Viser opslag med etiketten frø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frø. Vis alle opslag

onsdag den 9. januar 2013

Frø fra Camilla Plum

 
I dag kom et lille brev.
Det var længe ventet, for jeg bestilte mellem jul og nytår - vel vidende at det er højsæson, og at frøene ikke ville komme frem med det samme. Det er også helt ok. Jeg skal ikke bruge frøene endnu, men ville sikre mig flere varianter af artiskok-frø. Sidste år var der kun få slags at vælge imellem da jeg (for sent) havde sat mig for at bestille fra Fuglebjerggaard.
Ergo har jeg bestilt - og modtaget - frø. Mange frø, sikkert også for mange. Men hvor er det svært at begrænse sig!
Jeg bestilte fire sorter artiskokker: Violetto di Chiogghia, Vert de Laon, Green Globe og Imperial Star. Du kan læse mere om de forskellige sorter ved at klikke her. Artiskokfrø skal sås inde i februar - og der er endnu ikke udsolgt, jeg har tjekket :-)

 

Derudover bestilte jeg to sorter tomater (Amazon Chokolate og Powers Heirloom), appelsintagetes, en peber (Mini Chokolate Bell), en knoldfennikel og to græskar - Big Max (kæmpe, orange) og et (uspiseligt) pyntegræskar.
OG som om det ikke var nok, FIK jeg (fordi jeg bestilte før nytår) FIRE gaveposer med frø - Tagetes Erecta 'Rose d'inde', endnu et græskar, natviol og en høj, hvid skærmplante 'Ammi Majus'.

Der bliver vist ikke meget plads til gulerødder i køkkenhaven anno 2013!

Vil du også vide, hvornår der sker nyt på Fuglebjerggaard, eller have gode tilbud som det ovennævnte, så tilmeld dig Camilla Plums nyhedsbrev i øverste venstre hjørne når du klikker på linket her: http://fuglebjerggaard.dk/

P.S. Jeg ville gerne have vist billeder af de utroligt dekorative frøposer, men jeg kan stadig ikke uploade billeder fra computeren, derfor får I et billede uploaded fra bloggen. En artiskok fra 2012. Den smagte helt fantastisk.

fredag den 16. marts 2012

Artiskokker, asparges og ærter

Sidste år smagte jeg artiskokker for første gang. Jeg fik et par af min morfar, som dyrker dem i en stor køkkenhave, som han er en del af holdet bag.

Artiskok-kimplante. Der er store forventninger til den!

Dette år har jeg sået artiskokker - i håb om at kunne høste mine egne himmerigs-mundfulde... Børnene var vilde med dem, og det er da fantastisk at kunne tilbyde sine børn det bedste af det bedste - friske råvarer, som kommer fra ens egen jord.
Lige som f.eks. ærter og asparges, siges artiskokker at være noget af det, man tydeligt kan smage forskel på - om de er friske eller ej. Og jeg må nok sige, at vi er blevet forvænte hvad angår ærter. Én gang har vi købt "friske ærter" i pose på Vorbasse Marked, og magen til store, melede, hårde "ærter" skal man vist lede længe efter. Der er langt til de små, friske, sprøde ærter, vi tager direkte fra køkkenhaven.
Asparges plantede jeg for 3 år siden, så i år vil vi prøve at høste lidt af dem. Asparges er en plante, som har behov for et robust rodnet, derfor skal bedet holdes rent for ukrudt, og de første par år efter at man har plantet asparges skal planten hvile uden at man høster af den. Efter 2-3 år kan man begynde at høste, men aldrig længere end til Skt. Hans. Derefter skal planten vokse sig større, så den kan levere igen året efter.

Hvad angår artiskokker, så er de lette at så, også for børn, da det er store frø. Man sår et frø i hver potte, og efter ca. 7 dage begynder de at titte op af jorden. Ca. 50 % af de frø jeg har sået, har spiret. Dvs. at jeg har 8 artiskok-planter (hvis alle overlever vejen ud i køkkenhaven). Jeg overvejer at købe endnu en pose frø, for en artiskokplante fylder ca. 1x1 m. og de kunne være flotte, et-årige fyldplanter i mit "Projekt Bede-og-stier-i-stedet-for-plæne"...

fredag den 20. januar 2012

Hosta-frøene er sået

Hvor heldig har man lov at være? Forleden dag kom der et brev i vores postkasse. Det var fra Susanne, og indeholdt en flot pose med frø af en Hosta fra hendes egen have. Hun har selv sået et hold frø, se bare her, man kan allerede se, at det er hosta!

Store, flotte frø i en smuk indpakning, og med billede af blomsten på kortet!


De nysåede frø står i vindueskarmen i forgangen, mod syd, og nu venter jeg spændt på at se, om mine bliver lige så vellykkede som Susannes!
Der er tale om ca. 50 cm. høje planter med store, grønne blade - det lyder dejligt frodigt!

Billedet er lånt fra Susannes blog H(e)aven
Susanne har været meget gavmild, der var mange frø i posen fra hende... Jeg har sået en del frø, men der er stadig frø i posen - så jeg tænkte, om et par af jer kunne være interesseret i nogle frø?
Hvis jeg deler op i 2 portioner er der ca. 10 frø til hver, så skriv en kommentar herunder, og de første 2 (af mine faste læsere) som er interesserede får en lille pose frø (ikke så fine poser som Susannes ;-))
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...