De små ting, der tæller

 Oprindelig kom overskriften til mig, fordi vores bolig så lidt anderledes ud en morgen, jeg stod op. Ikke de store ting, men hvis jeg var kommet hjem efter at have været væk i 24 timer, ville jeg have tænkt; hvad er der sket her? Der stod fyrfadslysestager midt på køkkenbordet og den seksarmede lysestage stod ude midt på gulvet i stuen. Hurricane-lysestagen med det store bloklys, som har stået i et af værelserne, stod nu på skænken.

Der kunne være blevet brygget en spændende historie om hvem der mon havde været på besøg i vores hus uden at have taget noget. Den mere prosaiske historie var, at strømmen gik om aftenen lige i skumringstimen. Og jeg var alene hjemme, dog havde jeg to hunde i hundegårdene (fordi en er i løbetid og den anden føler sig draget), mens landmanden kørte på en traktor ude i marken. 

Først tjekkede jeg HFIrelæet, der var ikke noget galt, så fik landmanden en sms om at strømmen var gået i hele området og at de arbejdede på højtryk for at få strøm tilbage. Derfor fandt jeg alt de lysestager, jeg kunne finde, for jeg er ikke særlig sej til at være alene om aftenen i et mørkt hus.

Intet kunne distrahere mig fra tankerne, for min mobil var ved at løbe tør for batteri, så det måtte jeg spare på. Derfor ingen lydbog eller serier eller anden underholdning via mobil. Der var ikke lys nok til at læse bøger eller endsige starte på et strikketøj, så jeg sad der i min sofa og tænkte tanker.

Det varede nogle timer og så kunne jeg lade telefon op, brygge te, slukke lysene og da landmanden kom ind, gik jeg i seng. 

Det var helt tydeligt, hvor meget den mobil fylder i mit liv, og lige der tænkte jeg ikke på, at jeg jo havde en pandelampe, som kunne have lyst for mig og en bog.

Næste morgen var søndag og jeg lunede hjemmebagte boller fra fryseren, kogte æg lagt af vores høns og nød synet af morgenbordet. Jeg elsker morgenmad,  og især søndag morgen med tid til at nyde morgenmaden. Hvor er det skønt med de små ting, der skaber glæde. Solskinnet var afløst af gråvejr, men det gav mulighed for at tænde et lys, mens vi spiste.

Og for andre betyder de billeder ikke noget, men på hvert af billederne er der ting, der betyder noget for mig. Ikke fordi de er dyrebare rent pengemæssigt, men fordi de minder mig om de mennesker, der har givet mig dem, eller fordi jeg købte dem sammen med mennesker, der betyder noget for mig eller blev inspireret til at købe tingene af skønne mennesker.

Det er de små ting, der tæller, om det er fysiske ting eller ord, smil, handlinger. De gør mig glade. 

De kan så meget, men

• mine nye høreapparater har bluetooth, det er smart. Når telefonen ringer, trykker jeg blot på høreapparatet og samtalen er igennem. Der er mikrofon i det lille apparat, og jeg går fint igennem. Det gør muzak så også i en forretning, fandt min datter og jeg ud af. Så jeg måtte slå bluetooth fra og holde mobilen på vanlig vis.  
• jeg har været nødt til at skrue ned for alle notifikationer/alarmer på mobilen. Det betyder så at når jeg sover, er jeg nødt til at have mobilen tæt ved mig, for ellers er jeg bange for ikke at høre alarmen. Og ja, jeg kunne jo skrue op hver aften og skrue ned hver morgen, men det får jeg ikke gjort
• jeg kan ikke finde ud af at få skrue mobilens "æggeurs" insisterende alarm ned, og jeg glemmer hver gang, hvor høj den alarm er, så jeg hopper en halv meter og famler febrilsk for at få fat i mobilen for at slå den fra.
• jeg kan godt mærke, at jeg lige nu ikke orker at sætte mig ind i alle de muligheder, der er via app'en tilhørende de nye høreapparater. Jeg kan kun konstatere, at jeg har svært ved at høre blandt en flok mennesker, især med mundbind, og det hjælper ikke at skrue op. Så jeg bliver nødt til at få studeret den app. Det er dog vist kendetegnende for mig, at det orker jeg ikke

• til gengæld havde jeg sat mig ind i autostole, så jeg kunne forstå den unge ekspedients tale om hvad de forskellige autostole kunne. Nu har vi fået en autostol, som S kan vokse i. Og ja vi kunne have købt den brugt, men orkede vi det? Nej, så nu har vi en ny fin autostol, som jeg glæder mig til, at S skal afprøve. Det er jeg spændt på. Og når det bliver tid til køreture til Norge, kan vi tage personbilen, så S kan køre med os. Hans forældre må også gerne komme med ;-)
• vores gamle Trip trap stole havde taget skade af at stå i laden, så nu skal jeg i gang med slibemaskinen. Jeg venter på at landmanden bliver færdig med hans arbejde, så han kan sætte mig ind i maskineriet. Den skal gerne slibes i dag og males i morgen, for jeg har hundrede projekter, inden den lille familie kommer på ferie (kryds fingre for fravær af corona)
• vores hunde kan ikke køre traktor. Ayla viger dog ikke fra førersædet i traktoren, mens landmanden læsser kasser på vognen. Tænk hvis han kørte uden hende.

God weekend til dig.

Værsgo at skylle

• Måske er det bare mig, men det er som om, at kaos og bekymringer rumsterer i nyhederne nu, hvor corona er forsvundet ud af bybilledet (overført betydning, for skiltene og sprit er der jo stadig rundt omkring). Vi kan ikke få varer på hylderne, fordi et skib kom på tværs, der mangler lastbilchauffører osv. Julegaverne er i fare af samme årsag.  Gad vide, om det også er derfor, at et byggeri ligger stille, en forretning tilhørende en byggekæde har kun støbt fundamentet i en af de byer, jeg handler i. Måske mangler der materialer og håndværkere. Ligesom vores nye sygehus i Aalborg gør. Fra nu af kaldet hospitalsbyen. Så jeg skal arbejde i hospitalsbyen i Aalborg formentlig i slutningen af 2023. Hvis altså de får materialer og håndværkere nok til at færdiggøre byggeriet.

• I skal bare bruge penge, siger sundhedsministeren til regionerne, for sygehusene er presset af mange flere syge i år end tidligere. Man frygter et boom af influenzainfektioner og andre infektioner (på børnefronten er det en realitet). Det gør, at det er svært at afvikle operationspuklen fra corona og sygeplejestrejke. Men sygeplejerskerne vil ikke arbejde ekstra, så det nytter ikke at hive pengeposen op. Hvorfor gjorde regeringen ikke det, da de sluttede strejken? Hvorfor gav de ikke lidt til sygeplejerskernes grundløn og penge til den arbejdsgruppe, der skal se på skævvridning af løn inden for kvindefagene? Nu er der tilsyneladende penge nok. Og samtidig med føler mange sygeplejersker sig svigtet og trætte. De har knoklet under coronakrisen. De knokler stadig. Og nu kan de tilsyneladende få alle de penge, de vil, hvis blot de vil arbejde mere og undvære deres familier endnu mere. 

Lad os så se på de mere lyse ting

• Jeg strikker lidt indimellem. Og så nyder jeg billeder af mit barnebarn i det strikkede sæt, jeg strikkede til hans faster og far. Godt jeg fik taget mig sammen til at finde det og få det vasket samt hæklet en ny snor til sættet. Nedenunder er  starten på en lille vest/undertrøje til ham)
• 
  

  

  Dette er min søn, ikke mit barnebarn

  
  

• Vi havde et fantastisk personalemøde i onsdags. Det bobler af ideer til at forbedre arbejdsgange, som presser og tynger. Tak for kolleger, som stadig insisterer på, at vi skal yde en god sygepleje og have et godt arbejdsmiljø.  #jegharverdensbedstekolleger, det hashtag står stadig til troende. 

hjemmearbejdsdag med frokostpause i sofaen

• Jeg gad godt være sådan en, der lige får fyldt krukkerne med skønne efterårsblomster. Det er jeg ikke i år. Så er det skønt, at den lokale Meny havde denne skønne sammenplantning til salg. Jeg bliver glad, hver gang jeg åbner døren og ser den.

• Hundene nyder udelivet, men det er ikke meget, at de får set til landmanden, som har travlt i marken. Vi har travlt både herhjemme og på sygehuset, så indimellem føler jeg mig træt og slidt, men så hjælper det at komme ud og især når jeg får gået en tur. 

• Datteren er kommet hjem fra 3 ugers ophold på en vindgård i Provence. Der er blevet knoklet 6 dage om ugen i 9-10 timer, men det har været en fantastisk oplevelse. Nu nyder vi hende, inden hun flytter i lejlighed igen.
• Vi arbejder stadig på at finde dage til et besøg i Trondheim. Det er svært at finde et hul mellem kartoffeloptagning og fremlægning af projekter/igangsætning af nye projekter på sygeplejefronten, men det skal nok lykkes. Datter og medarbejder har tilbudt at være gård - og hundepassere.
• Og så øver jeg mig i ikke at skylle munden efter tandbørstning, for det er godt for mine tænder, siger min tandlæge. Det er bare svært at aflære den vane. Værsgo at skylle, nå nej, værsgo at spytte ud og tør dig om munden. 
• God weekend til dig.

Fredagstanker

 

Der sker så meget ude i verden og i Danmark, som jeg har svært ved at finde en grimasse, der kan passe dertil. Så jeg kryber sammen og tænker. En af mine politiske aktive niecer poster med jævner mellemrum citater/statements (frit fra min hukommelse) om, at når man siger, at man ikke interesserer sig for politik og derfor ikke vil blande sig, så har man allerede blandet sig ved at vælge ikke at tage stilling og det er ikke gavnligt for samfundet. Det har hun for så vidt ret i, jeg vælger dog alligevel ikke at ytre mig offentligt.

Jeg er blevet kaldt en diplomat (ikke positivt ment), en vatnisse, en tåbe, en naiv kvinde, osv. I mine unge dage var alt sort og hvidt, og jeg gik på barrikaderne for det ene og det andet, skændtes højlydt med min far, så min mor indimellem så ret træt ud. De dage er over, jeg har en mening, men den er ikke så firkantet mere. Jeg bliver trist, når folk gnægger i skægget over andres fejl eller sygdom i håb om, at det vælter dem fra magten. Jeg bliver trist, når mennesker ikke kan finde ud af at tale ordentligt sammen og partout skal bringe alt ud i den offentlige debat. 

Så meget om den offentlige debat, jeg vælger at fokusere på det liv, der er i dag, her og nu. Så jeg har bagt boller og kanelsnegle til landmanden og medarbejderen. Og jeg har dækket bord med afstand i folkerummet, så jeg kan være med. Det har jeg ellers ikke været siden coronakrisen opstod. Jeg trænger til lidt snak, før den sidste feriedag skal fyldes med praktiske gøremål.

 I går kom jeg ud og gå og det var skønt, så det løfte har jeg givet mig selv, at det også sker i dag. Også selv om jeg gerne vil nå en masse herinde.

Må du få en god dag.

mobilløs, kornhøst og kartoffeloptagning - kort sagt lidt af hvert.

 Søndag eftermiddag skulle jeg skrive en sms og pludselig lukkede min mobil ned og genstartede igen. Herefter var der ingen kontakt til mit sim-kort. Heller ikke når vi flyttede sim-kortet til landmandens mobil. Så jeg har været uden kontakt til omverdenen, når jeg ikke var herhjemme. Ikke noget med at lægge billeder ud på instagram eller tjekke det ene eller det andet. Selve mobilfunktionen bruger jeg ikke så meget, jeg får sjældent opkald på min mobil og sms'er er meget få. Jeg savnede dog lige at kunne sms'e en besked eller ringe til min søster på vej hjem (bare rolig, jeg har bluetooth-funktion i bilen, så begge hænder er på rattet).

Faktisk havde jeg indstillet mig på, at jeg først fik en brugbar mobil tilbage om 14 dage, for jeg tænkte at YouSee havde sendt Sim-kortet med Post Nord.  Jeg ville have hentet kortet i en butik mandag, men det skulle være landmanden,fordi det var hans navn, der stod på kontrakten. Fra nu af skal jeg stå på alt, vi bestiller! Landmanden sidder på en traktor fra morgen til aften i disse dage. Heldigvis havde de sendt sim-kortet med Bladkompagniet, så det lå i postkassen i dag, da jeg kom hjem.

I fredags høstede vi det sidste havre. Det havde godt nok regnet torsdag, men landmanden turde ikke vente, fordi vejrudsigten lovede ustadigt vejr. Lørdag og noget af søndagen fik han sået efterafgrøder i regnvejr, og nu står det i kartoffeloptagningens tegn. I dag begynder de at lægge kartofler på lager, indtil nu har de taget op, som bestillinger på kartofler er kommet. Fra at være to på gården er de nu fem på gården, så der er købt brød, pålæg og masser af sodavand og kage, så de kan få eftermiddagsmadpakker ud. Bage orker jeg ikke. Min energi er opbrugt, når jeg har været på arbejde og har sørget for det herhjemme, så jeg køber mig fra den tjans.

Symaskinen blev fundet frem i lørdags, fordi jeg havde lyst til at sy madpakkeposer, men da jeg havde lavet en prototype med franske sømme og bund, drillede min symaskine. Landmanden kunne heldigvis fikse det i går, så næste weekend skal jeg vist i gang med en produktion, så vi kan komme uden om plastposer. Der skal dog rimelig mange til, for de skal jo også vaskes. Jeg vil have mit stoflager bragt ned, og det er mest lyse typer stof, jeg har. Ikke særligt praktisk til landmænd med snavsede fingre. Om ikke andet må jeg farve hele molevitten. Det bliver dog ikke lige nu.

Disse morgener er der bælgravende mørkt, når jeg står op, og der er ikke kommet meget lys, når jeg kører klokken lidt over 6. September og efteråret er i sandhed kommet. På afdelingen er der smil og latter, det lyser op og gør glad. Og som regel skinner solen, når jeg kører hjem.

Huset er gjort klar til rengøring i morgen. Om lidt vil jeg tage mig sammen og smøre madpakker i stedet for at stå med det om morgenen. Jeg har bare været for træt de sidste aftener til at gå i gang. Min lydbog får lov til at underholde imens, og så vil jeg nyde i morgen at kunne slappe af med min mobil, min morgenmad og min morgenstund inden arbejdsdagen startes.

Karantæne strøtanker

Karantæneramt er jeg ikke, om end man aldrig ved, for landmanden og medarbejder havde lagt en plan, da de hørte, at mit sygehus var udtaget til at skulle rumme mennesker ramt af coronavirus. Mit afsnit er blevet mindre, fordi man har inddraget vores undersøgelsesstuer, et kontor, et toilet og vores opholdsareal til isolationsområde, mens man gør en hel bygning klar til at være pandemiafdeling.
Pandemi betyder en sygdom, der breder sig over en hel eller flere verdensdele.

Hvor vi før fik dejligt lys til afdelingen gennem endevæggens store vinduer, er der nu sat en væg op på tværs af gangen og ingen dagslys til vores side af gangen. Vi er fuldstændig adskilt fra isolationsområdet. Det er helt fint, et land og hospitaler skal forberede sig på det værst tænkelige, når en ny virus dukker op, som man ikke kender omfanget af, men det massehysteri, der har grebet medierne og befolkningen kan jeg kun stå måbende overfor. Jeg fatter det ikke. Jeg kan godt forstå, at mennesker med kroniske sygdomme eller lavt infektionsforsvar (som patienter i kemokure o.l) bliver bekymret. Dem jeg er mest irriteret på, er medierne.

Forleden dag hørte jeg et interview i P4 Nordjylland med en overlæge fra blodbanken. Journalisten startede med at spørge til, hvad coronavirus betød for blodbanken. Det betød selvfølgelig, at donorer, der havde rejst i de hårdest ramte lande, fik karantæne. Så blev der ellers bygget op til katastrofe, hvad betød det for mængden af blod til patienter. Ingenting lød svaret. Jamen hvis der kom mange lande, som donorer fik karantæne for efter at have besøgt dem. Ingenting lød svaret, for heldigvis var der mange donorer, der ikke rejste og de var altid gode til at troppe op. Jamen hvad betød det for donorkorpset at man nu havde fundet en dansk person med corona. Ingenting lød svaret. Jamen hvorfor dog ikke. Så var det helt tydeligt, at overlægen ikke anede, hvad han skulle svare den unge journalist. Faktisk kom der en lille undertrykt latter, som jeg tolkede som et opgivende suk. Han endte med at svare, at han ikke kunne se, hvordan det at et menneske i Danmark havde fået coronavirus kunne have betydning for et stort donorkorps (han nævnte, hvor mange donorer, der var i Danmark, det kan jeg ikke huske)

Tilbage til landmanden og medarbejderens plan, og husk nu at glimtet i øjet og det skæve smil kan I ikke se. Landmanden meddelte mig, at hvis der kom patienter med coronavirus til mit sygehus, så kom jeg i karantæne og måtte ikke komme på gården. Hvortil jeg smilende sagde, så må I jo klare jer selv med mad og vasketøj, for så tager jeg i sommerhuset. Sikke en ferie jeg kunne få, hvis jeg kun havde mit arbejde og mig selv at tænke på.

I dag vil jeg dog tænke på landmanden og hans medarbejder. De sorterer hver eneste hverdag i ugen og har måttet inddrage lørdagen også. Det er hårdt, jeg husker selv, hvor smadret min krop var, når vi sorterede kartofler fra morgen til aften ugens fem hverdage, men dengang var vi altså tyve år yngre. Så jeg er ved at bage fastelavnsboller, som de kan få som dessert efter frokosten. Jeg skal have også have fundet på et eller andet lækkert til aftensmaden, hvor der helt sikkert skal indgå kartofler i en eller anden udgave. Så har du en god kartoffelopskrift, vil jeg gerne høre om den. Også selv om du først læser dette indlæg en anden dag end i dag.

God lørdag til dig.

Lige nu

• er jeg træt efter mødedag i Odense, hvor jeg stod op klokken fire for at sidde i toget 5.46 og landede herhjemme på gården klokken 20.
• bliver håndklædet kastet i ringen i forhold til mit projekt om at gå en halv time hver dag. Jeg har ganske enkelt ikke kunne lægge det ind i dagens mødeprogram og mine planer om at gå i mørket, når jeg lige havde fået noget aftensmad, er skudt i sænk af regnvejr kombineret med en mathed i hele min krop.
• ved jeg godt, at i morgen ser alting lysere ud
• er jeg dødtræt af det store forkølelsessår med blæner, der gør spisning/drikning besværligt og konstant tiltrækker min opmærksomhed, f.eks. at jeg hele tiden føler, at mundvandet løber, og at munden føles forkert. Apoteket på Odense banegårdscenter havde heldigvis Herbavir. Så nu skal såret få kamp til stregen.
• mangler jeg stadig at blive færdig med en opgave, fordi min computer og DSBs internet ikke ville samarbejde. Jeg forsøger at mande mig op, for jeg får ikke tid i morgen inden det møde, hvor jeg skal have en mening om opgaven.
• er jeg kort sagt træt og udmattet, og det er helt ok. I morgen bliver det godt igen.

Ved natlampens skær

Natten til nytårsdag: Der er helt stille omkring mig, alle sover, både hunde og landmand. Jeg har sat mig i den gamle stol fra mit barndomshjem, varmet gløgg og fundet computeren frem. I nat er åbenbart en nat, hvor søvnen ikke vil komme af sig selv. Heldigvis skal jeg i aftenvagt nytårsaften, så jeg har tid til at hvile mig før arbejde.

Landmanden har holdt helt fri mellem jul og nytår, men en ordre sent i går har gjort, at fridagen nytårsaftensdag er inddraget for både ham og medarbejderen, så de kan have kartoflerne klar til første hverdag i det nye år. Der skal først være mad klar klokken ni, så jeg skal nok nå at få sovet noget inden da.

Nytåret sætter tanker i gang, jeg bruger ikke nytårsfortsætter, men tanker om det liv, jeg lever, og det liv, jeg gerne vil leve, kommer helt af sig selv ved årsskiftet. Jeg havde ikke tænkt på, at vi nu går ud af et årti og ind i et andet, men på torsdag er det tyve år siden, at jeg ved årtusindskiftet startede som sygeplejerske igen efter 11 års pause.

Min tro er altid med mig, men jeg må indrømme, at den ikke bliver næret og passet på. For mig indebærer troen, at jeg har en støtte, en styrke, som bærer mig igennem, når alt er svært. Og som mange andre glemmer jeg at takke, når alt er godt. Jeg skal nok få foldet hænderne og bedt en bøn, når jeg er bange, har det svært eller bekymrer mig. At prioritere at give mig selv tid til stilhed, taknemlighed og til at bede og gå i kirke, er noget af det, jeg gerne vil blive bedre til i 2020.

Det er morgen nu, søvnen kom til sidst og nu sidder jeg igen i den gode stol og læser det skrevne fra i nat. Noget er slettet, og når jeg læser resten, tænker jeg, hvor er fokus på min næste. Se, det mener jeg, at jeg har fokus på i det daglige. Mit job er at være der for min næste. Ikke desto mindre fylder jeg meget i mine tanker, og det vil jeg gerne ændre. Jeg vil gerne kunne slutte fred med mig selv og dermed få overskud til andre. Det sjove er, at hvor andre får mere ro med alderen, så får jeg mere uro i min hjerne. Jeg har erfaring, jeg ved hvad jeg kan, men samtidig føler jeg mig også på gyngende grund, og alligevel er jeg tryg ved og i det.

Mere jordnære drømme for 2020 er, at jeg gerne vil have afsluttet strikkeprojekter, for jeg kan mærke, at det fylder og hæmmer mig i at se det sjove og afslappende i at strikke. Måske skal jeg forsøge at dykke ned i kurven, mens jeg ser/lytter til strikkepodcast. Podcast er noget, jeg ikke bruger så meget, i stedet for fylder jeg mig med det samme musik og samme film/seriegenre. Måske skulle jeg forsøge at åbne hjernen for nye input.

Måske er det det, I, der er gået på efterløn/pension forsøger at fortælle mig, at når tiden ikke fyldes med arbejde, giver det rum og plads til andet. Men der er jeg ikke endnu, jeg mener stadig, at jeg har noget at give arbejdsmæssigt, så selv om 2020 er året, hvor jeg kunne gå på efterløn, så er det ikke i mine planer.

Om få timer trækker jeg i uniformen for sidste gang i dette årti. Og i morgen gentager jeg proceduren i det nye årti Kvinden i hvidt, det jeg drømte om, da jeg var 12 år. Dengang var det vist mest det med at hjælpe andre og at gøre en forskel, der fyldte. Det er stadig essensen i sygeplejejobbet, men måden hvorpå det gøres er ændret meget.  Det gør mig glad at tænke på, at den tolvåriges drømme også holdt stik i virkeligheden, så jeg nu 50 år efter stadig er glad for mit valg, mit fag og mit arbejde.

Må du komme godt ind i det nye år og må du få lov til at mærke håbet og drømmene for 2020.

Sol, åbne døre og fridag

Store Bededagsferien venter for mange. For mit vedkommende skal den tilbringes sammen med patienter og kolleger. Så jeg nyder denne fridag.

Jeg nyder, at jeg siden i morges har haft dørene til at stå åbne ud til. Den lifligste, friske luft strømmer ind og gør mig glad.

Jeg nyder, at solen skinner og at jeg indendøre går rundt med bare tæer og lader solens stråler varme mig her, mens jeg skriver.

Jeg nyder at se mig omkring på værelset. Jeg sidder på skrivebordsstolen fra mine forældres hjem, jeg har computeren til at stå på mit gamle skrivebord, som jeg fik i konfirmationsgave, og jeg drikker te af et krus fra min skønne studieveninde.

Apropros hende, så var det skønt midt i en travl dag, hvor mine tanker havde svært ved at følge med fra møde til møde, pludselig at se hende komme gående i løbejakke og løbeshorts sammen med hendes hjertepatienter. De havde været ude at træne i skoven, og jeg nød det kæmpe knus, jeg fik der midt på gangen på sygehuset. Hendes kollega, fysioterapeuten, havde jeg arbejdet med i tidernes morgen, da jeg startede på neurologisk afdeling og blev specialesygeplejerske. Hende fik jeg også et kæmpe knus af. Jeg nød at blive omfavnet. Jeg nød at mærke det faste ekstra klem fra min studieveninde, som sagde, hvor er det godt, at jeg har dig i mit liv.

Jeg nyder at tænke tilbage på mandagens fridag, hvor jeg havde vundet to billetter til et NIVEA arrangement i samarbejde med Mette Marie Lei Lange. En af min svigerinde havde sagt ja til at komme med mig, og jeg nød at få snakket med hende. Selv om vi bor tæt på hinanden, så bliver der ikke meget med at ses i hverdagen. Vi fik god information om NIVEAs produkter, og nu er jeg blevet for gammel til Q10 produkterne, som jeg ellers har brugt, siden dengang en ældre kvindelig patient på over 80 år havde kommenteret mine rynker i ansigtet og ment, at jeg skulle skifte til Q10. Det sørgede mine kolleger så for til min 60 års fødselsdag, hvor cremen var en del af mine gaver fra dem. Jeg fik lækre produkter med hjem, og selv om jeg dybt chokeret så på den brugte renseserviet første aften, så glemmer jeg at rense ansigtet om aftenen (den serviet var nærmest sort). Nå, al begyndelse er som sagt svær og gode vaner tager mindst tre uger om at blive etableret.

Mette Marie var lige så meget nede på jorden, som hendes blog er. Det er ikke alle indlæg, jeg læser, for jeg interesserer mig ikke for make up, mode og indretning. Men jeg nyder at læse beretninger om unge kvinder midt i livet. Jeg nyder at læse om andre, der ikke lever et liv som mit. Så jeg klikker en gang imellem rundt i blogland på de unge bloggeres sider. Nogle har det som deres arbejde og der er derfor en del reklame, andre har ingen reklamer. Mette Marie er en af dem, der kan leve af at blogge, og jeg kan godt lide hendes humor og måde at få gjort selv annonceindlæg personlige.

Jeg nyder at være på den anden side af første brush up kursus i år. Min afdeling prioriterer, at alle kommer på seks timers opdateringskursus hvert år. Det betyder, at de møder ind om morgenen klokken syv og hjælper med alt på afdelingen. Når de så går fra afdelingen klokken 8.30, kører sygeplejepersonalet med weekendbemanding resten af dagen. Så de knokler, men da alle kommer af sted og nyder de seks timer, hvor de får fyldt ny viden på, får diskuteret sygepleje og får grinet og snakket sammen, ja så accepterer de vilkårene.

Jeg nyder til gengæld ikke, at jeg har så svært ved at være tilfreds med egen indsats hver gang. Det IRRITERER mig grænseløst. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af, hvad der er på spil. Hvorfor er jeg så hård ved mig selv? Jeg fik dem til med to patientcases at diskutere sygepleje. De var så gode til at bringe mange perspektiver ind, og alle, både erfarne og novicer, bød ind med gode sygeplejefaglige problemstillinger. Nu hvor jeg skriver det, indser jeg, at det var jo netop to gode cases, og det var mig, der havde udtænkt dem. At der så var en tredje case, som ikke blev det, den skulle have været, og som de kommenterede på, handler ikke om mig og mit oplæg, men at vi havde undervurderet tidsforbruget for det lægefaglige. Det betød, at jeg måtte reducere i mit indlæg.

SÅ, Lene, det gik faktisk godt, så klap dig selv på skulderen for det og ret så det, der ikke gik som planlagt til de næste to kurser. Og så havde min leder fået en god ide, hun fik kollegerne aktive med at taste tre ting på mobilen, der var vigtigst for dem, når de gik på arbejde på det nye supersygehus (NAU). Vi skal først flytte i 2022, men vi har efterhånden flyttet så mange gang, så vi ved, at vi skal starte i god tid med at snakke om det og så småt at begynde at planlægge vores hverdag der.

Vi er færdige med at lægge kartofler, så landmanden har været på jagt her til morgen. Nu sidder de tre jægere og nyder te/kaffe i mandskabsrummet, mens der bliver gjort rent i resten af huset. Jeg? Jeg nyder at holde fri, nu vil jeg tage min tekop og slutte mig til jægerne. Ha en rigtig god dag.

min gave fra Stroke Forum, da vi holdt oplæg

Hvis jeg så mit lørdagsliv udefra

En hel dag med tid til alt. Dagen før er der masser af planer for fridagen, som kan/skal realiseres. Og så kommer dagen. Det er jo fridag, så selv om du står tidligt op for at fodre hunde og smøre madpakker til landmanden, så kan du jo godt nyde fridagens mulighed for langsommelighed.

Udenfor er der gråt og fugtigt. Ikke den triste form for gråhed, men mere en skøn mørkning, fordi det begynder at regne. Duften er skøn og du lægger mærke til, at rhododendronbusken i hjørnet blomstrer. Du tænker, jeg skal da vist hente en gren til en vase. Du kigger ud af et andet vindue og lægger mærke til det japanske kirsebærtræs lyserøde blomster. Det står skarpere i farven, nu hvor der er kommet lidt vand. Du tænker, gad vide om det er for sent at tage en gren ind til en vase.

Det er fridag, så du nyder langsommeligheden. Du tjekker nyhedssiderne på mobilen. Du spiller lidt syvkabale på mobilen, også selv om dine arme slet ikke har godt af det.

Ros fra din kollega om det stykke arbejde, du knoklede med i går, og som du skal gøre færdig i dag, gør dig stadig glad. Du tænker, jeg er snart ved at være færdig, så jeg kan godt lige sidde lidt længere. Din indre stemme fortæller dig, at mens du sidder her, kunne du have hæftet ender på dit sjal og gjort andet strikketøj færdig.

Shh, det er fridag og langsommeligheden hyldes.

Frisørtiden nærmer sig, så du går i bad, giver dig god tid til at få høvlet lidt af de fødder, som trænger til fodterapeutens skarpe kniv. Godt jeg endelig fik bestilt tid, roser du sig selv for. Den indre stemme skoser dig lidt, hvor svært er det lige at ringe og bestille tid.

Nu du er i byen, bliver der handlet lidt ind, købt konfirmationskort og lidt andre småting. Hjemme sidder landmanden og spiser frokost. Hundene har svinet hele bryggersgulvet til. Det er ikke let med regn, masser af jord at boltre sig i og et bryggersgulv.

Du smiler, fordi du stadig har en rest af den hjemmelavede tunsalat tilbage til frokosten. Sammen med en smuk lysegrøn avocado og en orange gulerod mætter det. Men ikke mere end at et stykke af den pistaciegrønne kage, du købte med hjem til landmændene, frister til at blive spist. Pga regnen kører medarbejderen hjem, landmanden venter på, at vejret bliver tjenligt til at køre videre. I spiser i stilhed jeres kage, mens I begge kigger på henholdsvis mobil og i et dameblad.

Landmanden går ud igen, du går ned på dit værelse, åbner computeren, logger på din arbejdsplatform, ser at du har fået en mail med udkast til en ny national forløbsplan. Du glemmer helt det, du skal have lavet og giver dig til at læse den. Undervejs kommer du i tanke om det beskidte bryggersgulv og vasketøjet. En pause siges at være godt, så du får støvsuget og vasket gulvet, tømt vaskemaskinen og tørretumbleren.

Du fortsætter med at læse. Landmanden kommer ind til eftermiddagste, I drikker den sammen med pistaciegrøn kage til. I snakker om som tiden dog går (man skulle tro, I var 60+, nå ja det er I jo også)

Nu er det ved at være alvor, hvis du skal holde helt fri i morgen. Du sætter dig, får skrevet dokumentet ud, du er bare bedre til at læse korrektur i en papirudgave. Nede på gulvet står de første 8 mapper, du har taget hjem fra dit arbejdsskab. De skal gås igennem og gerne smides ud. Det var pinligt, da skabet ikke kunne åbnes og teknikeren, som reddede dig, sagde, det her handler om et overfyldt skab og ikke en lås, der var gået i baglås. Så nu skal der ryddes op og ud. Du har aldrig fat i de mapper, det siger måske noget om, at det hele kan smides ud.

På køkkenbordet står en kop, som også skal smides ud. Det er bare så svært, du har været så glad for den kop og så røg den på gulvet i går aftes og gik i stykker. Du øver dig i at sige, at det er en kop, du har været glad for den, og nu er det tid til at skilles.  Men lige nu står keramikkruset og gør dig glad med sin sjove mand og bloddråben, som vidner om din tid som plasmadonor.

Klokken nærmer sig 16.30, du har ikke hentet grene ind, du har ikke fået skrevet dokumentet færdig, du er forøvrigt heller ikke færdig med at læse den forløbsplan og du har ikke fået hængt vasketøjet op eller gået i gang med at sortere i mappernes indhold.

Alt det dagen rummede af muligheder i går, er lige så stille forduftet, men du har nydt lørdagens langsommelighed. Nu tror du, at du vil være effektiv en time eller mere. Tro kan flytte bjerge. Mon tro kan flytte din tankeenergi ind i dine muskler, så du rent faktisk når i mål? Måske, hvem ved? Det er jo fridag med tid til langsommelighed.

Det ku jeg godt have fortalt dem

Og så sad jeg der, det var tid for Kender du Typen. Og så zoomede de ind på huset og hunden, som hed Sonja. Og så vidste jeg, hvem der boede der. Og enten følger Anne Glad ikke med på typens blog/instagram eller også lod hun som om, hun ikke kendte typen. For selv om jeg kun følger bloggen, så har jeg hørt om Sonja, og at typen elsker Halloween. Og jeg vil sige, at som læser, så var der intet af det, der kom frem, som overraskede mig. Så typen måtte erkende som Bertel Haarder, at her går man og tror man er unik, og så er man en type.

Nu hvor Alene i Vildmarken er slut, savner jeg lidt landmandens og min hyggeaften foran fjernsynet, for det kunne vi begge godt lide at se. Sidste afsnit blev set i Finland på computeren efter dag 2 på snescooter. Det var dejligt afslappende, jeg havde dog så ondt af, at Mette måtte give op pga lægeligt råd. Det var klogt gjort, man skal ikke sætte sit liv på spil for en konkurrence. Men hold da op, hvor var hun bare sej, og sikke en kreativitet og målrettethed, hun besad. Og så nød jeg at læse hendes svar til seerne bagefter, hun fremstod så sympatisk. Jeg havde virkelig troet på, at hun ville vinde. Så det resultat ku jeg ikke have fortalt dig.

At jeg overvandt trætheden efter to hektiske dage og fik revet mig løs fra kabalerne på mobilen, var jeg ikke sikker på, før jeg stod ude på gårdspladsen. Så det ku jeg heller ikke have fortalt dig.Nu sidder jeg med en god fornemmelse i kroppen efter 25 minutters aftenvandring.

God aften til dig

Jeg er vågen - det er morgen

Det sker langsomt, som om jeg går fra en ubevidst tilstand af at være vågen til bevidst erkendelse af, at jeg er vågen. Hjernen starter med det samme sin tankegang, som om den hele natten har været klar til at sætte i gang, så snart jeg erkender min vågenhed.

Først tænker jeg, åh nej skal jeg nu til at ligge vågen midt nat, men da jeg tjekker mobilen, er der kun 7 minutter, til uret ringer. Ergo er det morgen, godt nok tidlig morgen, især på en søndag, men det er morgen. Klokken er snart fem og en arbejdsdag venter.

Arbejdsdagen er faktisk det, hjernen med det samme har gang i. Højst sandsynlig fordi det er arbejdsweekend. Tanker om en god arbejdsdag i går. Tanker, som fortsætter de ord, jeg skrev ned i min godnat mindmap i går aftes. Jeg prøver et forslag af om at tømme min hjerne for arbejdsrelaterede tanker, før jeg går ind i soveværelset. Jeg sætter mig ved mit skrivebord, tænder den lille lampe, tegner små tankeskyer med forskellige farver og skriver mine tanker ned. Jeg anerkender mig selv, både for det jeg nåede og det jeg ikke fik nået. Der flyver små grønne huskebobler rundt om de røde og lilla tankeskyer.

Tankerne fortsætter, mens jeg brygger te og giver hundene mad. Tanker om hvordan vi kunne organisere os anderledes. Tanker om jeg egentlig orker det. Tanker om hvorvidt det at orke hænger sammen med, at vi har en rutine, som vi er trygge ved? Eller er det rettere en vane? Hvad er egentlig forskellen på rutine og vane?

Sproget.dk siger, rutine enten kan være en fast fremgangsmåde, en erfaring/sikkerhed i at udføre en opgave eller en vanepræget fremførelse af en opgave. Vane er en adfærd/handling, som er tillært gennem gentagelser og som man kan have svært ved at ændre, et rutinepræget fænomen.

Begge dele er vist på spil her, vi ved, det fungerer, den måde vi har organiseret os på. Jeg ved, at andre afsnit har organiseret sig på andre måder, som også fungerer, og jeg er tiltrukket af de andres måder, men ved ikke om jeg har energi i dag til at prøve det af. Det indebærer jo, at jeg skal have de andre med på ideen, at vi alle skal bruge ekstra energi på noget, som ikke er rutine. Og skal vi egentlig ikke bare nyde, at vi er er et erfarent hold denne weekend i stedet for at kaste os ud i noget nyt? Ikke nyt i forhold til hverdagene, men nyt i forhold til weekendarbejdets organisering.

Nu må tankerne arbejde videre, mens jeg gør mig klar. En ny arbejdsdag venter, jeg glæder mig og jeg er spændt på, hvad skyerne bliver fyldt med i aften.

God søndag til dig.

set på en kollegas kontor

Morgenstart lige som jeg ønskede det.

• Jeg vågnede af mig selv, femten minutter før mobilen var sat til at ringe
• Landmandens mobil var slået fra, så han sov sødeligt
• Hundene var ikke vågnet før mig, eller de havde i hvert fald ikke flænset den ene hundepude som i går (den reparerede jeg i går aftes)

• Der var sne udenfor, masser af sne
• Dexter stoppede lige op, da jeg åbnede døren, for hvad var nu det for noget? Ayla hjalp ham dog hurtigt til at acceptere det hvide lag på jorden, og de sloges godmodigt på græsplænen, mens jeg kom ud og nød den friske luft.

• Da de havde fået tørret poter og var blevet lukket ind i bryggerset igen, gik jeg mig en tur på 3 kilometer. Jeg kunne godt have gået længere, men kunne mærke, at jeg manglede min morgenmad.
• Hjemme igen var landmanden lige stået op, og han var med på søndagsmorgenmad på en lørdag (håndboldherrerne kom i finalen, det har sneet, jeg har fri, vi kunne sove længe, der er nok at fejre)

• Mens fuglebrædt og stativerne til mejsekugler blev fyldt op, og hundene endnu en gang fik lov til at slå sig løs på græsplænen, kogte jeg æg og lunede boller.

• Min bagelyst er vendt tilbage, og i dag har jeg udfordret mig selv på boller. Brusebadsboller eller koldthævede boller, som de vel hedder, lykkes næsten altid, mens andre boller bliver tunge, klæge eller tørre. Sådan var det ikke før i tiden, men nu prøver jeg igen. Bollerne med rug - og hvedekerner er i ovnen, jeg venter spændt på min egen bedømmelse.
• I går forsøgte jeg mig med en kage med smør, mel, sukker og æg, det man vist kalder en sukkerbrødskage. I den skulle der æbler og marcipan, resultatet blev en tung og klæg kage. Måske var mine æg for kolde, måske rørte jeg for meget, hvem ved? Jeg har lyst til at udfordre mig selv til at bage den igen, det bliver så næste weekend, for denne kage kan sagtens spises her i dette hus. I går blev den serveret med is til. Har du gode erfaringer, du vil dele ud af, når smør og sukker røres sammen først, før æg kommes i?

• Og så er Alene i Vildmarken startet, jeg glæder mig til at se, hvordan de klarer udfordringen. Det lyder til, at rekorden fra første år slås, så jeg er med på sidelinjen og drømmer lidt om, at jeg var sådan en, der lige meldte mig til den udfordring.
• Håber din morgen startede godt. God lørdag til dig.

Hvem skulle det ellers være?

Fridagen er strøget af sted, først skulle min bil have skiftet en pære. Selvfølgelig går den dagen efter jeg har haft bilen på værksted, så jeg har kørt en lille uge uden det ene nærlys, men med tågelygterne tændt. Jeg har før undret mig højlydt over bildesigner, som er skyld i, at jeg ikke selv skifter pære. Jeg kan ganske enkelt ikke komme til med min hånd. Nu er der lys på pæren, og jeg fik strikket et par pinde, mens jeg ventede.

Kontorarbejde, vasketøjsvask, oprydning, opvask, støvsugning, alt blev skubbet foran mig de sidste tre arbejdsdage, alt blev ordnet i dag.

Så blev det tid til plasmatapning, aflevering af landmandens hverdagsur til reparation, feriemøde og personalemøde.

Og så skulle uret hentes igen, så jeg måtte ind til Aalborg igen, finde en parkeringsplads og skynde mig ned i gågaden. En ældre kvinde kom løbende så underligt over det ene fodgængerfelt ved det store kryds. bagefter nærmest trippede hun rundt om sig selv, indtil der blev grønt for os, hvorefter hun satte i et hop og løb. Jeg undrede mig over hendes adfærd, havde hun travlt, var hun lidt forvirret eller? Da hun kom over, stoppede hun brat op, stirrede søgende omkring, satte hånden over øjnene og råbte så: er det dig? Hvorefter en ældre herre, som kom mod hende, svarede: ja. Tjah, hvem skulle han ellers være? Jeg er vel også mig, så i realiteten kunne vi alle omkring hende have råbt, ja det er det.

Så digtede jeg historier om at hun skulle mødes med ham og var blevet forsinket. Nu var hun nervøs, for han blev nemt sur, når hun ikke passede tiden og måske havde hun også glemt mødestedet. Hvem ved?

Jeg ved dog, at han var ham og hun var hende og jeg er mig, det er altid godt at have styr på det. God aften til dig. Jeg regner med at du er dig.

Kan man blive teenager igen på sine gamle dage?

Helt så galt er det nu ikke. Men mit humør og min sindstilstand svinger fra glæde til sorg til irritation og desværre også indimellem til en sur gammel bitter kone, det sidste har jeg sværest ved at rumme. Så hun får megen modspil og bliver mandsopdækket, så hun ikke laver for megen skade.

Når det jeg har lovet mig selv ikke sker, så er jeg hurtig til at skælde mig selv ud, men jeg øver mig i at kunne rumme mig selv, og for det meste går det nu meget godt.

Fredag aften var ren hygge med masser af film og lækkerier. Og ganske som sidste søndag så endte den fyldte mave og skærmtid lige op til sovetid med en hjerne, som nægtede at sove. Alt i alt fik jeg nok 2 -3 timers søvn i nat. Efter landmanden og kammerat var taget på gåsejagt, snuppede jeg halvanden time mere, før jeg startede min dag langsomt med morgenmad, te og skærmtid.

Senere fik jeg lavet regnskab for svigersønnen, og vasketøj blev vasket og hængt op. Resten af dagen har jeg siddet i min yndlingstol (mine forældres stol) og strikket, læst og set film. Egentlig havde jeg lovet mig selv alenetid i sommerhuset med strikketøj og lange gåture, sådan gik det ikke.

Landmanden og kammerat havde en god dag sammen, så jeg så dem ikke før ved aftenstid. I morgen forsøger de igen, der var for diset i formiddags, og det var først sent, at gæssene kom forbi vores marker, så det blev kun til en enkelt gås til fryseren.

Mit sjal tegner til at blive smukt og jeg glæder mig til, at det bliver færdig. Det er hårdt for mine fingre, når der skal strikkes sammen og strikkes masker op, jeg spænder helt vildt og slidgigten driller mig. Derfor må jeg læse indimellem og lave andre ting. Håber din lørdag har været god ved dig.

Fredagsfridag i billeder og få ord.

Vasketøjsbunkerne på badeværelsesgulvet er ved at være væk.

 Gåturen i morgentågen er for længst overstået, trætheden i benene er der dog stadig.

Udsigten fra spisebordet i køkkenet.

Og himlen lod en enkel lysstribe komme gennem alt det grå i går eftermiddag.

God fredag til dig.