Fugu er et japansk ord for kuglefisk og ikke mindst for retter fremstillet af kød fra kuglefisk.
Flere arter af kuglefisk indeholder en farlig nervegift, tetrodotoksin, som bl.a. også forekommer i enkelte blæksprutte- og salamanderarter. Kuglefiskene danner ikke selv giftstoffet, men de opsamler det ved at æde bestemte bakteriearter. Opdrættede kuglefisk, der ikke har fået bakterierne i deres foder, er ugiftige.
Det, der gør indtagelsen af fugu interessant, er, at tetrodotoksinet virker som et rusmiddel. Det er også grunden til, at regeringer i historiens løb har bestræbt sig på at regulere tilberedningen og fortæringen af fugu. Da der i årene 1956-1958 døde 420 mennesker af fuguforgiftning i Japan, blev det bestemt, at restauratører, der serverede fugu, skulle have en særlig licens, og de kokke, der håndterede fisken, skulle have autorisation. Servering og indtagelse af leveren, der indeholder særlig store mængder af giftstoffet, blev forbudt i 1983. Ikke desto mindre kunne det japanske statistiske bureau alligevel registrere mellem 20 og 44 årlige tilfælde af fuguforgiftning i perioden 1996-2006.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.