Vovehalsene
Nr. 1: "Ørkenens mand"
Interpresse, Danmark (1978)
Tegneseriealbum, 48 sider, sort-hvid, softcover, coverpris: 16,50 kr.
Originaltitel: L'uomo del deserto (1977)
Forfatter: Gino D'Antonio
Tegner: Ferdinando Tacconi
Dansk oversættelse: John Jørgensen
Håndtekster: (ingen nævnt)
Tilrettelægger: Henning Kure
"Ørkenens mand" var et af de første albums, jeg købte, da jeg begyndte at samle på tegneserier tilbage i det gamle århundrede. Originaludgaven er italiensk og udkom i støvlelandet i 1977, og et år senere kom den danske udgave fra Interpresse. Og endnu et år senere købte jeg den så.
Jeg var ret begejstret for historien dengang. Historien er kort fortalt om en englænder, Bertram Prott, der søger lykken og eventyret i ørkenen under 1. Verdenskrig. Han er ikke ligefrem Lawrence af Arabien, men det gør ham blot så meget mere menneskelig. At han forsøgte sig som pilot, men aldrig lærte at flyve (ret godt), syntes jeg vist nok bare var underholdende dengang. Og ditto hans køreegenskaber. Og ditto hans slagsmålsteknik. Han var vist i virkeligheden ret uduelig. Måske er det i virkeligheden ret indlysende, at jeg for 100 år siden syntes så godt om albummet. "Ørkenens mand" begynder i øvrigt med en 2 sider lang indledning om Lawrence af Arabien og forholdene i Mellemøsten under "den store krig".
Jeg troede i mange år, at albummet var et oneshot, men der kom rent faktisk fire numre i serien – som i.ø. slet ikke hedder "Ørkenene mand", men derimod Vovehalsene. Alle fire albums er dog oneshots, blot under samme paraplytitel. Jeg har stadig mit eksemplar fra (indkøbt i) 1979 i samlingen, men det sidder pakket væk i en bladkasse, så da jeg fandt det netop læste eksemplar i Kirkens Korshær forleden, fik det lov at komme med hjem. Det er mildt sagt noget mere patina-ramt end mit gamle album.
Alle fire albums er forfattet og tegnet af forskellige italienere. Nummer tre er sågar tegnet af Milo Manara. Tegneren af "Ørkenens mand" er Ferdinando Tacconi, der i.ø. også tegnede Storsvindlerne, som kørte i Seriemagasinet i starten af 80'erne og senere er kommet fra både Egmont og E-voke.
Det skal i.ø. også tilføjes, at der i den originale italienske serie kom flere albums end på dansk. Og fire af disse er endda tegnet af Hugo Pratt. Disse kom også på dansk (link til de danske forsider på ComicWiki), men først mange år senere på forlaget Faraos Cigarer og under en ny paraplytitel: En mand – en historie (man kunne ønske sig, at forlaget havde gjort brug af en apostrof: Én mand – én historie. Prøv at sige det højt. Uden trykket på "en" lyder titlen lidt tilfældig. Det giver faktisk en kæmpe forskel, skulle jeg nok mene).
"Ørkenens mand" er muligvis ikke gået over i historien, som en af tegneseriens store milepæle. Men for undertegnede blev det et vigtigt album, når man som teenager på sene aftener glanede ud ad vinduet i provinshullet og drømte sig bort til ... well, måske ikke ørkenen, men fjerne egne.
| Von Zimmer, som endelig er skudt ned, er tydeligvis kalkeret over den legendariske "Den røde baron", som var berygtet under 1. Verdenskrig. Læs mere om ham lige her. |
| Den "teknik" er, når vor hovedperson panisk river rundt i styrepinden eller rattet fra side til side! |
EDIT (dagen efter): Læsere, der var tidlig på den, vil utvivlsomt have bemærket, at jeg rodede lidt rundt i årstal. De er nu korrigeret: Den italienske originaludgave har i kolofonen copyrightårstal 1977. Det danske album udkom i 1978. Jeg købte albummet i 1979. Sådan!