filmgenrer

Blandt de grundlæggende populærgenrer er spændingsfilm som kriminalfilm, politifilm, gangsterfilm, spionfilm; komiske genrer som filmkomedie, folkekomedie, lystspil, farce og normalt også musical; eventyrgenrer som fx science fiction-film, western og agentfilm. Desuden findes melodrama, periodefilm, biografisk film og endelig i en kategori for sig, pornofilmen.

Filmgenrerne vokser ud af tidligere genrer, typisk litteratur og drama. Disse eksisterende genrer omformes og tilpasses til filmkunstens udtryksformer, hvilket især var tilfældet i den klassiske Hollywood-periode fra slut-20erne til start-60erne. Hollywoods insisteren på at afsøge righoldige variationer af velkendte fortællemønstrer og karakterer grundlagde både filmgenrernes typiske form, samt positionerede Hollywood som en genremaskine.

For filmkulturen har genrefilm stået i kontrast til realismen og i en vis grad kunstfilmen. Realismen anses for at være den filmform, som afsøger virkelige menneskers virkelige forhold i den virkelige verden. Genrefilm afviger ved at benytte arketypiske karakterer i fiktionsverdener, som oftere afspejler genres verdensforståelse end et forsøg på at afbilde virkeligheden.

At genrefilm ikke afspejler virkeligheden betyder ikke, at genrefilmen er afkoblet fra vores verden. I stedet har genrefilm en stærk rituel eller social funktion. Denne funktion kobler genrefilmens handling sammen med ideologiske strømninger og politiske dimensioner. Den klassiske romantiske komedie kan ses som et udtryk for den heteronormative forståelse af parforhold, som f.eks. Da Harry mødte Sally… (Rob Reiner 1989). Dog kan genrefilmen også udfordre genrens typiske politiske udsagn, som f.eks. En soap (Pernille Fischer Christensen 2006), hvor transkønnethed ikke står i vejen for kærligheden.

Genrefilmens rituelle funktion er en af de grundlæggende årsager til dens popularitet; genren er med til at forklare og forstå verdenen for publikum, gennem velkendte fortællinger og genkendelige karaktertyper.