Et kastel er den indre og mest modstandsdygtige del af et befæstet anlæg. Det er fæstningens sidste tilflugtssted – den kerne, hvor garnisonen kunne fortsætte forsvaret, hvis de ydre linjer blev brudt. Et kastel er derfor opført med særlig styrke og rummer typisk installationer, der gør længere tids modstand mulig, såsom depoter, indkvartering, brønde og overdækkede stillinger.
Begrebet har ændret karakter gennem historien. I middelalderlige byer og borganlæg blev ordet ofte brugt om den egentlige borg- eller citadeldel, hvor den lokale myndighed havde sit militære og administrative centrum. I de tidligmoderne bastionære fæstninger fik kastellet en mere formel rolle som et separat og stærkt udbygget reduit, der kunne fungere uafhængigt af de ydre værker. I begge tilfælde markerer kastellet den del af befæstningen, som var tænkt som det sidste punkt i et organiseret forsvar.
Betegnelsen bruges også om mindre, selvstændige befæstede anlæg, der ikke indgår i en større fæstning. Sådanne kasteller kunne ligge ved vejspærringer, havneindløb eller strategiske højdepunkter og tjente som lokale kontrol- og varslingsposter.
Et fremtrædende dansk eksempel er Kastellet i København, der blev opført i 1600-tallet som et særskilt fæstningsanlæg i hovedstadens forsvar. Med sin regelmæssige femkant, bastioner, voldgrave og egne kasernebygninger viser det tydeligt kastellets dobbelte funktion: dels som en integreret del af byens samlede befæstning, dels som et selvstændigt stærkt anlæg, hvor forsvaret kunne fortsætte, selv hvis de ydre fæstningslinjer faldt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.