EUX (Erhvervsfaglig Studentereksamen) er en uddannelse, hvor en erhvervsuddannelse kombineres med en erhvervsfaglig studentereksamen. En bestået EUX giver dermed både erhvervskompetence og adgang til videregående uddannelser på samme vilkår som de gymnasiale uddannelser.

Adgang til uddannelsen

Regler og beskrivelser om erhvervsuddannelserne gælder som udgangspunkt også for EUX, fx i forhold til fagretninger, talentspor og højniveaufag, grundforløbsprøve, uddannelsesaftaler og skoleoplæring. Reglerne for grundforløbets 1. del og 2. del gælder også for EUX-elever. Det betyder, at eleven skal begynde senest i august måned i det andet år efter afsluttet undervisning i 9. eller 10. klasse for at starte på grundforløbets 1. del. Hvis eleven skal i gang med en erhvervsuddannelse mere end to år efter have afsluttet 9. eller 10. klasse, skal denne starte på grundforløbets 2. del.Efter udgangen af det kalenderår, hvor eleven har afsluttet 9. eller 10. klasse, og indtil udgangen af august måned i det andet år, efter at eleven har afsluttet undervisningen i henholdsvis 9. eller 10. klasse, kan denne vælge mellem at søge optagelse til grundforløbets 1. del og grundforløbets 2. del.

Uddannelsens indhold og struktur

EUX indeholder både oplæringsdelen og undervisningsdelen fra erhvervsuddannelsen. Grundfag, valgfag og fag med grundfagslignende indhold suppleres af fag på gymnasialt niveau. Eleven opnår således de samme erhvervsfaglige kompetencer som i den almindelige erhvervsuddannelse.

Blandt de gymnasiale fag er dansk, engelsk og matematik. Desuden skal der laves en større skriftlig opgave, og der skal afleveres et tværfagligt eksamensprojekt.

Strukturen i et EUX-forløb afhænger af, om eleven tager et teknisk eller merkantilt EUX-forløb. Fag og undervisningstid varierer fra uddannelse til uddannelse.

Hvad er uddannelsens kompetencegivende til?

Med en afsluttet EUX-uddannelse får eleven både et svendebrev og en erhvervsfaglig studentereksamen. Efter endt uddannelse har eleven adgang til at søge job som faglært i en virksomhed eller læse videre på en videregående uddannelse. Der kan gælde særlige adgangskrav for optagelse på konkrete videregående uddannelser.

Udbud af EUX uddannelser og udbudsret

Alle merkantile erhvervsuddannelser, dvs. fx detailhandelsuddannelse, finansuddannelse, handelsuddannelse og kontoruddannelse, og en stor del af de tekniske erhvervsuddannelser kan gennemføres som EUX-forløb. De tekniske erhvervsuddannelser omfatter bygge- og anlægsområdet, fødevarer og service, de grønne uddannelser, industriens uddannelser, SOSU og pædagogisk assistent (PAU), frisør og kosmetiker.

Udbudsretten til EUX-forløb følger udbudsretten til de enkelte erhvervsuddannelser. Det betyder, at hvis en skole er godkendt til at udbyde en erhvervsuddannelse, kan skolen også udbyde uddannelsen som EUX-forløb, hvis den har de nødvendige forudsætninger for at gennemføre gymnasial undervisning og prøver på gymnasialt niveau eller har indgået samarbejde med en anden skole, der har forudsætningerne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig