Fri grundskole
Frie grundskoler, eller private grundskoler, er skoler, der er oprettet under friskoleloven. Begrebet omfatter traditionelle grundtvig-koldske friskoler, de større privatskoler i byerne (typisk opstået som realskoler), lilleskoler, kristne friskoler, katolske skoler, muslimske skoler, tyske mindretalsskoler, steinerskoler, freinetskoler m.fl. Frie grundskoler underviser elever på samme alderstrin som folkeskolen, men er selvstændige institutioner med egen bestyrelse. Pengene til at drive skolerne for kommer både fra et statstilskud som udregnes pr. elev på baggrund af koblingsprocenten samt forældrebetaling til dækning af det resterende, da statstilskuddet typisk ikke dækker de faktiske udgifter.
I skoleåret 2015/16 var der ca. 116.000 elever på friskoler og private grundskoler.[1]
Forældrekredsen vælger selv en tilsynsførende, som skal tilse, at undervisningen står mål med undervisningen i folkeskolen. Frie grundskoler behøver ikke tilbyde alle klassetrin, men normalt er der fra 0. til 9. klasse.
Koblingsprocenten
Koblingsprocenten angiver hvor stort et tilskud en fri grundskole modtager for hver elev, ud fra den gennemsnitlige elevudgift i folkeskolen 3 år tidligere. Hvis en elev i folkeskolen for eksempel i gennemsnit koster 60.000 kr, så modtager de frie grundskoler altså i 2017 ca. 75% af 60.000 kr, dvs. ca. 45.000 kr. pr. elev. Dette eksempel er baseret på en gennemsnitsbetragtning, da der er forskellige satser afhængig af klassetrin samt andre særlige forhold.[2]
Tabellen nedenfor viser koblingsprocenten for nogle tidligere år.
År | Koblingsprocent |
---|---|
2010[3] | 75% |
2011 | 74% |
2012 | 73% |
2013 | 72% |
2014 | 71% |
2015 | 71% |
2016 | 73% |
2017[4] | 75% |
Foreninger for frie grundskoler
Der findes en række foreninger for frie grundskoler, med tal fra ca. 2017:
- Danmarks Private Skoler - grundskoler og gymnasier (169 skoler, ca. 67.000 elever)
- Foreningen af Kristne Friskoler (37 skoler, ca. 6.000 elever)
- De tyske mindretalsskoler (15 skoler, ca. 1.400 elever)
- Dansk Friskoleforening (345 skoler, ca. 43.000 elever)
Fagforeningen for de ansatte på frie grundskoler er Frie Skolers Lærerforening for lærernes vedkommende. Herudover er de ansatte organiseret i BUPL og 3F.