motet

Motet er en flerstemmig, kirkelig vokalkomposition. Genren har udviklet sig på væsentlige punkter fra de første værker omkring år 1200 til midten af 1400-tallet, videre i 1600-tallet og i nyere tid, og derfor anvendes begrebet ofte i forskellige betydninger. I nyere tid bruges begrebet motet også om en korsang, der i gudstjenesten synges efter prædiken.

Faktaboks

Etymologi: Motet er vist diminutiv af fransk mot 'ord' eller italiensk motto 'fyndord, bibelord', begge af latin muttum 'muk, ord', af muttire 'tale sagte, mumle'.

Motetten i tidlig flerstemmighed

Den ældste motettype opstod i modalepoken (ca. 1200), først gennem tekstunderlægning af overstemmerne i de afsnit af organumsatserne, der var holdt i discantusstil (clausulae), siden som selvstændige satser, der dog for det meste fortsat var komponeret over kirkelige eller verdslige cantus firmi. Teksterne var ofte på hver sit sprog (latin og fransk) og kunne have verdsligt indhold, hvorfor motetten gradvis mistede karakteren af kirkemusik.

I 1300-tallet udvikledes isorytmikken, der består i stemmernes (især tenors) inddeling i rytmisk ens figurer. Princippet fandt især anvendelse i den isorytmiske motet (Philippe de Vitry, Guillaume de Machaut). Et sent eksempel på en isorytmisk motet er Guillaume Dufays Nuper rosarum flores, skrevet til indvielsen af kuplen over domkirken i Firenze (1436).

Motetten i renæssancen

En yngre motettype fremkom i 1400-tallet og er især kendetegnet ved at være skrevet til én tekst på latin, fremført i alle stemmer. Ordene stammer navnlig fra forskellige dele af den romerskkatolske kirkes liturgi (messens propriumsled, antifoner, responsorier, vers fra salmer i Salmernes Bog osv.), hvorfor motetten havde forskellige liturgiske funktioner i gudstjenesten.

I den første tid anvendtes den gregorianske melodi til teksten som cantus firmus i de flerstemmige satser. Karakteristisk for genren er desuden, at satserne er opdelt i selvstændige afsnit, der typisk omfatter en verslinje, og disse afsnit kan opvise betydelige kontraster i taktart, tempo, musikalsk udtryk osv.

Motettens status

En omdiskuteret formulering af musikteoretikeren Johannes Tinctoris (Terminorum musicae diffinitorium, udgivet ca. 1495) definerer motetten som en komposition af moderat omfang, set i forhold til en chanson, som er et kortere værk, og den cykliske messe, som er længere. Definitionen kendetegner det skift, at motetten nu er overgået af den cykliske messe i agtelse. I løbet af renæssancen bliver motet brugt som samlebetegnelse for flerstemmige korværker til ikke-liturgiske tekster.

Den gennemimiterede motet

Et særdeles vigtigt skridt i motettens stilistiske udvikling var indførelsen af imitationsprincippet i begyndelsen af 1500-tallet. Den gennemimiterede motet er kendetegnet ved, at de individuelle afsnit udsættes som korte, fugatolignende episoder, der overlapper hinanden. Samtidig blev motetten efterhånden frigjort fra de gregorianske melodier og skrevet uden cantus firmus. Til de mest betydelige motetkomponister i 1500-tallet hører Palestrina, Orlando di Lasso og Victoria.

Koralmotetten

Sideløbende med den latinske motet opstod i Tyskland den protestantiske koralmotet, hvis tekstlige og musikalske grundlag var den evangeliske koral (bl.a. hos Johann Walter og Hans Leo Hassler).

Motetten i barokken

I barokken anvendes begrebet fortsat om kirkelige vokalværker nu med instrumental ledsagelse (generalbas) og eventuelt få soloinstrumenter (af fx Giacomo Carissimi og Alessandro Grandi). Deres værker blev kendt som koncerterende motetter pga. de kontrastfulde virkninger i samspillet mellem sangstemmer og instrumenter.

I Venedig dyrkede Markuskirkens komponister fra slutningen af 1500-tallet en motetform, der dels udnyttede den flerkorede teknik, dels gjorde brug af instrumenter både i selvstændige afsnit og som akkompagnement til de vokale stemmer. Med forbillede i Giovanni Gabrielis Sacrae symphoniae (1597) skrev Heinrich Schütz i 1600-tallet bl.a. satser af tilsvarende art, Sinfoniae sacrae (1629, 1647 og 1650), ligesom han som andre tyske komponister skrev motetter for få stemmer i den koncerterende stil, fx Kleine geistliche Konzerte (1636 og 1639). På grund af motettens udvikling i 1600-tallet ses genren som en forløber for den protestantiske kirkekantate.

I 1600-tallets Frankrig skrev komponister som Marc-Antoine Charpentier, Michel-Richard de Lalande, Jean-Baptiste Lully og François Couperin grands motets med solister, kor og instrumenter.

På samme tid blev der i England dels skrevet motetter i ældre stil til latinske tekster, dels et engelsksproget modstykke til den gejstlige koncert, kaldet anthem.

Motetten i nyere tid

Allerede i 1600-tallet kunne begrebet motet associeres med renæssancens vokalpolyfoni, hvormed det var forbundet med en konservativ kompositionsstil. Denne betydning blev siden 1800-tallet igen udbredt blandt komponister, der skrev kormusik til kirkelige tekster i en polyfon stil efter historiske forbilleder. Sådanne værker af fx Felix Mendelssohn-Bartholdy, Johannes Brahms, Max Reger og Carl Nielsen er ofte komponeret for kor a cappella.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Kirkemusik, liturgi

Bjarke Moe

ph.d., Det Danske Sprog- og Litteraturselskab