Viser opslag med etiketten anbefaling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anbefaling. Vis alle opslag

tirsdag den 19. juli 2016

Kommende workshops

Min barsel er slut, og det betyder blandt andet, at jeg er back in business med at holde workshops rundt omkring i det ganske land. I den nærmeste fremtid er der tre på programmet:

D. 19. august kommer jeg til Aarup og holder workshop i hækling af amigurumi til Garngilde. Læs mere HER.

D. 2. september underviser jeg på StrikBornholm i begynderhækling. Jeg var der også, da festivallen begyndte for to år siden, og det var altså en ganske særlig oplevelse at undervise udendørs i høj sol.
Læs mere om StrikBornholm og book billet HER.

Her er et par billeder fra sidste gang, jeg var på StrikBornholm.
Selvom jeg tager hækling meget alvorligt, så var stemningen altså lidt mere fornøjelig på workshoppen end mit ansigtsudtryk umiddelbart viser.

Jeg havde selvfølgelig dyrebørnene med til Bornholm.

D. 24. september underviser jeg i at hækle amigurumi på Knitwork i København. Og løbende weekenden igennem vil jeg blogge om, hvad der foregår på festivallen. Jeg skal også deltage i flere workshops selv. Det bliver en fest. Læs mere og køb billet HER.


onsdag den 15. juni 2016

Alfons Åberg og et tip om workshop

I søndags var vi til dåb hos en god ven og jeg havde hæklet en Alfons Åberg til dåbsbarnet. Det er ikke første gang, jeg har hæklet ham, så du kan se flere detaljer af min hæklede version af børnebogsklassikeren HER. Og jeg kan konstatere, at jeg må i gang igen, for pigen er ret så verliebt i lille Alfons Åberg, og hun forstod ikke, hvorfor hun ikke måtte putte hans små fødder i munden. Så hun skal selvfølgelig også have en...og måske nogle flere af figurerne fra serien, nu jeg er i gang. Det får vi se (apropos tørstrik, ikk?)


Et andet apropos er, at du også kan lære at hækle krammedyr og -dukker. Jeg holder workshop om emnet på Knitworkfestivallen her i København til september. På workshoppen lærer du de grundlæggende teknikker i at hækle figurer, du lærer at følge en opskrift, og jeg strør lidt tips og tricks til en flot finish ud over det hele. Læs mere og tilmeld dig HER (workshoppen hedder Lær at hækle amigurumi). I det hele taget skulle du lige tjekke programmet for festivallen ud. Det lyder drøngodt!

lørdag den 28. maj 2016

Om tøj og kropsbilleder

I går var jeg til et skønt arrangement hos Nanna fra How to do fashion, som satte gang i en masse tanker om tøj og kropssyn. Jeg har lyst til at skrive lidt om det her, og det bliver måske et lidt atypisk blogindlæg fra min side, men jeg håber, du har lyst til at læse med.


Eftermiddagen startede egentlig lidt dumt. Arrangementet begyndte kl. 17, og det var sådan lige til øllet, at det kunne nås. Der Mann kommer hjem fra arbejde ca. 16.30, og så skulle jeg nå at komme med offentlig transport var Tårnby til Bredgade på en halv time. Det var do-able, hvis jeg var klar til at gå ud af døren, når han kom hjem. Jeg åbnede mit klædeskab og kiggede ind på en hel tøjstang fuld af kjoler. SUK! Ingenting, at tage på. Det, der hang der, var enten for slidt, for småt, for kedeligt, for ammevenligt. Jeg prøvede et par ting på, som absolut hørte til i kategorien for småt. Nå. Man vil jo gerne se ordentlig ud, når man skal ud blandt andre (der syer selv). Jeg endte med en af mine go-to-kjoler. En oversize model, som jeg har syet efter en købe-kjole fra COS. Sort og så en blå jakke. Det gik an.

Toget var forsinket, så klokken var allerede over 17, da jeg stod af på Østerport. Skynde sig ned af Grønningen og ind til Bredgade 73, hvor det fabelagtige Else Schneider Showroom dannede rammen om releasen. Mit hjerte sank helt ned i de håndsyede italienske sandaler, da jeg trådte ind af døren. 90% af de fremmødte var i fuldt vintagedress med tylskørter og bobbet hår, cat-eye briller og rød læbestift. De var så fine, og jeg faldt totalt igennem. Nanna bød mig til gengæld hjerteligt velkommen og skænkede mig en fin rød drink. Humøret steg lidt. Jeg var jo for hulen ikke inviteret for at komme i vintagetøj, men fordi jeg kan lide at sy mit tøj selv.


Nanna er mønsterkonstruktør og har lavet en linje med snitmønstre, som er inspireret af tøj fra 40'erne, 50'erne og 60'erne, og anledningen for arrangementet i går var release af to nye snitmønstre i serien. Disse er lavet i samarbejde med Pia fra Storms Magasin. Pia er all about vintage, og mønstrene er lavet, så de ville falde naturligt ind i hendes garderobe. Deraf alle de fremmødte i strutskørter.



Udover at få mulighed for at se de smukke opsyede modeller, drikke flashy drinks og spise lækre kager, så bød aftenen også på lidt tungere skyts. Pia og Nanna fortalte hver især om deres baggrund for at "gå over til vintage". Pia fortalte hvordan hun følte, at hun pludselig kunne føle sig hjemme i sit tøj, fordi det meste vintagetøj er lavet til kvinder med former. Nannas oplæg var dog det, der for alvor satte tankerne i gang. Hvorfor har vi en modeindustri, der konsekvent laver tøj til een bestemt type kvindekrop? Den høje, slanke krop uden de vilde udsving? Hvorfor har mange kvinder en ide om, at de bare liiige skal tabe 5 kilo, og SÅ skal de sy den og den kjole til sig selv? Hvad med, at vi "bare" syede noget tøj, der passer til den krop, vi har ligenu? Uanset om den er tyk/tynd, høj/lav, kurvet/kasseformet. Og hvis vi så taber de 5 kilo - så kan vi vel bare sy en ny kjole? Nannas drøm er, at flere kvinder vil begynde at sy tøj, der passer, til dem selv, så de ikke skal stå og råbe af deres klædeskab i hele og halve timer efter de burde være gået ud af døren. Og nøj, hvor jeg synes, den drøm er værd at stræbe efter! I hvert fald for mig personligt. Jeg tror ikke, at løsningen for mig bliver at gå i vintagetøj, men derfor kan man jo godt tage nogle af tankerne til sig. Og mønstrene for den sags skyld. De skal jo sagtens bruges som basis for andre stilarter også.

Jeg har nemlig tænkt en del over det her med kropssyn, efter jeg blev mor til en lille pige. Min krop har været mit yndlingshade-emne lige så længe som jeg kan huske. Diverse kure og elevator-vægt har fulgt i kølvandet på det, og resultatet er, at jeg stadig vejer over 80 kilo og er en str. 44 (minimum). Da min datter blev født, traf jeg en aktiv beslutning om at åbenlyse slankekure og kropsbashing var et overstået kapitel. Jeg vil IKKE videreføre det mønster til min datter. Og derfor var det bare sådan en skøn oplevelse at gå hjem med tanken om, at jeg kan få mit tøj til at passe til mig og ikke omvendt. Jeg siger ikke, at det er hele arbejdet, for alle de års negative tanker bunder selvfølgelig i noget andet end tøj. Men tingene er forbundet. Og hvis man kan starte med at have noget tøj, der passer, så er man måske på vej.

Tak, fordi du læste med. Har du lyst til at se Nannas mønstre, så er de lige HER. De nye hedder No. 8 Svanneke og No. 9 Rønne. Nanna tilbyder også kurser i syning og mønsterkonstruktion, hvis du også er blevet hooked på tanken om tøj, der passer til DIN krop.

Jeg vil rigtig gerne høre dine tanker om tøj og krop i kommentarfeltet.


 

For en god ordens skyld: Arrangementet var for særligt indbudte. Vi fik hver især en goodiebag, som indeholdt de to nye mønstre. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at kigge på dem, men når jeg får afprøvet dem, kommer der måske en anmeldelse her på bloggen.

tirsdag den 26. april 2016

Farselstur til Berlin - inkl. et par krea-anbefalinger

Der Mann holder som sagt farsel, og vi har benyttet muligheden til at tage en tur til Berlin. Vi var afsted en uges tid, og det var et passende tidsrum at være væk hjemmefra, synes jeg. Derudover har vi været i byen før, og det gav en vis tryghed, når man skulle på ferie for første gang med baby. Det blev på mange måder en anderledes tur, end vi har været vant til, men samtidig også en god tur. Pigen var virkelig dygtig til at være på tur og tog alt det nye i stiv arm. Vi havde vores store skrummel af en barnevogn med derned, og det var en rigtig god beslutning. Det var en tryg base for barnet, som bare sov som en sten på trods af byens larm og trummerum. Når hun var vågen, sad hun op i vognen og havde det fulde overblik og smilede som en lille sol til alle, hun fik øje på. Største krise var en dag, hvor det regnede, og vi måtte sætte regnslag på barnevognen. Så kan man jo ikke se noget derindefra!! Så uretfærdigt!

Her er en sending billeder fra vores tur - bemærk hvordan mit nye yndlingsmotiv sniger sig med på næsten alle billeder. Haha. Nederst i indlægget kan du læse et par anbefalinger til butikker med kreativt islæt. Hvis du ikke er til baby-i-Berlin-billeder, så kan du scrolle direkte derned.

Bilen var temmelig proppet på vej derned. Det er lidt svært det der med at være på ferie for første gang med sit barn. Man har ikke helt overblik over, hvad man reelt får brug for. Men det har vi så lært lidt af til næste gang.

Tæppe og legetøj medbragt hjemmefra for at give lidt genkendelighed. 


Sol og frokost udenfor. Det kører!


Næste dag: Regnvejr og frokost i KaDeWe. Heller ikke dårligt.

Mohnkuchen. Tyskerne er vilde med ting med birkes. Jeg elsker det også.

Et nyt koncept for os: Kinder-Eltern-cafe dvs. cafe med fokus på børnefamilier. Der er skofrit område og aldersindelte indendørs legepladser til børnene. Ret smart. På den vi besøgte var der tilmed en velassorteret brunchbuffet.


På en dag hvor vejrudsigten lovede heldagsregn besøgte vi naturhistorisk museum. Der kan man bl.a. se dinosaurskeletter. 

Fire etager er der op til hovedet på denne her.



Nogle ting er de samme som altid. Olde og bedsterne skal have deres postkort. Jeg skriver altid postkort hjem, og den tradition håber jeg, at pigen vil have lyst til at overtage.

En aften spiste vi ude og vi valgte naturligvis noget med snitzler og øl.


Rittersportmuseum. Mens vi venter på at vores selv-komponerede Rittersport-plader størkner.

ANBEFALINGER:
Selvom mange ting var nye, var nogle ting også helt ved det gamle. Jeg er stadig draget mod all things krea, og jeg faldt over et par butikker på vores vej, som jeg gerne vil anbefale:

Wollen, Gärtnerstrasse 32, Friedrichshain.
Superfin garnbutik med rigtig lækkert udvalg. Jeg var der også sidst, vi var i Berlin, men den kunne godt tåle et gensyn. I det hele taget er der rigtig mange fine små butikker på Gärtnerstrasse.

Frida Hain, Gärtnerstrasse, Friedrichshain.
Slaraffenland til stofelskeren. Butikken er ikke særlig stor, men de har et kæmpeudvalg i stof. Der er en del børnestof, men også meget til voksne. Lige når man åbner døren ligner butikken en gennemsnitlig børneudstyrsforretning med små pusse-nusse-ting til barn og baby, men på væggen til højre for indgangen er der stabelvis af stof. Seriøst. Sæt god tid af til at kigge det igennem. Det er ikke billigt, men det er dælme pænt!

Idee.
Den tyske pendant til Panduro Hobby. Men lige nummeret lækrere i udvalg og butiksudformning. Jeg besøgte filialen på Wilmersdorferstrasse (2 gange), men de findes flere steder. I modsætning til Panduro Hobby, som jeg synes henvender sig meget til børn, henvender denne butik sig klart mest til voksne. De sælger de samme kategorier af ting som Panduro: Papirgrej, malergrej, syting, bageting, perler mm, men udvalget er noget andet. Og de ramte i hvert fald lige ind i min smag (pånær måske garnafdelingen, som var lidt skuffende).

Karstadt.
Jeg er vokset op med camping i det sønderjyske og har besøgt Karstadt-filialen i Flensborg flere gange, end jeg kan tælle. Og alligevel er det først for nyligt gået op for mig, at de fleste Karstadt'er har en betragtelig afdeling med stof (!). Man skal muligvis lige lede lidt blandt rullerne, for det er ikke rent guld det hele, men der er virkelig fine ting at finde og tit til 50-60 kroner meteren. Man skal ikke forvente at blive overhældt med venlighed af ekspedienterne (hvis man kender lidt til kassemedarbejdere i tyske supermarkeder, så vil man nogenlunde kende linjen her også), men det tager jeg med som en del af oplevelsen.

lørdag den 21. november 2015

Høstløvdress til pigen

Kender I det, at man nogen gange venter lidt på, at det skal blive rigtig koldt, fordi man så kan tage noget lækkert strik i brug? Sådan har jeg haft det lidt i hemmelighed, for jeg har strikket en køredragt til pigen, som har været aaaaalt for varm indtil nu. Modellen hedder Høstløvdress og er skabt af en af designerne fra mit forrige indlæg. Den var overraskende hurtig at strikke, sandsynligvis fordi den også er ret sjov at strikke. Stik mig et hulmønster, og jeg er godt underholdt.

Jeg har strikket den i en marineblå alpaca-tweed fra Sandnes. Jeg har været vild med farven, siden jeg så den første gang, men den udgår desværre (det er i hvert fald, hvad jeg hører på vandrørene). Så det var ved at være sidste udkald at nå at strikke noget i den. Jeg var dog i tvivl om, om jeg havde nok garn, så derfor lavede jeg ribberne i gammelrosa.

Der skal bruges ikke mindre end 15 knapper (!) Jeg har valgt kokosknapper, og de er syet i med den rosa farve. Kokosknapperne er købt hos Fox & Jane.



Der er god plads at vokse i for pigen, men det er ikke uden fordele. Dels kan hun bruge den i længere tid, og dels behøver jeg ikke at strikke futter til hende endnu.

Har du fået mod på Høstløvdressen? Find opskriften HER.

fredag den 11. september 2015

Samlebånd

Nå, men har du så fået strikket noget til pigen, Asli? Øh ja!! Pindene har været glødende og det har været både sjovt og hyggeligt at strikke børnetøj til eget forbrug. Jeg har primært strikket af garn fra lageret, men jeg har også investeret i en smule nyt. På den kreative messe i Middelfart i foråret købte jeg f.eks. forsyninger til Samlebånd af Bente Geil.

Trøjen er strikket i Geilsk uld/bomuld og til sådan en lille størrelse (denne her er str. 1 år) skal der bruges tre nøgler, så det kan næppe ruinere nogen. Og den er rigtig sjov at strikke! Ikke mindst er det en fornøjelse at strikke efter en opskrift, som er supergennemtænkt. Det er ikke fordi, jeg har noget imod at gøre egne erfaringer, når jeg strikker, men det er jo lidt træls, hvis den første model har en masse begynderfejl, som skal rettes i model nr. 2. De fejl har Bente Geil gennemtænkt, og hvis man bare følger opskriften slavisk, så får man et flot resultat. Også med den første model!

Trøjen har en hestetømmekant hele vejen rundt, og jeg troede, det ville komme til at tage en evighed at strikke den, men det gik faktisk overraskende hurtigt.

Knappen er en gammel metalknap, jeg lige havde på lager.

Jeg valgte en mørk grå i stedet for den sorte, som modellen oprindeligt er strikket i. Den er lidt mere blød mod den råhvide, men det er selvfølgelig en smagssag.

Opskrift og garn kan købes HER.

I løbet af den kommende tid vil jeg vise flere af de ting, jeg har fået strikket til pigen. Forhåbentlig kan det være til inspiration for folk med små børn i familien eller nogen på vej.

tirsdag den 28. juli 2015

Endnu en hæklet spilledåse

Siden jeg lavede denne her spilledåse, har jeg lavet endnu en efter en lidt anden model. Den ser sådan her ud og er blevet foræret til bedstevenindens lille stjerne:


Jeg har brugt Cecilies stjerneopskrift, som kan hentes gratis lige HER. Dog har jeg modificeret den en anelse, så der var bedre plads til selve spilledåsen. Det handler simpelthen om at tilføje et par omgange undervejs (på forsiden), så den bliver mere kuglerund end cirkelrund og flad. Men udtrykket minder meget om solen i min egen opskrift, synes jeg.

Hvis du vil have flere tip til at lave din egen hæklede spilledåse, så gå ind på det første link i indlægget her. Der er opskriften på en enkel version af en hæklet spilledåse.



lørdag den 13. juni 2015

En elefant og en lyserød kanin

Ovre på Instagram så jeg nogen, der havde hæklet en ret fin elefantrangle, og den røg direkte ind på to-do-listen her hos mig. Ideen var bare for fin i al sin enkelhed.

Da jeg gik ind for at købe opskriften, fandt jeg ud af, at der var mange andre fine varianter til salg. Så den lille kanin røg også i indkøbskurven.


Opskrifterne er fra Ravelry og designeren hedder Tjeempie. Hvis du søger på "Elephant rattle" dukker opskriften op, og derfra kan du komme videre til kaninranglen også. Opskriften er, som navnet antyder, på engelsk, men den er ret simpelt bygget op, så jeg vil mene, at den er nem at oversætte, hvis man ikke forstår engelske hækletermer.

Ifølge opskriften skal der bruges tykt bomuld og nål nr. 3½, men jeg har lavet mine rangler med Cotton 8 fra Hjertegarn og nål nr. 2. Det betyder, at ranglen bliver ca. halv størrelse af de 15 cm, der fremgår af opskriften. Men det tror jeg egentlig kommer til at fungere meget godt til små babyhænder.

onsdag den 11. marts 2015

Endnu et tip - spar penge på garn


Man skal måske ikke friste svage sjæle, men på den anden side, synes jeg også, at det her er en ret spændende nyhed. De to driftige damer bag Fox og Jane har nemlig åbnet endnu en webshop. Garnladen.dk hedder den, og det er en outlet-side med ultragode priser på alt muligt forskelligt garn.

De skriver selv om siden: Vi sælger mærkevaregarn til Danmarks bedste priser. Vi kan tilbyde lave priser og hurtig levering fordi vi løbende opkøber store partier fra de førende leverandører i Skandinavien.

Dvs. at siden ikke har fast sortiment, men der er altid gode priser, og du kan tjekke dem ud HER. Udover det, så har Garnladen.dk mantraet "Bestil i dag - Strik i morgen". Det kan man da kun holde af, hva?

onsdag den 4. marts 2015

Krittewitt-strik - en anbefaling til ny-strikkere

Her kommer en anbefaling til ny-strikkerne. Anne fra bloggen Krittewitt er nemlig i gang med at lave en lille serie af strikkeopskrifter, som hun sælger HER. Anne laver strikkedesigns, som vha. enkle virkemidler opnår rigtig fine effekter. Det er ikke avancerede teknikker, der bruges, så opskrifterne er rigtig gode til begyndere, som har brug for succesoplevelser med strikkeriet. Det færdige resultat ser nemlig ikke simpelt ud. Opskrifterne er også godt skrevet, så selv begyndere, der ikke er så drevne udi den lidt indforståede strikkelingo, kan være med.

Jeg har anskaffet mig de to opskrifter, der er til rådighed lige nu, Fyr og Erantis, og jeg har strikket Fyr som den første, men i en tøset version med dip-dye effekt. Trøjen er strikket med dobbelt tråd i Coast fra Garnpusher.dk, og effekten er opnået ved at strikke med først to tråde rosa, derefter en rosa og en bordeaux og til sidst to tråde bordeaux. Fyr er et fint eksempel på, hvordan Anne tænker sine opskrifter. Det er bare ret og vrang, men den færdige trøje har vrangsiden ud, og det giver en rigtig fin effekt sammen med striben af retmasker ned foran. Og som bonus er det virkelig nemt at strikke, så de mere garvede strikkere har her et oplagt strikketøj til fjernsynskiggeriet.

Her er min version af Fyr:
På bagsiden har trøjen en lille åbning med knap-lukning langs raglan'en, så halsåbningen kan blive lidt større.

onsdag den 18. juni 2014

G-uld

Hvis I ikke allerede har set det, så er her et lille tip om, at (G)uld nu er i luften med deres webshop. Jeg har allerede nået at bestille derfra (to gange, men det siger vi ikke til nogen, vel?).

Det er plantefarvet, håndlavet og supermoderne på samme tid, og jeg bliver så GLAD af at kigge på de skønne farver. Derfor må jeg også bare eje det, selvom jeg strengt taget (læs: overhovedet ikke) mangler.

Kig forbi deres hjemmeside HER og se fristelserne stå i kø.



Jeg er vild med detaljerne i deres brand. Det er så gennemført lækkert.

tirsdag den 15. april 2014

Alle garnelskere kig her!

For der er nemlig en lækker ulden nyhed på vej til jer. Louise (aka. yndlingsvikingen) og Anne åbner nemlig en webshop med deres skønne plantefarvede (g)uld, og selvom shoppen ikke er åben endnu, ser det allerede sindssygt lovende ud. Vi snakker smukke nuancer i lækkert garn, der er håndfarvet med håndplukkede planter. Det er så oldschool fedt og toptrendy på samme tid.

Jeg har lånt et par billeder fra G-uld.dk, men smut da lige derover og kig! Så kan du også tilmelde dig deres nyhedsbrev, så du kan få direkte besked, når de åbner sådan rigtigt. De bor lige HER. Jeg kan også anbefale dig at holde øje med (G)ulds facebookside og deres instagramprofil, @gulddk.


onsdag den 8. januar 2014

Kreativ på messe


D. 31. januar til 2. februar er der kreativ messe i Rødovre Hallen. Trine og Jane skal have hele to stande på messen og de har spurgt, om jeg vil være med. Det vil jeg da bare så MEGAgerne, for det var rigtig hyggeligt sidste år. Jeg kommer til at hænge ud på deres stand lørdag og søndag og hækle og dele gode hækletip ud til dem, der er interesserede. Det er endnu ikke helt afgjort, hvad jeg skal hækle, men jeg leger lidt med en ide om noget oversize... Nu må vi se, hvad det bliver til. Samtidig med messen er jeg (forhåbentlig) også på banen med en ny hækleopskrift, men det fortæller jeg mere om på et senere tidspunkt.

Har du planer om at komme til kreativ messe? Så kom da lige forbi i stand 6 og 10 og sig hej! Og hvis jeg kender Trine og Jane ret, så har de også skruet et par lækre messetilbud sammen, som måske kunne friste.

lørdag den 2. november 2013

Du kan stadig nå at vinde...

...et gavekort til Markant, som er en fin ny butik på Vesterbrogade. Jeg trækker lod i aften kl. 20.00 og offentliggør så vinderen i morgen.

For at deltage skal du klikke HER.

Herunder kan du se lidt flere fotos fra butikken.



Topscorere den seneste uge