nyresvigt

Akut nyresvigt kan være en bivirkning af visse lægemidler, og det kan også skyldes forgiftninger. Akut nyresvigt kan også opstå som følge af, at urinens afløb hindres. Den mest almindelige årsag til dette er forstørret prostata. Akut nyresvigt opstår ofte på hospitaler hos personer med anden alvorlig akut sygdom eller efter store operationer.

Ved moderate grader af nyresvigt (akut nyreskade) kræves der ingen speciel behandling, men hvis det udvikler sig til at blive mere udtalt, kan det være nødvendigt at støtte nyrefunktionen med dialyse. Hvis personens sygdomstilstand forbedres og årsagen fjernes, vil nyresvigtet ophøre. I de fleste tilfælde normaliseres nyrefunktionen over tid.

Der er mange årsager til kronisk nyresvigt. De vigtigste årsager er højt blodtryk, som giver nefrosklerose, og diabetisk nefropati. Disse to årsager står tilsammen for omkring halvdelen af tilfældene. Da der er øget forekomst af kardiovaskulære sygdomme ved disse tilstande, er det vigtigt at kronisk nyresvigt opdages. Dette kan gøres ved måling af plasmakreatinin eller måling af protein eller albumin i en urinprøve samt ved måling af blodtryk.

Symptomer og tegn opstår som følge af ophobning af affaldsstoffer i blodet (uræmi), og fordi nyrerne ikke producerer nok EPO. EPO er et hormon, der stimulerer dannelsen af røde blodceller. Når dette hormon mangler, udvikles anæmi. I blodet opstår der ubalance med forhøjede niveauer af især kalium, fosfat og syrer (acidose).

Behandlingen af disse tilstande retter sig mod at korrigere acidose, hindre optagelse af fosfat og kalium fra kosten og sikre tilstrækkelig tilførsel af EPO til, at der ikke opstår svær anæmi.

I modsætning til akut nyresvigt er det ikke almindeligt med hævelser (ødem) ved kronisk nyresygdom, bortset fra i slutfasen. Personer med fremskreden nyresvigt får en stærk sygdomsfølelse med slaphed og kvalme på grund af ophobning af affaldsstoffer (uræmi). Da vil nyre-erstattende behandling, som dialyse eller nyretransplantation, være nødvendig for, at man overlever.