamre eller celler. Hos mange gedehamsearter kan redens beboere nå op på flere tusinde individer. Reden forsvares ivrigt af arbejderne — mere aggressivt jo flere beboere reden har, og jo nærmere fredsforstyrreren er ved reden. Den gift, som de forsvarende arbejdere ved deres stik sprøjter ind i ubudne gæster, medfører smerte og nogen hævelse og kan være farlig for mennesker, der er overfølsomme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.