vietnamesisk

Før portugiserne, spanierne og franskmændene begyndte deres missionsaktivitet i Vietnam, stod landet først og fremmest under indflydelse af den kinesiske kultur, hvorfra man blandt andet modtog mahayana-buddhismen. Ligesom andre lande inden for den kinesiske kultursfære (Korea og Japan) anvendte man på daværende tidspunkt en modificeret udgave af de kinesiske skrifttegn. Disse kaldtes for chữ nôm, 'sydlige tegn', for at skelne dem fra de almindelige tegn, hànzì. Ordet chữ kommer fra det kinesiske zì, som betyder skrifttegn. Som man kan se, placeres adjektiver efter navneord på vietnamesisk, mens de på kinesisk placeres før.

Denne brug af kinesiske tegn står i skarp kontrast til hvad man finder i de andre lande på det sydøstasiatiske fastland (Myanmar, Thailand, Laos og Cambodia) som stod under indflydelse af indisk kultur, hvorfra theravada-buddhismen spredte sig, og hvor man anvender forskellige skriftsystemer baseret på den indiske brahmi-skrift.

Tidligt i 1600-tallet begyndte jesuitiske missionærer imidlertid deres missionsvirksomhed i Vietnam. Den portugisiske præst Francisco de Pina lærte sig at tale flydende vietnamesisk og udviklede en måde hvorpå vietnamesisk kunne skrives med det latinske alfabet. Hans elev, den franskfødte Alexandre de Rhodes udgav i 1651 værket Dictionarium Annamiticum Lusitanum et Latinum, som blev trykt i Rom. I denne ordbog, med oversættelse fra vietnamesisk til portugisisk og latin, får man for første gang et eksempel på Francisco de Pinas retskrivning. Denne vidner om en betydelig lingvistisk indsigt, og er inspireret af retskrivningen på de romanske sprog. Fonemet /ɲ/ skrives <nh>, ligesom på portugisisk, /k/ skrives som <c> foran a, o og u, ligesom på de romanske sprog. Denne skrift blev officielt indført som standard af den franske administration i 1910 og kaldes i dag for chữ quốc ngữ, 'det nationale sprogs tegn'. De kinesiske skrifttegn træffes i dag fortrinsvis i religiøs sammenhæng.

Vietnamesisk er et isolerende (analytisk) sprog, hvor grammatiske forhold udtrykkes med partikler og ledstilling og ikke med bøjningsendelser. Et andet træk er udbredt brug af reduplikation, fx ngay 'dag', ngay ngay 'hver dag'. Dvandva, en særlig type orddannelse, som bygger på sammensætning, er hyppig, fx anh em 'storebror-lillebror' = 'brødre' og áo quần 'skjorte-bukser' = 'tøj'. Vietnamesisk er stærkt påvirket af, men ikke beslægtet med, kinesisk, der længe var kultur- og administrationssprog i Vietnam pga. kinesisk overherredømme. Indflydelsen fra kinesisk er medvirkende til, at vietnamesisk adskiller sig typologisk fra andre mon-khmer-sprog, blandt andet ved at have ordtoner og et righoldigt sæt klassifikatorer. Eksempelvis har frugter, som vokser over jorden, samt andre runde ting klassifikatoren quả. I nyere tid har fransk sat sig spor i form af låneord, eksempelvis bơ af fransk beurre ('smør') og ôtô af auto ('bil').

De personlige pronominer danner et kompliceret system, som tager udgangspunkt i den talendes egen placering i sin familie. Således tiltales en jævnaldrende voksen mand anh 'storebror', en kvinde omtaler sig selv em 'lillesøster' i forhold til sin mand, en høflig tiltale til en voksen mand er ông 'bedstefar'. Landsfaderes tilnavn "Onkel Ho" er en direkte gengivelse af dette system, hvor han omtales bác Hồ, det vil sige sådan som man ville tiltale sin onkel respektfuldt. Det er fornavnet, der bruges i høflig tiltale, kombineret med et af de omtalte pronominer.

Efter Vietnamkrigens afslutning opstod der vietnamesiske befolkningsgrupper i mange vestlige lande. Nogle af dem har dog et af Vietnams minoritetssprog som modersmål, i Danmark blandt andet mon-khmer-sproget stieng.

Ved gengivelsen af vietnamesiske navne i dansk sammenhæng er det sædvane at forenkle typografien ved at udelade tonetegnene. Stavemåder i danske og andre udenlandske kilder giver derfor ofte et misvisende billede af den vietnamesiske udtale.

• austroasiatiske sprog
• mon-khmer-sprog
• khmer