Beringhavørn (Haliaeetus pelagicus) er den største af havørnene.

.

Havørne er en fællesbetegnelse for ti arter af store rovfugle i høgefuglenes familie. Havørnene er nært beslægtede med glenter i underfamilien Milvinae og formentlig også med gribbe, idet palmegribben (Gypohierax angolensis) har mange træk fælles med begge grupper.

De egentlige havørne (Haliaeetus spp.) omfatter fire arter, som er udbredt på den nordlige halvkugle. Det er meget store fugle (63-96 cm) med et vingefang på op til 2,5 meter. De findes normalt nær åbent vand, såvel ved havkyster som ved søer og floder, og lever for en stor del af fisk; desuden tager de en del vandfugle, og de går gerne på ådsler. Næbbet er påfaldende højt og kraftigt, hos den største art, Beringhavørn (Haliaeetus pelagicus) fra Nordøstasien, i en grad, så hovedet får et næsten grotesk udseende.

Til havørnene regnes desuden de seks lidt mindre arter af flodørne (Ichthyophaga spp.) fra Afrika, Syd- og Sydøstasien samt Australien.

I ynglebiologi adskiller havørnene sig ikke påfaldende fra de fleste andre arter i familien.

Havørnen i Danmark

Havørn (Haliaeetus albicilla); til højre ses en ungfugl.

.

Havørnen (Haliaeetus albicilla) er udbredt i tempererede og lavarktiske dele af Europa og Asien, fra Island til Beringshavet, og har desuden en bestand i Sydgrønland. Som så mange andre rovfugle blev den ihærdigt forfulgt (beskydning, giftudlægning) til langt op i 1900-tallet og forsvandt fra store dele af Europa. Siden 1980'erne er tendensen gået den modsatte vej med genindvandring og bestandsstigning mange steder; i Skotland, hvorfra den forsvandt i 1916, er genetableringen sket ved udsætning af unge fugle fra Norge.

I Danmark forsvandt havørnen ca. 1912, men efter adskillige års vækst i den nordtyske bestand, ynglede to par i Sønderjylland i 1996. Ynglesuccesen har generelt været stor siden genindvandringen. I 2014 var antallet af ynglende par i Danmark vokset til 61, og i 2023 var den danske ynglebestand af havørn oppe på 151 par.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig