Blæsten går frisk

 Jeg må indrømme, at mit hoved og min krop ikke orker mere blæst. Det er som om det forplanter sig ind i mit indre og gør mig så usigelig træt. Energien forsvinder, så snart jeg træder udenfor og håret står i alle retninger. Jeg har aldrig forstået dem, der ville bo i første klitrække. Det passer mig godt at kunne gå til havet, men at bo i pæn afstand fra den.

Lige nu  sidder jeg og hepper på mig selv. Jeg er alene hjemme og hundene skal luftes. 5,5 km, jeg ved, det gør mig godt, det gør hundene godt og det tager godt en time (Ellen, det betyder så lidt mere end en time hos mig). Bagefter vil jeg nyde et varmt bad.

Hundene har affundet sig med, at deres bedste ven ikke er her i disse dage. Når blot de bliver luftet, får mad og får en god travetur, sover de det meste af dagen. Men der bliver glæde i det lille hjem, når det fjerde medlem af husstanden vender hjem i dag.

Jeg var på langtur i fredags, endelig fik jeg afleveret de bøger, jeg ikke nænnede at smide ud, til Bogby9520. Bøgerne er blevet opbevaret i min bil, siden vi flyttede. Nu mangler jeg blot en tur på genbrugspladsen med de bøger, som skal kasseres. Så er min bil kun en bil igen og ikke en mindre genbrugsplads. Bagefter måtte jeg forbi Nibe for at hente et tørklæde, jeg havde glemt dagen før. Vi havde holdt afslutning med kajakskolen, det var rigtig hyggeligt. Jeg kommer til at savne de ugentlig dage sammen med holdet. Vi aftalte, at vi ville forsøge at mødes en gang om ugen til kajakture, om blæsten blot ville lægge sig.

Lørdag stod på espalier til kollegas bryllup. Det var så sandelig også en stormomsust affære. Nr. Tranders kirke ligger på toppen af en bakke med udkig til fjorden og tæt på motorvejen. Så der var sus i håret, mens vi ventede i vores uniformer på at brudeparret kom ud.  Det er altid hyggeligt at stå sammen og vente, snakken gik livligt Jeg har mange unge kolleger, så der er altid nogen på barsel og bryllupperne kommer ofte i stimer, enten før børnene ankommer eller også, som her, efter mange års samliv. Det er lige dejligt hver gang.

Jeg havde inviteret min kollega og veninde til frokost bagefter. Vi har aldrig tid til at snakke sammen på arbejde, for ofte arbejder vi forskudt af hinanden eller også kan vi ikke holde pause på samme tid.

Nu fik vi tid til at snakke, gå en lang tur med hundene og endda også finde en rolig plet på terrassen til eftermiddagsteen. Det blev en skøn dag.

Til gengæld blev søndag en dag, hvor hundene var eneste årsag til, at jeg kom udenfor, ellers holdt jeg mig inde under et tæppe med en e-bog på mobilen og romantiske film på tabletten. Jeg havde hovedpine, havde sovet dårligt og havde en forkølelse i anmarch. Den har heldigvis sluppet sit tag, så måske handlede det mere om kombinationen af en tynd uniform, blæst og ventetid ved kirken dagen før. I dag er jeg ru i halsen og træt. Men nu har jeg da skrevet mig varm og halsen har fået varm te.

To hunde venter på deres motionstur. Der skal handles ind og så må jeg krybe under tæppet igen med en ny e-bog. Og nej, det er ikke intellektuelle bøger, dokumentarbøger, krimier eller socialromaner. Det er ganske enkelt feel-good bøger, som beroliger mit indre, ikke hidser mig op eller gør mig trist. Der er nok i verden, der gør mig trist eller vred, så lige nu er det ikke det, jeg søger i bogverdenen.  

Det er ved at være mange år siden, at jeg måtte stoppe med at læse krimier. Jeg slugte dem, ventede på næste udgivelse, og så pludselig en dag midt i en Jussi Adler bog fik jeg nok. Jeg kan godt se nogle krimifilm. Vera var helt klart min yndlingsserie, den er desværre slut nu. Shetland har jeg også nydt, men den er lige en tand mere grum og barsk. Og Wallander, som jeg ikke har set før, må jeg indimellem gå hurtigt henover visse scener, men holder alligevel ved, fordi jeg godt kan lide persongalleriet og historierne. Så er det godt, at det er streaming, hvor jeg bestemmer farten. Sådan har jeg det også med bøger, og derfor har jeg svært ved lydbøger. Det er bedre med e-bøger, der kan jeg hurtigt skimlæse et par sider, hvis forfatterne fortaber sig i beskrivelser, der ikke siger mig noget. 

Må du få en god dag, det ser ud til at blæsten lægger sig de næste dage. Der skal jeg så arbejde og så kommer blæsten tilbage, når jeg har fri og har tid til kajaktur.

Blæsten kan man ikke få at se.
Det’ der ikke no’d at gøre ve’.
Men når luften rigtig suser,
og når alle træer bruser,
så’ det let at gætte, at det blæser.

Lyt til sangen her 

Med flødeskum på næsen

 og varm kakao i koppen. 

Lørdagen stod på fejring af min søster og niece, som henholdsvis bliver 60 og er blevet 30. Afslappet familiehavefest med frokost og hyggeligt samvær. 

Hele ugen var strøget af sted, så det med at tage til storbyen var blevet udsat gang på gang.  Derfor slog jeg to fluer med et smæk. Jeg skulle hente datter og kæreste ved 12-tiden, så jeg kunne lige nå at smutte indenom Aalborg. 

Jeg er blevet bedstemoster to gange i foråret, et udtryk jeg så et sted som betegnelse for når ens søstres børn får børn. Nu blev der købt barselsgave til dem.

Jeg går op i te, i bryggetid, i vandets temperatur, men det er ikke al slags te, jeg kan lide. Og med mange års teforbrug (drikker ikke kaffe) er der også tevarianter, jeg pludselig får afsmag for.  Så i lang tid har det været den gamle tebutik i Aalborg, Kronen, og deres udvalg, som passer mig bedst. Nu blev der købt nye forsyninger. 

Billedet har ikke noget med min lørdagstur, men er fra en af mine daglige gåture

Flødeskum på næsen kom sig af, at jeg sjældent bliver begejstret for te på cafeer, og i går havde jeg ikke tid til de cafeer, som går op i tebrygning, men havde alligevel tid tilovers før jeg skulle hente mine medpassagerer. Derfor blev det varm kakao med flødeskum. Jeg er ikke til mørk chokolade, så en varm chokolade bliver ofte for vammelt eller måske rettere for besk/mørk i smagen for mig. Men kombinationen af den varme kakao og flødeskum går man (jeg) aldrig fejl af.

Det blev den dejligste havefest sammen med familien og der blev også tid til en gåtur i Rebild bakker. Jeg havde glemt vandreskoene, så det måtte blive i sandaler. Jeg er kommet i skavank-alderen med fodsåleindlæg, specialsåler, forbud mod en del skotyper osv. Så selv om sandalerne er blevet opgraderet med forfodspelotter, så de skulle passe godt på min fod, så er de ikke gode at gå langt i. Eller rettere de er faktisk gode at gå i, men bagefter får jeg en regning i form af brændende smerter i foden.

Det hindrede mig ikke i at nyde gåturen. Ligesom jeg i tirsdags efter arbejde rask travede 10000 skridt i sandalerne sammen med min studieveninde i sol og blæst fra sygehuset og ud til Streetfood ved bådehavnen. Walk and talk er genialt og så med en pause midt i gåturen med rosevin og sushiburgere, men ikke en pause i samtalen, der gav energi til hjemturen.

Landmanden og jeg får gået ture hver dag på 5 km, jeg hopper dog over på mine arbejdsdage. To store ruhårede hønsehunde kræver lidt mere end bare luftning på græsplænen, så de får lov til at gå i højt tempo. Det er sundt for kroppen, men hold nu op som jeg har svært ved at holde trit med de tre. Det må da blive bedre med tiden. Jeg glemmer bare at nyde omgivelserne, så en gang imellem vælger jeg at gå alene i mit eget tempo med tid til at lægge mærke til de små detaljer. 

Vi er nu officielt frigivet til makkerroning, dvs.vi to må tage ud fra roklubben alene i havkajak. Men vi skal ikke være dumdristige, for selv om vi har trænet makkeredning mange gange, så er det noget andet, hvis en af os kæntrer med vind på 7-8 sekundmeter. Kajakkerne kan hurtigt drive væk fra hinanden. Det prøvede vi, da vinden pludselig blev kraftigere end da holdet var roet ud. Jeg havde kæntret med vilje, var kommet ud af kajakken, fået greb om min pagaj og kajak og fået fat i linen på min mands kajak og han havde fat i min kajak, men vi syntes ikke helt det var et ordentlig greb, så blev enige om at give slip, så han kunne vende. Det skulle vi aldrig have gjort.  Kajakkerne var i løbet af ingen tid ti meter fra hinanden. Så det endte med at vi måtte have hjælp fra instruktørerne. Det var en god læring under trygge forhold. Hold altid sammen, så skal det nok gå :-)

Fødselsdage i Danmark og Norge

 Jeg vil virkelig gerne kunne skrive, som jeg kunne en gang. Uden den der kritiske stemme på min skulder, som gør, at der ligger adskillige kladder til indlæg. 

Nedenstående indlæg er en af kladderne, skrevet i marts måned. Nu genopstår det i en redigeret form, for jeg havde lovet mig selv, at når vi var på plads i sommerhuset, skulle jeg give bloggen en chance mere.

Jeg fyldte 68 år to dage før starten på indlægget, så den fødselsdag er for længst overstået. Faktisk havde jeg overhovedet ikke haft lyst til at fejre den. Det er aldrig sket før. Heldigvis gjorde alle lykønskninger, det gode vejr og at min hukommelse vendte tilbage, at jeg alligevel endte i godt humør.

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg havde afleveret det, min datter havde besluttet sig for at gemme, til genbrugsbutikken. Og jeg kunne slet ikke være i dén tanke, så jeg lod ganske enkelt være med at tjekke hendes gamle værelse før på min fødselsdag. Der var ikke noget i de flyttekasser, som lignede noget, hun havde taget stilling til. Senere kom jeg til at kigge på de tomme plastkasser, der stod på hendes værelse. Jeg havde købt dem netop til legetøj, barndomsting etc. som vi skulle opmagasinere, og så vendte hukommelsen tilbage. Hun havde jo pakket det ned i sådanne kasser! Og ganske rigtigt, ude i et rum i kartoffelhuset stod der flere kasser med datterens ting sammen med kasser med sønnens ting. Ingen af dem har plads lige nu til kasserne, så de kom til de lejede lagerrum, hvor alt andet er opmagasineret i et år.

På min fødselsdag inviterede jeg datteren, kæresten og landmanden på Karma Sushi om aftenen, desværre blev kæresten syg, men vi andre tre nød den lækre mad og den gode betjening.

Både datterens og landmandens fødselsdag i januar blev også forbigået her på bloggen, men de blev fejret IRL og det er da det allerbedste.

Solnedgang i Store Vildmose

Først i marts drog vi til Trondheim i bil for at fejre Å's 1 års fødselsdag. Vi havde givet datteren en flybillet i fødselsdagsgave, så hun kunne være med. Det blev til skønne dage, hele fire dage havde vi sammen plus to rejsedage. Vi nød samværet med de to små og på fødselsdagen var vi også sammen med vores svigerdatters familie. Det er altid hyggeligt. 

S bliver så stor og er vild med at bygge lego og lege drabelige lege, fuldstændig som hans far. Og Å ser i den grad op til sin storebror. Hun elsker musik, sidder og rokker med stort smil til al slags musik. Det der med at gå og kravle blev der ikke brugt tid på. Hvorfor dog det, når man kan mave sig frem lige så hurtigt og vupti sætte sig op på bagdelen og lege med de ting, man har fået fat i. Her i maj er hun dog begyndt at kravle og stå op. Hun kan også tage nogle skridt, men igen hvorfor dog det, når det går hurtigere med at kravle.

Sønnen og svigerdatteren havde givet os billetter til en dag til Nordic World Ski Championships, som foregik i Trondheim. Sidste gang, det var i Trondheim, var i 1997, så da vi drog af sted var vi iklædt de smukkeste "gensere"(trøjer, som svigerdatterens mor havde strikket til sidste VM og gennem tiden). Det var godt, for sjældent har jeg set så mange smukke trøjer og strikkede huer på et sted. Der var en sand folkevandring til VM stedet. VM blev nøjagtig den folkefest som man havde drømt om.

Vi spiste de meste lækre vafler fra Røros, vi grillede pølser på bålfade, vi heppede på skiløberne, vi gik ture i området. Vi havde valgt at være i det område, der var for børn, så der var også musik og underholdning, som S gik vældig meget op i. Han fik et kram af Fantorangen, det var stort.

På vej hjem fra Trondheim i marts måned

Skønne dage sammen og denne gang var det faktisk svært for mig at sige farvel. For hele andet halvår af 2024 har vi set hinanden med ca. 1,5 måneds mellemrum og så været sammen op til 2,5 uge. Nu var der ingen aftaler om næste gang, for vi skulle have alt pakket ned, flyttet væk og flyttet os selv i sommerhus inden d. 5/5. 

Jeg har været utrolig træt og sovet meget dårligt siden nytår, jeg har forhøjet blodtryk og er sat i medicinsk behandling, men som jeg skrev til lægen ved sidste kontrol; når jeg er på den anden side af maj, så håber jeg, at det vender. Og søvnen er blevet meget bedre, vi går lange ture dagligt, for nu skal hundene jo luftes. Før løb de frit hele dagen rundt på gården. Jeg nyder vores gåture og er helt misundelig på landmanden, når jeg er på arbejde, for der kan jeg ikke nå gåturene.

Til gengæld sluttede jeg arbejdsdagen i tirsdags af med, at jeg blev hentet ved sygehuset og så kørte vi til roklubben, for der var kajakskole. Vi havde faktisk ikke troet, at vi skulle på vandet, for der blæste meget. Men vinden lagde sig så meget, at den kom ned mellem 6 og 7 s/m. Instruktørerne ville have os på vandet i den blæst, for vi skulle lære at ro i bølger. Vejret kan jo pludselig skifte, mens man er på vandet, så det var også en del af skolen. 

Det endte med at blive en rigtig god oplevelse. Jeg er langsom til at ro, så jeg skulle ro forrest, så instruktørerne havde os samlet, hvis nu nogen tippede i vandet. Undervejs fik jeg mere kraft i mine pagajtag takket være god instruktion, så jeg kom hurtigere frem. Vi roede 2,5 km i direkte modvind, det var hårdt, men ikke så hårdt som instruktørerne troede, for de tilbød mig flere gange en line, hvis nu jeg var udmattet. Jeg skulle IKKE have en line, så jeg roede til. Hjemturen var til gengæld en drøm, vinden blæste os hjem, så vi kunne nøjes med få rotag for at styre kajakken.

Så endte jeg alligevel med et længere blogindlæg, så nu skal det udgives, inden den kritiske stemme tager over :-) Må du få en dejlig Kristi Himmelfartsdag og er du heldig at have forlænget weekend bagefter, så nyd dem. Til mine kolleger og andre, der skal arbejde - må I få nogle gode arbejdsdage.

Vi øver os sammen og langsomt bliver vi bedre til at gå sammen :-)

nye naboer, som ligner naboerne på gården :-)

Den smukkeste dag

 I dag fylder min dejlig søn år, og jeg savner ham, min svigerdatter, S og Å. Men lige pludselig er det sommerferie, og så skal vi være sammen. Jeg glæder mig. Hjertelig tillykke til dig, min søn. Jeg beundrer din måde at være menneske og far på og jeg kan se på jeres børn, at de har været heldige med deres forældre.

" Er det ikke vemodigt?" " Er det ikke hårdt at skulle forlade gården efter 42 år?" Og så videre. Spørgsmålene kommer, og det er helt naturligt. Men faktisk har vi ikke haft tid til at mærke efter. Den sidste halvanden måned har været så hård at komme igennem, fysisk og mentalt. Vi har knoklet fra tidlig morgen til sen aften og alligevel arbejdede vi til kl 1 om natten, den dag vi skulle aflevere nøglerne til gården kl 13. Landmanden slukkede industristøvsugeren 25 minutter, før Naturstyrelsens biler rullede ind på gårdspladsen.

Men der var heller ikke noget at komme efter. Alt var støvsuget, fejet og alle flader i stuehuset vasket. Alt hvad der havde kendetegnet gården som gård var væk, alle maskiner, alle skruer, møtrikker, værktøj, træstumper, bøtter, maling. Og indenfor var alt ryddet. Alle spor af 42 års liv på gården var væk.

Nu er der to depotrum med alt det, som vi forhåbentlig ikke får brug for det næste år. Der står en stor container på sommerhusgrunden med det, som vi måske får brug for det næste år og sommerhuset er langt om længe ved at se hyggelig ud igen, efter at der stod flyttekasser overalt. Det er noget andet at holde ferie end at have al sit habengut til lidt af hvert i sommerhuset. 

Der er flyttet en seng væk i det ene værelse ud i depotet, så vi har fået et kontor med reoler. Hemsen er fyldt med kasser og kufferter og poser. Heldigvis har jeg skrevet op, hvad vi har sat derop. Næste punkt er at få det gjort det samme med containeren. Men jeg er kronisk træt, helt ind i krop og sjæl, så jeg fylder på med gode ting i stedet for at strege ud på den mentale to-do liste.

Det var den smukkeste dag, da vi sagde farvel til gården. Og gården viste sig i sit smukkeste skrud. Det føltes godt, at det skete i solskin på en forårsdag i maj. Og lidt efter lidt får vi en hverdag igen. Vi har travlt med byggemøder, besøge showrooms, kigge på hjemmesider etc. Oveni det hele valgte vi at melde os ind i Nibe Roklub for at komme i gang med havkajakkerne igen. Og selv om det har været hårdt midt i al flytningen, så var det en rigtig god beslutning. Sikke skønne mennesker vi har lært at kende. Der er langt at køre lige nu, men om et år bliver det skønt at stå op og se på vejrudsigten og sige, skal vi ikke cykle ned og tage en tur ud på fjorden?

Glædens øjeblik

 Det er 3 uger siden, at vi stod der. 

Kunsthal Nord, som blandt andet støtter upcoming kunstnere, havde fernisering på en udstilling Ad Mare (ved havet).

 Kunstneren havde både haft sin gang som frivillig ved Kunsthal Nord og var en del af kunstnerværkstedet på Nordkraft. Kunstneren stoppede som frivillig, fordi hun fik brystkræft. 

Pludselig var hun på dybt vand, hun gik lange ture ved havet, brugte lydene, luften, følelsen af muslingeskallers form og synet til at hele langsomt. 

En dag deltog hun i en koncert med en eksperimenterende jazzduo, hvis musik inspirerede hende, og hun tog kontakt til dem, om hun måtte bruge noget af deres musik til den udstilling, hun så for sig om sit helingsforløb. 

Det blev i stedet for et samarbejde, hvor de blandt andet tog med hende på stranden og optog lyde, som blev brugt til deres nye LP Hydrofilia.

Og så stod vi der, der var så mange mennesker, både nogle som kendte kunstneren og andre, som var nysgerrig på netop dette kunstprojekt.

Jeg hørte kunstneren fortælle om sit kræftforløb, om hvordan hun følte sig helt nede i dybet og måtte finde en vej op til overfladen igen. Hvordan kroppen både svigtede hende og viste styrke. Den kunne så meget mere, end hun selv havde troet. Om tågen ved vandet og den tåge, hun var i efter kemokure. Om hvordan nye celler blev dannet og andre gik til grunde og livet gik videre.

Jeg hørte musikerne spille deres musik, sat sammen af lyde de havde optaget i naturen, af lyde de optog undervejs og sammen med blæseinstrumenter og en bas blev det til et fantastisk meditativt lydunivers.

Jeg så og hørte kunstnerens kunstinstallationer. Jeg talte med andre mennesker og hørte også deres fortolkninger af kunsten. Og et par uger efter var jeg tilbage igen for at sanse det hele uden så mange mennesker omkring mig.

Du kan stadig nå det, hvis du har lyst. På lørdag d. 23/11 er det sidste dag.

Jeg var der hele vejen igennem det kræftforløb. Jeg kunne ikke tage smerten, afmagten, angsten, vreden, fortvivlelsen fra hende, men jeg var der.  Om natten, om dagen, i tankerne, altid. 

Min kære datter, det var stort at opleve din første soloudstilling. At se dig folde dig ud og udtrykke det, du havde oplevet, i kunst. Jeg håber, du er meget stolt af dig selv.

En video fra Dybet Det er fra instagram, så nu må vi se om det virker :-)

Morgentur

 Det har regnet, og alt er frisk og nyvasket. Jeg går dog rundt med søvn i øjnene og i nattøj med gummistøvler i det våde græs. Fuglesangen er startet og jeg har husket at tage høreapparaterne på, så jeg rigtig kan høre musikken i haven.

Vi har i mange år fodret fuglene hele året rundt og det har gjort, at vi har et fugleliv udenfor vores vinduer. Fodringen lakker mod enden, vi køber ikke mere fuglefoder, for vi skal jo forlade gården 31/12 og det er ikke sikkert, at der kommer nogen efter os og da slet ikke sikkert, at de fodrer. Måske er de tilhænger af naturens gang, kæmp og overlev eller dø. Om det er det, der gør, at jeg i denne tid nyder ekstra meget at sidde i min nye stol foran terrassevinduet og iagttage fuglelivet, skal jeg lade være usagt.

Hundene er med mig rundt på gården, først tjekker vi postkassen og jeg kigger på alle de små perlehyacinter, der har spredt sig uhæmmet og sammen med påskeliljer hindrer udsynet til stenen med husnummeret. En lille note til mig selv: flyt dem over til bedet ved troldhaslen, hvor andre perlehyacinter trives. Tanken, der hele tiden rumsterer i baghovedet, dukker op: kan det svare sig? Hvad nu hvis det hele rives ned? Næste tanke; kan jeg måske grave nogle løg fra perlehyacinter, påskeliljer og tulipaner op , skal de i så fald  tørres eller kan jeg lægge dem i en spand med jord, så jeg har dem næste forår som krukkeplanter?

Næste sted på runden er bedet med troldhaslen. Igen dukker tankerne op. Kan man tage en aflægger af den? Kan den klare sig i en spand med jord? Den er plantet af min far og var en aflægger fra en plante, de fik i sølvbryllupsgave. Mens jeg står ved bedet, kigger jeg ned i hjørnet af haven ved vejen, bag hækken, der står der 3 Dronningebuske. En stor, der blev delt i tre små af landmanden og flyttet og som også i tidernes morgen blev plantet som en lille plante af min far fra deres have. Kan en af dem mon overleve i en stor plastkrukke?

Sådan kommer og går tankerne, og et eller andet sted har jeg lyst til at slå en streg i jorden og sige, NEJ, det kommer ikke med. Vi skal på et tidspunkt bo et sted, som vi ikke ved, hvor bliver, eller hvordan det kommer til at se ud, og i sommerhuset, hvor vi skal bo først, hører ingen af disse planter til.

Græsplænen er fyldt med små gule og hvide blomster, jeg nyder synet af dem, mens jeg går over bag gården til hønsehuset. De fire høns står klar til det lækre madaffald, som de elsker at rode rundt i og spise. Og som tak for maden henter jeg fire æg. Hundene står i respektfuld afstand fra den lave strømførende hegnssnor rundt om hønsehuset. De har lært på den hårde måde, at der har de ikke noget at gøre. Så det har ræven forhånemtlig også.

Tilbage i stuehuset sættes en ny vask over, genbrugsbutikken har afhentet alle de møbler, som vores børn ikke skulle have og børnene fik også i jul sat sedler på alle de kasser, som de ikke skulle have med videre i livet. Herunder en del tøj, som har fået en hengemt lugt, så det bliver vasket, inden det ryger af sted i morgen. Begge vores børn rykkede jo teltpælene op under coronaen og flyttede til møblerede lejligheder, så alt det de ikke kunne have med dengang, har stået på vores anden gård. Nu er det stuehus tømt. TJEK.

Morgenmaden med hjemmebagte boller, blødkogte æg, marmelade og vildsvinepølse fra Kroatien og indkøbte oste udgjorde søndagsmorgenmåltidet i dag efter min morgengåtur. Jeg nyder, når vi har tid til at starte søndagen langsomt med dette. Nu må jeg hellere videre i dagens arbejde. Ha en god søndag.

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her

Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.

Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.

I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.

Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.

Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.

Forandringens vinde

Der sker meget i vores liv lige nu. Vi er blevet farforældre for anden gang her først i marts måned til en lille pige Å. Og her i weekenden fløj landmanden og jeg op og besøgte Å og hendes storebror, og selvfølgelig også deres forældre. Vi fik to døgn sammen fra fredag aften til søndag aften. Vi landede hjemme i sofaen mandag 0.30 og havde brug for lige at slappe af, kigge billeder og snakke weekenden igennem, inden vi gik i seng.

Farmor fik strikket trøjen færdig til Å, inden vi kom derop :-)

Vi havde den skønneste tur, og den lille pige er smuk og dejlig, lige som hun skal være. Som sin storebror sørgede hun for, at hendes mor har haft brug og stadig har brug for længere tids restitution, men det går fremad. Det er stort at se sin søn som far og hans kæreste som mor. De er fantastiske forældre, som har sørget for en skøn dreng, der har masser af fantasi, snakker løs og som ved en masse ting allerede.

Vi tog på tur med S og Å. Lillepigen sov under hele turen, så vi fik tid til at rutsje, klatre, gynge og opdage alle mulige finurlige ting, så som at hilse på hunde, finde blade og lytte til det smeltende snevand strømme nede i kloakken. Vi havde også rygsæk med tursnacks med og solen varmede skønt på store og små, mens vi nød pappas madpakke.

Søndag var det anderledes koldt og blæsende, og det sneede indimellem. Men vi tog alligevel på tur, denne gang ind i skoven, hvor der var masser af ting at kigge på. Der var også is under snepletterne, så vi skulle passe på. På et tidspunkt var jeg ved at glide ned af en skråning, hvorefter S satte sig ned og kurede hele vejen ned. Jeg ville ønske, at jeg også havde haft regnbukser på, så jeg kunne kure. farfar og S fægtede med store grene og vi besøgte en ny legeplads med en tovbane, som var sjov at prøve. Det nåede at hagle gevaldigt, men det var vist kun farforældrene, der syntes, det betød, at vi skulle hjem.

Nu er vi hjemme igen, der er arbejdsdage på gården og jeg rydder op og gør rent indendørs. Jeg øver mig i at kigge på tingene og spørge, om de skal gemmes eller smides ud/til genbrug. Ganske enkelt fordi vi ikke er gårdejere mere! Vi solgte gården til Naturstyrelsen til februar og har forpagtet gård og jord til nytår. Naturstyrelsen henvendte sig for et år siden, så vi har haft tid til at vende og dreje det og besluttede os for at slå til.

Hvor skal I så bo? Det aner vi ikke, men vi ved, at vi har et sommerhus, vi kan bo i og at vi kan opmagasinere al vores habengut, indtil vi ved, hvor vores endelige bolig bliver. Der er rigtig meget, der skal ryddes ud, sælges eller smides ud på de to gårde. For der kommer ingen landmand efter os, så alt skal væk. Vi er stadig enig om, at det var det rigtige, vi gjorde, men vi er nødt til at tage tingene et skridt ad gangen, for vi kan ikke både køre ud og se på boliger, områder eller husudstillinger og så også være effektive herhjemme. Der er stadig et landbrug, der skal drives og et sygeplejerskejob, der skal passes.

Hvad så med dit job, Lene? Det er altid det næste spørgsmål, der kommer. Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, og jeg har en kollega, som er i gang med at overtage mine opgaver på afsnittet. Opfølgningsprojekterne og undervisning i kommunerne samt på sygehuset af patienter og pårørende vil jeg gerne beholde, så måske går jeg yderlig ned i tid på et tidspunkt, når alt på afsnittet er på plads. Vi får se, jeg lader hverdagen være som den plejer lige nu.

fødselsdagsbuket fra børn, svigerdatter og børnebørn

Jeg er også blevet 67 år og har været på mit afsnit i 24 år. Der er dage, hvor jeg føler mig som en omvandrende historiebog i udviklingen af strokebehandling og pleje. Det har været en vild rejse at være med på. Og jeg havde ikke drømt om, da jeg startede i sygeplejen igen efter 11 års pause, at jeg nu 24 år efter har oplevet så meget.

Forandringens vinde blæser, de kan ruske så hovedet føles ør og træt, men de føles også kærlige og omfavnende. Jeg glæder mig til at se, hvor vi er om et år, men indtil da vil jeg nyde tiden her og øve mig i at nyde processen med at rydde op og ud i mit liv.

Var det det, der skulle til?

 Normalt bekymrer jeg mig ikke om mit helbred, udover at jeg gerne vil passe på det. Men med titlen som farmor og det i en sen alder og med sygdom i familien, begyndte en bekymring at fæstne sig i mig. Jeg skulle gerne opdage sygdom i tide, for jeg ville gerne være frisk og rørig længe. Først var det Alzheimers sygdom, jeg bekymrede mig om, så kom jeg i tanke om, at jeg da også havde hjertesygdomme i familien og kræft er der jo i alle familier. For det meste har jeg kunnet lægge det på hylden for glemte/gemte sager, men indimellem falder det ned fra hylden. 

Jeg kan godt forstå, at folk indimellem har svært ved at forstå, når man må sige til dem, at alle de symptomer der er, er tegn på kropsbelastning. Nogle gange ved de godt, at livet har været svært, tungt, hårdt eller noget andet, men hvad gør man så ved det? Selv om jeg er blevet undersøgt og min læge og jeg blev enige om, at det var psykisk udløst, så kunne min krop og hjerne ikke finde ud af det alligevel. For symptomerne kom jo stadig indimellem.

 I efteråret så jeg et opslag, man manglede kontrolpersoner til et phd-projekt og som de skrev; du får ingen penge, men til gengæld får du undersøgt dit hjerte grundigt. Jeg slog til med det samme. For to uger siden blev jeg kaldt ind til en formiddag fyldt med masser af undersøgelser. Forud gik blodprøvetagning og hjertekardiogram. På dagen fik jeg lavet en MR-skanning af hjertet, en ultralydsskanning af hjertet, en måling af mit hjertes hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed samt måling af hvor tykke mine kar er.

Kort og godt som hjertelægen sagde; du har et overordentligt sundt og stærkt hjerte! Karmåling viste, at mine kar svarede til en på 50 år. Jeg så mit smukke stærke hjerte på MR-skanningsbillederne. Og det er som om at de symptomer, jeg af og til stadig får, ikke bekymrer mig mere. I stedet fylder en taknemlighed mig, en taknemlighed som ikke skal forplumres af unødige bekymringer. Jeg skal bare i bedre kondition og så stadig passe på mig selv ved at nyde livet, slappe af, men også få styr på de ting, jeg gerne vil gøre.

Ugerne stryger af sted, jeg stornyder mine fire fridage hver uge, hvor vi er startet i det små med oprydning hist og pist. Sønnen startede i julen, nu er de ting, han gerne vil gemme, kommet i nye kasser og på loftet. 

Lige nu strikker jeg strikkeprøver, de er nødvendige, men jeg hader dem, når jeg ikke strikker samme fasthed som opskriften påbyder. Jeg er vist på 3. eller 4. strikkeprøve, bredden passer, næsten, men højden er ikke høj nok. Så nu skal jeg have købt en ny størrelse rundpind, for det gjorde en forskel, da jeg skiftede fra en ældgammel rundpind str. 2,5 til en helt ny str. 2,5. Derfor vil jeg prøve om str. 3 i et andet mærke måske kan ændre noget.

Det er vinterferie i Nordjylland og det betyder færre folk på arbejde, og da vi samtidig har fået både nye studerende, elever og kolleger, er der nok at se til. Heldigvis har der været gode dage med færre patienter, hvor vi efterhånden var blevet vant til mange patienter på gangen. I dag og i morgen tager jeg aftenvagt. Jeg kan sagtens være i aftenvagt, min krop har bare svært ved at omstille sig bagefter, men når mange holder ferie, er resten som regel allerede sat på arbejdsplanen. Så jeg konkluderede, at pilen pegede mod mig, da vi manglede en aftenvagt. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med kolleger, som jeg ikke er så tit sammen med.

 

Bliv set, mødt eller hørt - tankerne flyver

 Før hen brugte jeg ofte dette forum til at gøre mig selv klogere på meninger, ord og vendinger. For I havde altid gode overvejelser, som hjalp mig på vej. Nu til dags hvor jeg skriver sjældent, flyver tankerne i mit hoved for en stund og så forsvinder de og kan ikke genfindes, hvis jeg vil skrive et indlæg om dem. Denne gang huskede jeg at skrive stikord i en kladde, så jeg kunne huske, hvad jeg tænkte.

Hver søndag går jeg ned til postkassen for at hente ugemagasinet Søndag. Hver søndag overvejer jeg, om ikke jeg skal ophæve abonnementet og hver søndag er der altid et eller andet i bladet, der sætter tankerne i gang. En søndag startede det allerede, inden jeg kom ind igen, for på forsiden var Lone Frank citeret for, at hun gerne vil blive hørt, men var ligeglad med at blive set.

Det fik mig til at tænke på det, der ofte siges i sygeplejen. Det er vigtigt at patienten føler sig set og mødt. Og så gik tankerne på forskellen mellem at blive mødt og hørt. Havde jeg misforstået vendingen, så jeg søgte og fandt en artikel fra 2014, hvor man havde undersøgt patienters oplevelse af kommunikationen med sundhedspersonale på en ortopædkirurgisk afdeling.

Her konkluderede forfatterne, at det som fyldte mest hos patienterne i forhold til at føle sig set, mødt og forstået, var den enkelte sundhedsprofessionelles verbale og nonverbale udtryk med stor vægt på det nonverbale. Artiklen giver eksempler på, at hvis personale ser travle ud, så lader man være med at spørge. Det er jo ikke så godt, men måske forståeligt. Men patienterne giver også gode eksempler på en nonverbal kommunikation: 

”Det er vigtigt, at personalet ser på en, taler direkte til en, så føler jeg, at jeg har den kontakt, jeg ønsker. Ja, det er jo svært at forklare, men det er opmærksomhed og nærvær.”

Og når jeg så går tilbage til mit indlæg, hvor jeg undrede mig over, at patienterne hos os kunne føle sig godt behandlet på trods af et utroligt travlt afsnit, er det måske netop det, det handler om. At hos os får du et smil, øjenkontakt og forhåbentlig også forklaringer/støtte. Vi stopper op, hvis du som pårørende står og ser søgende ud. Faktisk kan man som pårørende risikere at blive stoppet mange gange af personale, mens man venter på at kunne komme ind til patienten.

I forhold til patienten, advokerer vi erfarne for, at man fra morgenstunden hilser på alle sine selvhjulpne patienter, fortæller dem om hvad der skal ske i dag, hører om der er noget de undrer sig over og fortæller, at man også har andre patienter, som har brug for en del hjælp, så der vil man være meget. Men uanset hvad er det vigtigt, at de selvhjulpne patienter ringer med klokken, hvis de får forværringer og de skal tage fat i os, hvis der er noget, de mangler svar på. 

Min erfaring er så, at jeg resten af dagen kan stoppe op, når jeg går forbi og spørge; er alt vel eller jeg har ikke glemt dig, men der er ikke stuegang endnu (vores stuegang varer fra 9 - 20 hver dag). Det tager ikke lang tid, men vi får øjenkontakt. Og det mener jeg gør forskellen. Nogle dage må jeg forklare, at ja det logiske ville være at tage alle de selvhjulpne først til stuegang, hvis det eneste de venter på er en lægelig afklaring og godkendelse til udskrivelse (især når patienterne kan se, at der ligger 6 patienter på gangen). Men det patienten ikke kan se, er at der er andre patienter, som er så dårlige, at de skal og bør ses som de første af vores læger.

At føle sig mødt er vel også at føle sig hørt, men også set, med alt det man kommer med som det menneske, man er. Vi har hver især brug for forskellige ting fra en sygeplejerske/social -og sundhedsassistent, når vi indlægges. Og kunsten i sygeplejen er at ramme de behov, og det mener jeg gøres med nærvær og opmærksomhed. Men så sandelig også med at jeg besidder en faktuel viden og en færdighedsviden, som kombineret med nærvær og opmærksomhed giver patient og pårørende tillid til at jeg vil dem det godt.

Tilbage til Lone Frank, så handlede hendes ord om, at hun ikke havde behov for, at folk så hende som et kønsobjekt (sat op mod at kvinder ofte føler sig usynlige, når de bliver ældre), men hun ville gerne, at folk lagde mærke til, hvad hun havde at sige. Og det gjorde folk i højere grad nu, fordi hun havde meget mere at komme med (qua sin erfaring). 

Faktisk synes jeg, at hun har flyttet sig utroligt meget fra første gang jeg læste om hende og læste bogen Den femte revolution. Men måske er det mere det levede liv, der gør, at der er andre ting, som hun anser for vigtigt. I denne artikel var der fokus på kærligheden og sorgen, hun mistede sin daværende kæreste, som døde, da hun var 48 år. Men også på alderen, de fysiske forandringer og hendes nysgerrighed på verden og det at formidle.

Jeg får helt lyst til at prøve kræfter med en af hendes sidste bøger, som netop sætter fokus på kærlighedens natur ud fra et videnskabeligt perspektiv. Hendes phd. i neurobiologi fornægter sig ikke, så selv i sorgen og erkendelsen af at have taget kærligheden for givet, vælger hun at gå til videnskaben sammen med en psykolog, ikke kunstnere, digtere eller filosoffer.

Jeg tror hun kan provokere mig og få mig til at stoppe op og undre mig. Det er altid sundt at høre andres perspektiver. 

Billedet er fra en af trappeopgangene i Nordkraft. Her ligger sundhedscenteret på 9. sal og sidste uge, da jeg skulle undervise tidligere patienter og deres pårørende, valgte jeg for første gang at gå hele vejen op. Jeg kunne ikke stå for kontrasten mellem det rå look og den smukke by udenfor. Et andet perspektiv på byen. 

Den tid på året

 August måned er måneden for

Den store familiekomsammen

I foråret mødtes jeg med mine søskende, For to weekender siden mødtes jeg med mine fætre og kusiner, vores tante, onkler og moster og en del af vores børn. Der var to i fætter-kusineflokken, der ikke kunne komme, til gengæld kom 4 ud af 5 fra generationen over os. Vi mødes hvert andet år og har gjort det siden vores mormor/farmor døde.

Min mor var ud af en søskendeflok på fem. Min yngste moster er den eneste tilbage fra flokken, men hun kom sammen med sin mand og min anden onkel og min tante. Det var dejligt at mødes med dem, men på sådan en dag savner vi vores mor og far. 

Som en af mine niecer sagde, hvor ville hun gerne have haft mormor/morfar at snakke med. Hun så jo hvordan de andre børnebørn havde tæt kontakt til deres bedsteforældre, og da hun er den yngste i vores børneflok, husker hun faktisk ikke ret meget af tiden, fra før mine forældre blev syge.

Mange af vores børn i min søskendeflok kunne ikke komme, og jeg var ene repræsentant for min lille familie. Mine fætre og kusiner havde dog både børn under 18 og flere af de voksne børn med, det var rigtig hyggeligt at snakke med dem. Vi var i Ribe denne gang på et skønt sted kaldet Skovly. Vi sov i hytter og der var god plads i samlingsrummene, når det regnede.

Vi fik snakket, spist, sunget, leget, dystet og gået tur, alt som det plejer og selvfølgelig med fællesfotografering. Jeg tog turen alene derned, og det gik fint, fordi jeg huskede at holde et par pauser undervejs. Musik og radio fulgte mig på vejen, det er faktisk sjældent jeg lytter til radio, men denne gang nød jeg snakken og musikken.

August har også budt på samvær med svoger og svigerinde og deres franske familie. Blandt andet gik vi en aften tur ned til vandet fra sommerhuset. Gåture er altid en anledning til at få snakket sammen og at stå på en klit og se udover vandet er noget ganske særligt.

Høstmåneden

Sidste uge startede høsten på gården. Vi er altid senere end andre steder i landet, og som tidligere skrevet er det derfor det rene skrivebordsvanvid, at nogen har besluttet, at der skal være sået efterafgrøder, inden vi nærmest overhovedet kan høste. Men det har man ikke tænkt sig at ændre på, så vi gør vores bedste for ikke at få en stor bøde. Andre steder presser de vådt halm for at få efterafgrøden sået, det er jo det rene galimatias.

I går fik vi høstet det sidste byg, men inden regnen kom sidste lørdag havde vi høstet så meget, at vi nåede såning af efterafgrøder inden for lovkravets dato og antal hektar jord.

Høstdagene går sin egen gang. Der bliver smurt madpakker og den varme aftensmad serveres typisk først efter kl 22. Så jeg er træt i dag, for jeg kommer alt for sent i seng til at stå op kl. 5.30. Nu håber vi på godt vejr i næste uge, når havren er klar. Det er dog kun en enkelt dag, hvis det går godt.

Taknemlighed

er forhåbentlig en del af alle årets måneder. Sidste søndag faldt landmanden over søndagens TV-gudstjeneste, så den så vi sammen. Dagens tema var stress og dagens tekst var den om Martha, som bliver irriteret på sin søster, som blot sætter sig ned og lytter til Jesus og hans disciple, som er på besøg, i stedet for at hjælpe Martha, som har så travlt med at gøre godt for alle. Prædikenen tog udgangspunkt i præstens eget stressforløb, bibelteksten og en bog skrevet af en anden præst Kære Martha til stressramte. Jeg er taknemlig for, at jeg ikke har været nede med stress, men jeg ved også, at jeg har en stor flig af det med at ville gøre godt for andre, så jeg glemmer at sætte mig ned og være sammen med dem, tale med dem og lytte til dem. Det øver jeg mig på, øver mig på at min eksistensberettigelse ikke afhænger af, om jeg hele tiden gør noget for andre. Heldigvis er jeg dovent anlagt, så der hvor jeg kan, hopper jeg over det lave gærde. 

I går tog jeg en hjemmearbejdsdag, jeg havde så mange punkter på min opgaveliste, som jeg har svært ved at nå på arbejde. Jeg fik faktisk reduceret ret meget på listen og det føltes godt. Bagefter kørte jeg til Aalborg og mødte min studieveninde,. Normalt går vi en tur og slutter af på en cafe, men vejret var så dejligt, at vi købte en rugbolle med ost og en flaske vand og gik ud til Østerådalen og satte os ved et bord og snakkede og snakkede, indtil vi var nødt til at køre hjem igen. Sikke en skøn måde at slutte dagen af på. Jeg er taknemlig for, at vi mødte hinanden på diplomstudiet og har holdt ved at mødes.

på vej til arbejde

Junis gavmildheder

 Der er tørt, også for tørt, men det kan jeg ikke gøre noget ved, så jeg nyder i stedet for gavmildhederne.

Tørvejr betyder, at jeg kan gå tur, når det passer mig og ikke i forhold til vejrudsigten. Solbrillerne er med, for med alderen er mine øjne blevet sarte og meget sensible for lyset. Jeg forsøger at komme ud at gå hver dag, det lykkes ikke altid, især ikke på arbejdsdagene. Der er jeg ofte for træt til at komme ud efter aftensmaden.

Haven er smukkest lige nu, hvor rododendronhækken blomstrer. Vi har ikke blomsterbed med masser af stauder og sommerblomster, så det er nu, at jeg skal sætte rododendrongrene i vaser og nyde det. Og det gør jeg.

Forrige weekend bar præg af sygdom og kost til sarte maver, så vi fik risengrød og dagen efter risklatter. Jeg elsker risklatter, ligesom jeg elsker pandekager. De gør mig glad.

Den weekend, vi lige er kommet ud af, bød på amatørteater i Aabybro. Datteren har af gode grunde ikke kunnet være med i år, men da vi har huset kulisser, mens de blev malet og repareret, og landmanden har hjulpet med at få dem ind til byen, så fik vi to billetter til fredag aften.  Det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg kunne nærmest synge med på alle sangene fra Folk og Røvere i Kardemommeby. De gjorde det godt både store og små, og jeg håber de lykkes med at finde sig et nyt sted at være og øve, så vi kan nyde mange flere teaterstykker fra dem.

Bogen blev læst flittigt hjemme i min barndom, både som højtlæsning og senere selvlæsning. Min mor lærte os alle sangene og vi må også have haft pladen med sangene, for jeg kunne genkende små replikker omkring sangene. Den gang var der ikke så meget børnefjernsyn som i dag, så vi samledes i stuen, når min mor satte sig ved klaveret, også selv om jeg var 12 år ældre end min yngste søster. Senere overtog vi selv musikken, da vi begyndte at spille guitar. Og vi har hygget os med fællessange mange gange. 

Lørdag aften var vi inviteret til svogers fødselsdag, hvor vi nød det gode vejr fra terrassen og udsigten fra den bliver jeg aldrig træt af. Ligesom jeg heller ikke bliver træt af min svigerfamilie, dem elsker jeg lige så højt som min egen familie. Solen gik ned bag Egholm. Øen som jeg endnu ikke har besøgt trods 42 år i det nordjyske. Det må vi have lavet om på.

Mine hverdagsfridage fyldes med aftaler, kontorarbejde, regnskab og alt forefaldende arbejde. Så det håb jeg havde om at komme i gang med oprydning på loft og i skuffer/skabe, da jeg gik ned i tid og fik to hverdagsfridage, det lever stadig, men der sker ikke så meget. Det er ok. Det sker nok en dag og lige nu øver jeg mig i at se på mig selv med kærlige øjne. Jeg føler mig hurtigt udmattet og får følelsen af åndenød, nu bliver jeg tjekket fysisk, og indtil videre er alt godt. Mine hypotese er, at det er psykisk udløst, vi har i vores lille familie været gennem tre hårde år med sygdom i og omkring vores familie. Jeg er typisk sådan en, der går ind i sygeplejerskerollen og drager omsorg, støtter og trøster, indhenter viden, forsøger at have styr på alt mellem himmel og jord, hvilket jeg jo ikke kan have og udmærket ved, men jeg prøver alligevel. Så lidt egenomsorg og kærlig overbærenhed for de mange timer, jeg slapper af i sofaen, er vist på sin plads.

Sol og lys vinder frem

 Hele weekenden har vi fejret, at datteren nu er færdig med kemobehandlingen. Bivirkningerne denne gang besluttede sig åbenbart også for at fejre det, for de var slet ikke så slemme denne gang.

Søndag tog vi til stranden og nød at samle muslingeskaller til datterens kunstprojekt. Vi er begge blevet ret gode til at spotte den type muslingeskal, hun bruger. Vi var ikke de eneste, der tog til stranden den dag, faktisk var der mange både ved stranden og i Blokhus by. Iskioskerne havde åbent, men jeg har endnu til gode at få min første isvaffel. Det må der laves om på ret hurtigt.

Under især det sidste kemoforløb har min arbejdsindsats i sygeplejen været meget svingende, ikke fordi jeg ikke har lavet noget, men der har bare været meget mere end jeg kunne nå. Og jeg har ganske enkelt ikke haft energi til at inddrage hele fridage, som jeg før gjorde. Og da jeg også havde mange hjemmearbejdsdage af hensyn til min datter, var der mange ting, som jeg skulle have fulgt op på på afsnittet, når jeg endelig var der.

Vi skal nok nå det, men når jeg føler mig presset, begynder jeg at overtænke tingene, hvilket resulterede i to nætter med meget lidt søvn. Til ingen verdens nytte, for i dag gik det møde godt, det møde, jeg havde brugt tid på om natten at diskutere emner med mig selv, emner som potentielt kunne være noget, hvor mine meninger ikke ville blive hørt. Hvor er det dog dumt!

Når vi arbejder i samme retning, lykkes vi nok :-)

I dag fik jeg også lukket første led i en proces, der skal gøre livet lettere for mine kolleger. En kollega troede, det drejede sig om 6 timer om ugen, jeg tror det er mere, vi sparer på at ændre en proces. Men før vi kan sætte i gang, skal det godkendes og den godkendelse kom i hus i dag. Jeg dansede et par trin af glæde over, at nu kan vi komme videre. Det bliver så godt, når det sættes i gang. 

Alle har travlt og alle er presset. Og derfor var det svært bare at finde et tidspunkt, hvor vi kunne tale sammen. Vi havde opgivet over mails, der var alt for mange misforståelser og alt for megen skriven frem og tilbage. Mails forsvandt ofte i den store mængde, vedkommende skulle forholde sig til. Som en sagde, nogen bruger mail, som var det en sms, og hver gang skulle vedkommende trykke på mailen for at finde ud af, at det var ikke vigtigt. Ledere og specialeansvarlige læger bliver oversvømmet med mails, som alle mener, de burde forholde sig til nu og gerne med svar nu! Hvordan man synes det harmonerer med at kunne lede, at kunne være nærværende, at kunne være sparringspartner for medarbejdere/kolleger, at kunne sætte forskning i gang osv. er mig ubegribeligt. Døgnet har nu engang kun 24 timer og familien vil også gerne være sammen med deres mor/far/kæreste.

Men vi lykkedes med det i dag. Det føltes godt og med solbriller på næsen, god musik i ørerne og masser af te i min termokande gik turen hjem rigtig godt. Nu har jeg forlænget weekend med frisørbesøg, barselsbesøg, regnskabsføring og forhåbentlig også gode gåture.  Jeg glæder mig.