Havlit
Havlit (Clangula hyemalis), han.
Havlit
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Havlitten er en dykand, som hører til gruppen af havænder. Det er en arktisk fugl, som er cirkumpolart udbredt i høj- og lavarktiske områder samt i Island og det skandinaviske højland. Havlitter optræder i småflokke, gerne et stykke til havs.

Faktaboks

Etymologi
2. led af ordet havlit, lit, er vist lydefterlignende.
Også kendt som

Clangula hyemalis

Omkring 1,6 million fugle overvintrer i Europa, langt størsteparten i Østersøen. En mindre del (50.000-85.000 fugle) findes i danske farvande, flest i de sydlige dele. I tidligere tiders kolde vintre, hvor en stor del af Østersøen frøs til, var antallet af havlitter i danske farvande mange gange større.

Havlitten er en ret lille and med en længde på 37-47 cm. Hos hannen er de midterste halefjer forlængede, hvilket øger fuglens længde til ca. 60 cm. Hannen er om sommeren overvejende hvid med sort bryst og ryg og sorte vinger. Omkring øjne og ører har den en brun maske. Om vinteren er hannen sort på hals og hoved med hvidlig maske omkring øjnene. Hunnen har brune og hvide farver.

Læs mere i Lex