miljøafgift

I juridisk og økonomisk teori har der siden midten af 1980'erne været voksende tilslutning til anvendelse af miljøafgifter som supplement eller alternativ til den administrative regulering; siden 1993 er miljøafgifter blevet en væsentlig del af dansk miljøpolitik.

Miljøafgift anvendes som betegnelse for afgift på landbrugets kvælstofforbrug, på indvinding af råstoffer, på drikkevand, på udledning af spildevand, svovldioxid- og CO₂-forbindelser samt på salg af engangsemballage, sprøjtemidler, klorerede opløsningsmidler og CFC-gasser.

For affald opkræves et miljøgebyr, der går til dækning af de kommunale udgifter til affaldsbehandling. Miljøgebyret suppleres af en differentieret affaldsafgift, dvs. en miljøafgift.

Deponering, dvs. henlæggelse på losseplads, er pålagt højeste afgift, forbrænding med ingen eller meget lav energiudnyttelse den næsthøjeste, mens affald, der anvendes som brændsel til kraft- eller varmeproduktion, er pålagt den laveste afgift. Genanvendelse og genindvinding af affald er derimod afgiftsfri.

Miljøafgifter fastsættes ideelt således, at der er balance mellem omkostningerne ved at reducere forureningen og de fordele, som opnås ved reduktionen.

I forhold til traditionel administrativ regulering har miljøafgifter tre fordele:

De sikrer, at miljømæssige mål realiseres til de lavest mulige omkostninger, de tilskynder til udvikling af ny og renere teknologi, idet investeringer i en sådan teknologi belønnes med et afkast i form af reduceret afgiftsbetaling, og de forskyder efterspørgslen over mod mere miljøvenlige varer og har derfor en langsigtet virkning på strukturen i økonomien.

Introduktion af miljøafgifter kan også være motiveret af ønsket om at opnå et skatteprovenu.

I forbindelse med "grønne" skattereformer i en række lande har det været fremført, at provenuet fra miljøafgifter kunne anvendes til at nedbringe andre forvridende skatter. Dermed opnås både en miljøforbedring og en gevinst ved at reducere de forvridende og dermed tabsgivende skatter.

Da miljøafgifter kan reducere virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til udenlandske virksomheder, er en international koordination af politikken væsentlig.