Oryxer er en slægt af store, lyse, langhornede antiloper. Der findes tre arter i Afrika samt en art på Den Arabiske Halvø. De hører til de mest tørke- og varmetilpassede hovdyr og er i stand til at overleve i så ugæstfrie områder som Namibørkenen, Sahara og de arabiske ørkner.
Oryx
Sammen med addax, sabelantilope og roan danner oryxerne stammen Hippotragini inden for antiloperne. De hører til de skedehornede hovdyr (familien Bovidae), de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parretåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).
Der findes fire arter af oryxer:
Der er en vis forskel i størrelse på de fire arter af oryxer, og især arabisk oryx er mindre end de andre tre arter. Således vejer sydlig oryx 180-245 kg, beisaoryx 116-210 kg, sabeloryx 129-200 kg og arabisk oryx 54-75 kg. Hannerne og hunnerne ligner hinanden, om end hannerne er lidt tungere og kraftigere bygget.
Oryxerne har lange, slanke horn. Hos sabeloryx og arabisk oryx kan de blive op til 150 cm lange, mens hornene hos sydlig oryx og beisaoryx når en længde på henholdsvis 126 cm og 110 cm. Sabeloryxens horn er krumme som hos sabelantilopen; hos de tre andre arter er hornene lige eller svagt bagudbøjede. Begge køn har horn. Hunnernes horn kan blive længst, men er tyndere end hannernes.
Pelsfarven er grundlæggende lys og varierer fra hvidlig hos arabisk oryx og sabeloryx til lysegrå hos sydlig oryx og lysebrun hos beisaoryx. Derudover har de mere eller mindre markante tegninger. Sabeloryx har rustrød farve på brystet, halsen og næseryggen. De tre resterende arter har iøjnefaldende sorthvide tegninger i ansigtet. Desuden har beisaoryx og sydlig oryx markante sorte tegninger på kroppen, som især hos sydlig oryx danner tydelig konstrast til de hvide ben. De sorthvide tegninger er en måde visuelt at forstærke de signaler, som oryxerne viser med kropspositurer og -bevægelser, hvilket gør dem effektive til langdistancekommunikation i åbne områder.
Oryxer har lange haler med en dusk af lange hår for enden.
Sydlig oryx er udbredt i det sydvestlige Afrika, beisaoryx i det østlige Afrika og sabeloryx i det nordlige Afrika, oprindelig fra atlanterhavskysten til Nilen. Arabisk oryx er begrænset til Den Arabiske Halvø.
Den arabiske oryx blev udryddet i naturen i 1972, mens sabeloryxen forsvandt i midten af 1980'erne. Begge arter findes i dag kun i mindre områder, hvor de er blevet genudsat i forbindelse med avlsprogrammer.
Oryxerne hører til de mest tørketilpassede antiloper og trives i ørkener og halvørkener inklusive Namibørkenen, Kalahari, Sahel og Sahara samt i sten- og sandørkener på Den Arabiske Halvø. Sydlig oryx og beisaoryx findes desuden i tørre savanneområder.
På deres levesteder skal oryxerne kunne klare både ekstrem varme (arabisk oryx udsættes for sommertemperaturer på over 45 °C) og ekstrem tørke. Det har i evolutionens løb ført til en række tilpasninger.
Oryxernes lyse pels tjener til at reflektere solstråler. Derudover minimerer de den mængde af direkte sollys, som de udsættes for, ved primært at være aktive om natten og tidligt om morgenen, både hvad angår fouragering og vandring. I dagens varmeste timer hviler de sig og tygger drøv i skygge, hvis de kan finde det. Alternativt kan de grave huller i jorden, så de kan hvile sig i det kølige sand længere nede.
De drikker rigeligt, hvis de har adgang til drikkevand, men kan klare sig i adskillige måneder uden at drikke. Så længe der er vandholdig føde til stede, vides arabisk oryx faktisk at kunne klare sig lige så længe, det skal være, uden at drikke; det gælder muligvis også de tre andre arter.
Oryxer får deres væskebehov dækket ved at æde plantedele, der er rige på væske. Det kan være vilde ørkenmeloner samt planteløg og -rødder, som de graver op med hovene. Med deres veludviklede lugtesans har oryxer en uovertruffen evne til at finde frem til væskeholdige underjordiske plantedele, der kan have et vandindhold på op til 50-70 %. Sydlig oryx kan grave op til en meter dybe huller for at komme ned til rødder og rodknolde.
I denne forbindelse spiller oryxernes natlige fourageren også en afgørende rolle. Vandindholdet af nogle af beisaoryxens fødeplanter stiger fra 1 % i dagtimerne til 40 % om natten; et fænomen, som muligvis også optræder hos nogle af fødeplanterne hos de andre oryxarter. Sidst på natten samler der sig desuden dug på planterne, som oryxerne kan udnytte, når de æder på dette tidspunkt.
Oryxerne har også en række fysiologiske tilpasninger, der gør dem særligt gode til at spare på vandet. De har en bedre vandøkonomi (dvs. vandforbrug per kilo kropsvægt) end selv dromedaren. Når temperaturen stiger til over deres kropstemperatur, sveder de ikke for at køle sig ned. I stedet lader de sig varme op til uhørte højder. Oryxer kan således have en kropstemperatur på op til 46,5 °C, hvilket er langt over den dødelige grænse for de fleste pattedyr. Man har regnet sig frem til, at oryxerne sparer op til en halv liter vand om dagen ved ikke at svede.
En særlig fare ved at lade sin kropstemperatur stige på den måde er, at hjernen kan tage skade. Det problem har oryxerne løst med et avanceret afkølingssystem. Når de udånder gennem næsen, udsender de varme fra blodet, hvilket køler blodet ned på samme måde, som et køleskab holdes koldt indeni ved at udsende varme på bagsiden. På sin vej til hjertet løber blodet fra næsen ind under hjernen og danner her en lille "sø". Halspulsåren, der sender blod op til hjernen, opdeles i et fint netværk af små årer, der passerer igennem denne kolde sø, så blodet til hjernen afkøles. På den måde kan hjernens temperatur holdes flere grader lavere end temperaturen i resten af kroppen.
Som alle antiloper er oryxer drøvtyggere med fire mavekamre og en meget effektiv fordøjelse af fiberrig plantekost. Oryxer har en usædvanlig evne til at klare sig på svært nedbrydelig og næringsfattig plantekost. De lever især af græs, men i mangel af græs kan de også æde bl.a. blade fra buske, urter, bælge og frugt.
Oryxer kan opdage nedbør på lang afstand (muligvis via lugtesansen) og kan foretage lange vandringer for at komme til områder, hvor det har regnet, og hvor der derfor er frisk græs.
Oryxer er sociale og floklevende. Hos alle arter ser man blandede flokke med flere hunner og deres unger samt en eller flere hanner, som både kan være voksne eller ungdyr. Den typiske flokstørrelse hos sydlig oryx er på op til 30 individer (otte i gennemsnit), mens den ligger på 20-60 individer hos beisaoryx, 10-30 individer hos sabeloryx og omkring 10 individer hos arabisk oryx.
Hos sydlig oryx, beisaoryx og sabeloryx er de dominerende hanner typisk solitære og territoriale. De "mandsopdækker" og forsøger at parre sig med hunner i brunst, der besøger deres revir. Så længe der ikke er hunner i brunst til stede, kan territoriehannerne være ganske tolerante over for hanner i de blandede flokke. Hos disse tre arter står territoriehannerne for langt de fleste af parringerne.
Hos arabisk oryx lader det til, at hannerne følges med hunnerne året rundt frem for at være territoriale. Her vil det være rangordenen inden for den enkelte flok, som afgør, hvilke hanner der får lov til at parre sig med hunnerne.
På særlige tidspunker af året, fx i forbindelse med vandringer og/eller regntiden, kan oryxer samles større flokke. De kan hos arabisk oryx være på op til 100 individer, hos beisaoryx på over 200 individer, hos sydlig oryx på 300 individer og hos sabeloryx på over 1.000 indivder.
Oryxer yngler ikke på bestemte tidspunkter af året, men hunnerne i en flok kan synkronisere deres brunst, så de føder nogenlunde samtidigt. Hunnen går drægtig i 7,5-9 måneder og får normalt 1 unge ad gangen.
Unger af sabeloryx kan gå inden for et par timer efter fødslen, løbe efter 5 dage og løbe lige så hurtigt som de voksne efter 20 dage. Ungen ligger i skjul de første 2-6 uger og kommer kun frem, når moren fra tid til anden kommer for at give den mælk og kalder på den.
Hos sabeloryx, beisaoryx og sydlig oryx kan ungerne samles i ungeflokke, der færdes uden overvågning af de voksne.
Om vinteren står Solen langt under horisonten om natten. Så er himlen mørk. Om man kan se stjernerne, kommer an på vejret og lysforureningen. Dark Sky er områder, hvor der er størst mulighed for at se stjernehimlen.
Quiz dig klogere på 2025 med 12 spændende spørgsmål – ét for hver måned af året, der gik.
Efter vedtagelsen af "The Epstein Files Transparency Act" er USA's justitsministerium nu i gang med at frigive de mange dokumenter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.