Johann Sebastian Bach

Johann Sebastian Bach
Portræt af Johann Sebastian Bach. Elias Gottlob Haussmann, 1748.
Information
Født	21. marts 1685 Eisenach, Thüringen, Tyskland
Død	28. juli 1750 (65 år) Leipzig, Sachsen, Tyskland
Dødsmåde	Naturlige årsager
Dødsårsag	Slagtilfælde
Gravsted	Thomaskirken
Statsborger	Tysk-romerske rige, Sachsen-Eisenach
Far	Johann Ambrosius Bach
Mor	Elisabeth Lemmerhirt
Søskende	Johann Christoph Bach, Johann Jacob Bach
Ægtefæller	Anna Magdalena Bach (1721-1750), Maria Barbara Bach (1707-1720)
Børn	Johann Christian Bach, Wilhelm Friedemann Bach, Catharina Dorothea Bach, Elisabeth Juliana Friderica Bach, Maria Sophia Bach, Léopold Augustus Bach, Christiana Sophia Enrietta Bach, Regina Susanna Bach, Johanna Carolina Bach, Christiana Dorothea Bach, Christiana Benedicta Louisa Bach, Regina Johanna Bach, Johann August Abraham Bach, Ernestus Andreas Bach, Christian Gottlieb Bach, Johann Christoph Bach, Johann Gottfried Bernhard Bach, Johann Christoph Friedrich Bach, Gottfried Heinrich Bach, Carl Philipp Emanuel Bach
Sprog	Tysk, latin, italiensk
Genre	Barokmusik
Beskæftigelse	Korleder, violinist, musikolog, dirigent, musikpædagog, virtuos, skolelærer, komponist, cembalist, koncertmester med flere
Påvirket af	Antonio Vivaldi, Johann Georg Pisendel, Johann Pachelbel
Instrumenter
Orgel, bratsch, cembalo, violin
Kendte værker
Cembalokoncerter, Violinkoncert i E-dur, Orkestersuiter, Anna Magdalena Bachs notesbog, Engelske suiter med flere
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Johann Sebastian Bach (født 31. marts 1685, død 28. juli 1750) var en tysk komponist fra senbarokken. Han er kendt sit omfattende kompositoriske oeuvre, som spænder over en bred vifte af instrumenter og genrer. Blandt hans mest berømte værker er orkesterværket Brandenburgische Konzerte (1721), cembaloværkerne Goldberg-Variationen (1741) og Das Wohltemperierte Klavier (1722 og 1742), orgelværkerne Scübler-Choräle (1747) og Toccata und Fuge in d-Moll samt korværkerne Matthäus-Passion (1727) og H-Moll-Messe (1749). Siden genopdagelsen af tidlig musik i det 20. århundrede har Bach været bredt anerkendt som en af de største komponister i vestlig musikhistorie.

Bach blev født ind i en musikalsk familie, der allerede talte flere komponister. Han var den yngste søn af musikeren Johann Ambrosius Bach og blev født i Eisenach i det nuværende Tyskland. Da han som 10-årig blev forældreløs, flyttede han ind hos sin ældste bror, Johann Christoph Bach, hvor han boede de næste fem år, før han rejste til Lüneburg for at studere musik. I begyndelsen af det 18. århundrede fandt han ansættelse som musiker ved de protestantiske kirker i Arnstadt og Mühlhausen samt ved hofferne i Weimar og Köthen, hvor han primært skrev henholdsvis orgel- og kammermusik.

Fra 1723 var Bach ansat som såkaldt Thomaskantor i Leipzig, hvor han hovedsageligt skrev musik til byens protestantiske kirker og til universitetets studenterensemble, Collegium Musicum. Han havde dog et anstrengt forhold til sin arbejdsgiver, Leipzigs byråd, selvom hans situation blev forbedret, da Frederik August 2. af Sachsen udnævnte ham til hofkomponist i 1736. I sine sidste leveår reviderede og udvidede Bach mange af sine tidligere kompositioner. Han døde som 65-årig i 1750 efter en mislykket øjenoperation.

Bach berigede en veletableret tysk musiktradition gennem sin beherskelse af kontrapunkt, harmonik og motivisk organisering. Han formåede samtidig at tilpasse udenlandske rytmer og former fra Italien og Frankrig. Bach skrev hundredevis af både verdslige og religiøse kantater, passioner, oratorier og motetter og satte musik til flere af Martin Luthers salmer. Derudover komponerede han mange orgelværker, solokoncerter for blandt andet violin og cembalo samt orkester- og kammersuiter.

Gennem det 18. århundrede blev Bach primært anerkendt som en fremragende organist, mens hans cembaloværker, såsom Das Wohltemperierte Klavier, blev værdsat for deres didaktiske kvaliteter. I det 19. århundrede udkom flere betydningsfulde biografier om Bach og alle hans kendte værker blev udgivet. Hans liv og musik blev i det 20. århundrede yderligere belyst i akademiske tidsskrifter dedikeret udelukkende til ham, og i 1950 udgav Wolfgang Schmieder for første gang en fortegnelse over Bachs samlede værker, Bach-Werke-Verzeichnis. Bachs musik er blevet populariseret gennem adskillige omarrangementer, herunder August Wilhelmjs Air auf der G-Saite (1871) og Myra Hess' Jesus, Joy of Man's Desiring (1926). Ved 250-året for Bachs død i 2000 blev hele hans oeuvre indspillet og udgivet.

Biografi

Barndom (1685-1703)

Johann Sebastian Bach blev født den 31. marts 1685 i Eisenach i Hertugdømmet Sachsen-Eisenach, det nuværende Tyskland, som den yngste af otte børn. Hans forældre var Johann Ambrosius Bach og Maria Elisabeth Lämmerhirt. Hans far, der var musikdirektør for byens musikere, lærte ham sandsynligvis at spille violin og gav ham desuden en grundlæggende introduktion til musikteori. Bachs farbrødre var alle professionelle musikere og arbejdede som kirkeorganister, kammermusikere og komponister. En af hans farbrødre, Johann Cristoph Bach, introducerede ham til orglet. Hans grandfætter, Johann Ludwig Bach, var også en anerkendt komponist og violinist.

Kun otte måneder efter sin mors død i 1694 mistede Bach også sin far. Som 10-årig flyttede han derfor ind hos sin ældste bror, Johann Christoph Bach, der var organist ved Mikaelskirken i Ohrdruf i Hertugdømmet Sachsen-Gotha-Altenburg. Her studerede, kopierede og opførte Bach sin brors musik, selvom han havde fået forbud mod dette på grund af nodepapirets kostbarhed. Han modtog værdifuld undervisning i cembalospil fra sin bror, som også introducerede ham til samtidens store komponister. Ud over tyske komponister som Johann Caspar Kerll, Johann Jakob Froberger og Johann Pachelbel, under hvem Johann Christoph selv havde studeret, blev Bach også bekendt med franske komponister som Jean-Baptiste Lully, Louis Marchand og Marin Marais samt den italienske komponist Girolamo Frescobaldi. Han studerede desuden teologi, latin og græsk på den lokale latinskole.

I april 1700 blev Bach sammen med sin skolekammerat Georg Erdmann optaget på den prestigefyldte Sankt Mikaels Skole i Lüneburg, som lå to ugers rejse nord for Ohrdruf. De tilbagelagde sandsynligvis det meste af vejen til fods. Bach studerede i to år på skolen, hvor han fik indsigt i europæisk kultur i bredere forstand. Han sang i koret og spillede på skolens orgel og cembalo. I Lüneburg stiftede han også bekendtskab med flere nordtyske adelssønner, der gik på det nærliggende Ritter-Academie.

Weimar, Arnstadt og Mühlhausen (1703-1708)

Bachs far, Johann Ambrosius Bach, 1685.

I januar 1703 blev Bach ansat som musiker ved hertug Johann Ernst 3.s hof i Weimar, kort tid efter sin dimission fra Sankt Mikaels Skole. Hans præcise opgaver ved hoffet er ukendte, men de var sandsynligvis trivielle og ikke-musikalske. Hans omdømme som organist spredte sig imidlertid hurtigt, og snart blev han inviteret til at inspicere det nye orgel i Neue Kirche, i dag kendt som Bachkirche, i det nærliggende Arnstadt. Her fik han også æren af at spille ved indvielseskoncerten. Den 14. august 1703 blev Bach udnævnt til ny organist ved kirken.

Bach kom flere gange på kant med både sin arbejdsgiver og byens myndigheder. Han var ofte utilfreds med kvaliteten af de musikerstuderende, han arbejdede sammen med, og kaldte blandt andet én af dem, Geyersbach, for en "penisfagottist." Geyersbach angreb derfor Bach en sen aften med en kæp, hvilket Bach meldte til myndighederne. De nøjedes dog med at give Geyersbach en reprimande, men pålagde til gengæld Bach at sænke sine forventninger til de studerende. Kort tid efter opstod der spændinger med hans arbejdsgiver, da Bach tog en forlænget orlov. Han havde fået tilladelse til fire ugers fravær fra Neue Kirche, men blev væk i hele fire måneder for at tage undervisning hos organisten og komponisten Johann Adam Reincken i Lübeck. Den 450 kilometer lange rejse hver vej tilbagelagde han tilsyneladende til fods. I Lübeck skulle Bach også høre den danske organist Diderich Buxtehude, som sandsynligvis introducerede ham for Reincken, så Bach kunne studere hans orgelfærdigheder, improvisationsevner og kompositionsteknikker. Bach kendte allerede en del til Reinckens musik, da han som 15-årig havde kopieret Reinckens monumentale værk An Wasserflüssen Babylon (1663), som også senere inspirerede ham i hans egne værker. Da Bach genså Reincken i 1720 og blandt andet fremviste sine improvisationsevner, skulle den ældre mester efter sigende have bemærket: "Jeg troede, denne kunstart var død, men nu ser jeg, at den lever videre i dig."

I 1706 søgte Bach stillingen som organist ved Blasiuskirken i Mühlhausen. Som en del af sin ansøgning opførte han en nyskrevet kantate, sandsynligvis en tidlig udgave af Christ lag in Todes Banden, påskedag den 24. april 1707. En måned senere blev han tilbudt stillingen, og i juli flyttede han fra Arnstadt til Mühlhausen, hvor han fik en markant højere løn og bedre arbejdsforhold end ved Neue Kirche. Fire måneder efter sin ankomst giftede han sig med sin grandkusine Maria Barbara. Bach overtalte desuden hurtigt bystyret i Mühlhausen til at finansiere en kostbar renovering af Blasiuskirkens orgel. I 1708 skrev han, på bestilling fra byrådet, den festlige kantate Gott ist mein König til indsættelsen af en ny byrådsforsamling.

Tilbagevenden til Weimar (1708-1711)

Orglet i Leipzigs Pauluskirke, som Bach testede i 1717.

I 1708 forlod Bach sin stilling i Mühlhausen for at vende tilbage til Weimar, denne gang som organist. Sammen med sin hustru flyttede han ind i et hus i nærheden af hertugslottet. Senere samme år fik de deres første barn, Catharina Dorothea, og Maria Barbaras ugifte storesøster flyttede ind hos dem som husbestyrerinde, hvor hun blev indtil sin død i 1729. Bach og Maria Barbara fik desuden tre sønner, Wilhelm Friedemann, Carl Philipp Emanuel og Johann Gottfried Bernhard, samt yderligere tre børn, som dog ikke overlevede deres første leveår.

I Weimar begyndte Bach primært at komponere for cembalo og orkester. Hans tekniske færdigheder var efterhånden så veludviklede, at han turde eksperimentere med de gældende tyske musikkonventioner og inkorporere udenlandske former. Han blev blandt andet inspireret af italienske rytmer og harmonier, som han lærte at kende gennem komponister som Antonio Vivaldi, Arcangelo Corelli og Giuseppe Torelli. Bach indoptog disse fremmede musiktilgange ved at omarrangere Vivaldis stryger- og blæserkoncerter for cembalo og orgel, hvoraf mange stadig opføres i dag. Han var især fascineret af den italienske tradition, hvor soloinstrumenter skiftevis spiller med hele orkestret gennem en sats. I Weimar fortsatte Bach også med at komponere for orgel, og han spillede jævnligt med i hertugens orkester. Han begyndte også at skrive præludier og fugaer for cembalo, som siden blev samlet i det monumentale tobindsværk Das Wohltemperierte Klavier, der består af i alt 48 præludier og fugaer i alle dur- og moltonearter.

I 1713 blev Bach tilbudt en stilling i Halle, hvor han rådgav myndighederne om renoveringen af Mariakirkens orgel. Han takkede nej og blev i stedet forfremmet til kapelmester ved Weimar-hoffet. Det gav ham mulighed for at arbejde med et stort, velfinansieret ensemble af professionelle musikere. Som kapelmester fik han blandt andet til opgave at opføre en ny kirkekantate i slotskapellet hver måned. De første tre af disse kantater var Himmelskönig, sei wilkommen (marts 1714) til palmesøndag, Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen (april 1714) til 4. søndag efter påske og Erschallet, ihr Lieder, erklinget, ihr Saiten! (maj 1714) til pinse. Bachs første julekantate, Christen, ätzet diesen Tag, fik premiere enten i 1714 eller 1715.

I 1717 ragede Bach uklar med sin arbejdsgiver i Weimar. Han havde – tilsyneladende med stor vedholdenhed – gentagne gange søgt om afskedigelse, og ifølge et hofdokument blev han derfor den 6. november 1717 "indsat i amtsdommerens detention for sine stædige forsøg på at gennemtvinge en afskedigelse." Den 6. december blev han atter løsladt med beskeden om, at han omsider var "blevet afskediget i vanære."

Köthen (1717-1723)

Bachs signatur på nodearket til hans første violinsonate.

Allerede samme år blev Bach ansat som kapelmester af fyrst Leopold af Anhalt-Köthen. Leopold, der selv spillede musik, værdsatte Bachs talenter, aflønnede ham godt og gav ham stor frihed. Som calvinist var fyrsten modstander af liturgisk kirkemusik, hvorfor de fleste af Bachs værker fra tiden i Köthen er verdslige. De omfatter orkester- og cellosuiter, violinsonater og -partiter samt de berømte Brandenburgische Konzerte. Bach skrev også verdslige kantater til hoffet, såsom Die Zeit, die Tag und Jahre macht (1719).

Den 7. juli 1720, mens Bach og fyrst Leopold opholdt sig i Karlsbad, i det nuværende Tjekkiet, døde Bachs hustru Maria Barbara pludseligt. Det følgende år mødte han Anna Magdalena Wilcke, en talentfuld sopran, som netop var blevet ansat ved hoffet i Köthen. De blev gift den 3. december 1721 og fik sammen 13 børn, hvoraf seks overlevede barndommen: Gottfried Heinrich, Elisabeth Juliane Friederica, Johanna Carolina, Regina Susanne, Johann Christoph Friedrich og Johann Christian. De to sidstnævnte blev senere selv anerkendte musikere.

Leipzig (1723-1750)

I 1723 blev Bach udnævnt til Thomaskantor i Leipzig i Kurfyrstendømmet Sachsen. Han fik ansvar for at undervise eleverne ved Thomasskolen i musik og forsyne byens vigtigste kirker – Thomaskirken, Nikolaikirken, Neue Kirche og Peterskirken – med nye kompositioner. Leipzig var det protestantiske Tysklands førende musikcentrum, og Bach beholdt stillingen som Thomaskantor de næste 27 år, frem til sin død. Gennem årene opnåede han yderligere æresstillinger ved hofferne i Köthen og Weissenfels samt ved kurfyrste Frederik August 1. af Sachsens hof i Dresden, hvorfra kurfyrsten også regerede som August 2. af Polen. Bach havde dog ofte konflikter med sine arbejdsgivere, Leipzigs byråd, som han anså for nærige.

Udnævnelse til Thomaskantor (1723)

Thomaskirken og Thomasskolen i Leipzig, 1723.

Johann Kuhnau havde været Thomaskantor i Leipzig fra 1701 indtil sin død den 5. juni 1722. Bach havde mødt Kuhnau flere gange: I 1714 deltog han i gudstjenesten i Thomaskirken på 1. søndag i advent, i 1716 mødtes de ved indvielsen af et orgel i Halle, og i 1717 testede Bach orglet i Leipzigs Pauluskirke.

Bach blev først tilbudt som stillingen som Thomaskantor efter at både Georg Philipp Telemann og Christoph Craupner havde takket nej. De forblev i deres stillinger i henholdsvis Hamburg og Darmstadt, efter at de havde brugt tilbuddet fra Leipzig til at forhandle sig til bedre arbejdsvilkår.

Bach fik ansvaret for at undervise eleverne ved Thomasskolen i sang og levere ny kirkemusik til byens vigtigste kirker. Han skulle også undervise i latin, men fik tilladelse til at uddelegere denne opgave til fire præfekter, som også assisterede med musikundervisningen. Derudover blev han pålagt at forsyne hver søndagsgudstjeneste samt helligdage med en kantate.

Kantatecyklusser og Collegium Musicum (1723-1739)

Bach dirigerede ofte selv opførelsen af sine kantater. Han tiltrådte embedet som Thomaskantor den 30. maj 1723 og dirigerede samme dag sin første nye kantate, Die Elenden sollen essen, i Nikolaikirken. Bach samlede sine kantater i cyklusser, hvoraf tre omtales i nekrologer, og tre stadig eksisterer. Af de mere end 300 kantater, Bach skrev i Leipzig, er over 100 gået tabt. De fleste af hans kantater udlægger den evangelietekst, der blev prædiket over pågældende søndag i det lutheranske kirkeår. Bachs anden kantatecyklus, som han påbegyndte i 1724, bestod udelukkende af koraler baseret på eksisterende salmer. Denne cyklus omfatter O Ewigkeit, du Donnerwort (1724), Wachet auf, ruft uns die Stimme (1731), Nun komm, der Heiden Heiland (1724) og Wie schön leuchtet der Morgenstern (1725).

Bach rekrutterede primært sine sangere blandt eleverne på Thomasskolen. For at sikre dem en ekstra indkomst optrådte de også ved bryllupper og begravelser, hvortil Bach sandsynligvis skrev mindst seks motetter. Han fremførte også jævnligt motetter af andre komponister.

Bachs forgænger som Thomaskantor, Kuhnau, havde også tjent som kapelmester ved Leipzig Universitets Pauluskirke. Bach fik derimod kun ansvar for musikken i Pauluskirken ved højtider. Da han anmodede om også at få ansvaret for musikken til de almindelige søndagsgudstjenester mod en tilsvarende lønforhøjelse, blev hans anmodning afvist. Bach mistede derfor hurtigt interessen for Pauluskirken, hvor han kun deltog ved særlige lejligheder. Pauluskirken havde ellers et langt bedre og nyere orgel end både Thomas- og Nikolaikirkerne. Selvom det ikke indgik i hans officielle forpligtelser at spille orgel, nød Bach derfor angiveligt at spille på Paulusorglet for sin egen fornøjelses skyld.

Café Zimmermann, 1720.

Bach begyndte at udvide sit musikalske repertoire uden for de liturgiske genrer, da han i maj 1729 overtog ledelsen af det verdslige ensemble Collegium Musicum. Dette var en af flere private musikforeninger i store tyske byer, grundlagt af musikinteresserede universitetsstuderende og ofte ledet af byens mest prominente professionelle musiker. Med sin overtagelse af Collegium Musicum konsoliderede Bach sin i forvejen magtfulde position i Leipzigs musikmiljø. Ensemblet optrådte hver uge enten i Café Zimmermanns lokaler på Katharinenstraße eller i caféens have uden for bymuren. Ved disse koncerter fremførte Bach både ældre orkesterværker, såsom Brandenburgische Konzerte, og nye kompositioner, herunder Clavierübung (1731-41) og Kaffeekantate (ca. 1734). De gratis koncerter ophørte i 1741 med ejeren Gottfried Zimmermanns død.

I 1733 skrev Bach en messe i b-mol, som han dedikerede til Sachsens kurfyrste Frederik August 2. Med dette værk håbede han at overtale fyrsten, der også var konge af Polen, til at udnævne ham til hofkomponist. Dette var en del af Bachs langvarig kamp for at opnå større forhandlingsstyrke over for sin arbejdsgiver, Leipzigs byråd. Hans strategi lykkedes, da han i 1736 blev udnævnt til hofkomponist.

Senere år (1740-1750)

Fra 1740 til 1748 transskriberede og omarrangerede Bach værker skrevet i den ældre, polyfoniske stil – den såkaldte stile antico eller prima pratica – af komponister som Giovanni Pierluigi da Palestrina, Johann Caspar Kerll, Pietro Torri, Giovanni Battista Bassani, Fransesco Gasparini og Antonio Caldara. Han skrev også egne værker, der integrerede polyfoniske, kanonbaserede strukturer og andre elementer fra stile antico, eksempelvis Goldberg-Variationen. I samme periode omarrangerede Bach værker af samtidige komponister som Georg Friedrich Händel, Gottfried Heinrich Stölzel, Giovanni Battista Pergolesi og Johann Gottlieb Goldberg. Derudover reviderede han flere af sine tidlige værker, herunder Matthäus-Passion, Johannes-Passion (1724) og Achtzehn Choräle.

I 1746 blev Bach medlem af Lorenz Christoph Mizlers musikvidenskabelige forening, Correspondierende Societät der musicalishen Wissenschaften. Ved sin indmeldelse skulle han indsende både en komposition og et portræt af sig selv. Han valgte henholdsvis Canonische Veränderungen (1746) og et portræt malet af Elias Gottlob Haussmann. I maj 1747 besøgte Bach Frederik 2. af Preussens hof i Potsdam. Under besøget spillede kongen et stykke musik for Bach og bad ham improvisere over det på et hammerklaver, som på daværende tidspunkt var en helt ny instrumenttype. Efter sin tilbagekomst til Leipzig komponerede Bach Musikalisches Opfer (1747) over dette Thema Regium ("Kongens tema"), som han dedikerede til Frederik 2.

I sine sidste leveår fokuserede Bach især på to store værker: Die Kunst der Fuge og H-Moll-Messe. Omkring 1742 begyndte han at skrive og revidere de fugaer og kanoner, der skulle indgå i samlingen Die Kunst der Fuge, som han arbejdede på frem til sin død. Samtidig komponerede han sin store H-Moll-Messe, baseret på den messe, han i 1733 havde dedikeret til Frederik August 2. Selvom Bach nåede at færdiggøre værket året før sin død, blev det først opført i sin helhed efter hans bortgang.

I januar 1749 blev Bachs datter, Elisabeth Juliane Friederica, gift med hans elev Johann Christoph Altnickol. På dette tidspunkt var Bachs helbred begyndt at svige. Den 2. juni skrev grev Heinrich von Brühl et brev til Leipzigs borgmestre, hvori han "i tilfælde af hr. Bachs død" anbefalede sin kapelmester, Gottlob Harrer, som byens nye Thomaskantor. I marts og april 1750 gennemgik Bach to øjenoperationer for blindhed, udført af den britiske læge John Taylor, der i dag beskrives som en kvaksalver. Taylor menes at have forårsaget blindhed hos hundredevis af mennesker gennem sine behandlinger. Bach døde den 28. juli 1750 som følge af komplikationer efter operationerne.

Ved sin død ejede Bach syv cembaloer, tre violiner, tre bratscher, en gambe, en lut, et spinet og 52 teologiske skrifter, herunder værker af Martin Luther og Josefus. Hans søn, Carl Philipp Emanuel Bach, sørgede for, at det ufuldendte Die Kunst der Fuge blev udgivet i 1751. Sammen med en af sin fars tidligere elever, Johann Friedrich Agricola, skrev Carl Philipp Emanuel også Bachs nekrolog til det musikvidenskabelige tidsskrift Musikalische Bibliothek.

Bach blev oprindeligt begravet på Alter Johannisfriedhof i Leipzig. Hans grav forblev ukendt i næsten 150 år, indtil hans jordiske rester blev genfundet i 1894 og flyttet til en krypt i den nærliggende Johanneskirke. Kirken blev imidlertid ødelagt under de allieredes bombardementer under 2. Verdenskrig, og i 1950 blev det, man mener er Bachs jordiske rester, overført til hans nuværende grav i Thomaskirken i Leipzig.

Indflydelse

Neue Kirche, i dag Bachkirche, i Arnstadt, hvor Bach tjente som organist fra 1703 til 1701.

I det 18. århundrede blev Bachs musik primært dyrket af musikinteresserede kendere. I begyndelsen af det 19. århundrede blev den første biografi om Bach udgivet, og mod slutningen af århundredet færdiggjorde det tyske Bach-Gesellschaft arbejdet med at udgive alle hans kendte værker. Med den stigende interesse for tidlig musik i det 20. århundrede er Bach blevet anerkendt som en af musikhistoriens største komponister. Det berømte BACH-motiv, som han selv anvendte i sine kompositioner, er siden blevet brugt af mange komponister som en hyldest til ham.

18. århundrede

Portræt af Bach.

I sin samtid nød Bach bred anerkendelse fra sine fagfæller, selvom hans omdømme primært var baseret på hans virtuose evner som organist snarere end som komponist. Han blev officielt hædret, da han blev udnævnt til hofkomponist af Frederik August 2. af Sachsen. Bach vakte også interesse hos flere prominente personer, herunder Frederik 2. af Preussen og den russiske diplomat Hermann Karl von Keyserling. Han havde dog også sine kritikere, såsom Johann Adolf Scheibe, der offentligt kritiserede hans musik for at være for kompleks.

I årene umiddelbart efter Bachs død aftog interessen for hans musik, da den blev opfattet som gammeldags i forhold til den nye, såkaldte galante stil. I denne periode blev Bach derfor primært husket som en fremragende organist og lærer. Det skyldtes blandt andet, at han i sin levetid hovedsageligt havde fået trykt og udgivet værker for orgel og cembalo, hvilket begrænsede hans relevans for den bredere musikundervisning.

Bachs efterkommere arvede mange af hans noder, men da ikke alle var lige omhyggelige med at bevare dem, er en betydelig del gået tabt. Hans næstældste søn, Carl Philipp Emanuel, gjorde dog en stor indsats for at sikre farens arv. Han skrev blandt andet sin fars nekrolog, opførte flere af hans værker og bevarede hovedparten af hans ufuldendte kompositioner. Bachs ældste søn, Wilhelm Friedemann Bach, opførte også flere af farens værker, men solgte dele af sin arvede nodesamling, da han blev arbejdsløs. Flere af Bachs elever, såsom Johann Christoph Altnickol, Johann Friedrich Agricola, Johann Kirnberger og Johann Ludwig Krebs, forsøgte også at udbrede kendskabet til hans musik, og interessen for Bach strakte sig derfor udover musikerkredse. Ved Frederik 2.s hof i Berlin blev hans musik dyrket af embedsmanden Daniel Itzig, hvis døtre modtog musikundervisning af Bachs elev Johann Kirnberger og hans søn Wilhelm Friedemann. Itzigs datter, mæcenen Sara Itzig Levy, blev senere en ivrig samler af Bach-familiens værker og bidrog til at bevare deres arv.

I slutningen af det 18. århundrede begyndte en ny generation af musikere og musikinteresserede at samle på og kopiere Bachs værker, som ofte blev opført i private hjem. Den prominente østrigske diplomat Gottfried van Swieten spillede en afgørende rolle i at udbrede kendskabet til Bach blandt de nye wienerklassiske komponister: Joseph Haydn ejede et eksemplar af Das Wohltemperierte Klavier og H-Holl-Messe, som blev vigtige inspirationskilder for hans egen musik; Wolfgang Amadeus Mozart ejede en af Bachs motetter, transskriberede nogle af hans instrumentalværker og lod sig inspirere af hans beherskelse af kontrapunkt; og Ludwig van Beethoven kunne som 11-årig spille hele Das Wohltemperierte Klavier udenad og beskrev Bach som "harmonikkens fader."

19. århundrede

Mindesmærket for Bach i Leipzig, der blev rejst af Felix Mendelssohn i 1843.

I 1802 udgav musikologen Johann Nikolaus Forkel den første biografi om Bach, Ueber Johann Sebastian Bachs Leben, Kunst und Kunstwerke, som han dedikerede til Gottfried van Swieten. I 1805 købte Abraham Mendelssohn, der var gift med et barnebarn af Daniel Itzig og far til Felix og Fanny Mendelssohn, en stor samling af manuskripter, som Carl Philipp Emanuel Bach havde arvet efter sin fars død. Han donerede samlingen til Sing-Akademie i Berlin.

I begyndelsen af det 19. århundrede blev flere af Bachs hidtil uudgivne værker trykt. I Tyskland udgav Breitkopf og Hoffmeister henholdsvis hans koraler og cembaloværker, mens Das Wohltemperierte Klavier alene i 1801 blev udgivet samtidigt i Tyskland, Schweiz og Østrig af henholdsvis Simrock, Nägeli og Hoffmeister. Hans motetter, Magnificat (1723 og 1733), Lutherische Messe A-Dur og Ein feste Burg ist unser Gott (ca. 1723) blev udgivet i årene derefter. I 1818 beskrev den tyske musikforlægger Hans Georg Nägeli Bachs H-Moll-Messe som musikhistoriens største værk.

Disse udgivelser sikrede Bach stor indflydelse på den unge generation af tidlige romantiske komponister. I 1822 skrev Abraham Mendelssohns søn, den 13-årige Felix Mendelssohn, sit eget Magnificat, stærkt inspireret af Bachs version. Hans opførelse af Matthäus-Passion i 1829 markerede begyndelsen på en renæssance for Bachs musik i midten af det 19. århundrede. I 1833 blev Johannes-Passion opført, efterfulgt af H-Moll-Messe i 1844, som også blev udgivet sammen med Bachs kantater og orgelværker. I 1835 begyndte Frédéric Chopin at komponere sine 24 præludier, inspireret af Das Wohltemperierte Klavier, og ti år senere udgav Robert Schumann sin fugasamling Sechs Fugen über den Namen BACH. Bachs musik blev ikke blot genopført, men også omarrangeret for at passe til tidens smag og opførelsespraksis. Komponister som Carl Friedrich Zelter, Robert Franz og Franz Liszt bidrog til denne proces, mens værker som Charles Gounods Ave Maria (1853) indskrev Bachs musik i nye kontekster. Johannes Brahms, Anton Bruckner og Richard Wagner beundrede også alle Bachs virke.

I 1850 blev det tyske Bach-Gesellschaft grundlagt for at fremme Bachs musik, og ved udgangen af århundredet havde selskabet udgivet alle hans kendte værker. I 1854 blev Bach inkluderet i komponist og musikskribent Peter Cornelius' såkaldte "tre B’er" sammen med Ludwig van Beethoven og Hector Berlioz over historiens største musikere. Mellem 1873 til 1880 udgav Philipp Spitta det monumentale standardværk Johann Sebastian Bach. I løbet af det 19. århundrede blev der desuden udgivet omkring 200 bøger om Bach. Ved begyndelsen af det 20. århundrede fandtes der Bach-selskaber i adskillige europæiske byer, hans musik blev opført på alle scener, og hans navn blev betragtet som et af musikhistoriens største.

20. århundrede

Statue af Bach foran Thomaskirken i Leipzig.

Mindegudstjenesete den 28. juli 1950 i Leipzigs Thomaskirke i anledning af 200-året for Bachs død.

Bachs renæssance fortsatte op gennem det 20. århundrede, hvor store navne inden for klassisk musik som Willem Mengelberg, Pablo Casals, Edwin Fischer, Georges Enescu, Herbert von Karajan, Helmut Walcha, Wanda Landowska og Dietrich Fischer-Dieskau indspillede hans værker.

I sidste halvdel af det 20. århundrede opstod en historisk informeret tilgang til musikopførelse, hvor Bachs værker i stigende grad blev fremført på cembalo og andre tidstypiske barokinstrumenter. Samtidig reducerede man antallet af sangere og instrumentalister for at afspejle de oprindelige besætninger. Bachs musik nåede også offentligheden på nye og innovative måder. Ferruccio Busonis senromantiske klaverfortolkninger, Leopold Stokowskis orkestrering i Walt Disney-filmen Fantasia (1940), The Swingle Singers' jazzfortolkninger på albummerne Jazz Sébastien Bach 1-2 (1963 og 1968) og Wendy Carlos' elektroniske orkestreringer på albummerne Switched-On Bach (1968) og The Well-Tempered Synthesizer (1969) udbredte kendskabet til hans musik.

Mange komponister i det 20. århundrede lod sig inspirere af Bach og citerede hans værker i egne kompositioner. Eksempler inkluderer Eugène Ysaÿes Six sonates pour violon seul (1923), Dmitrij Sjostakovitjs 24 præludier og fugaer (1950-51) og Heitor Villa-Lobos' Bachianas Brasileiras (1930-45). Samtidig blev Bachs liv og musik genstand for omfattende videnskabelig behandling. Bach-Jahrbuch, udgivet årligt af Neue Bachgesellschaft siden 1904, og biografier skrevet af blandt andre Albert Schweitzer, Charles Sanford Terry, Alfred Dürr, Christoph Wolff, Peter Williams og John Butt har udførligt beskrevet hans virke. Den første udgave af Bach-Werke-Verzeichnis fra 1950 gav desuden en systematisk oversigt over hans værker.

I 1977 blev tre værker af Bach inkluderet på de guldbelagte grammofonplader, der blev opsendt med Voyager-rumsonderne: Førstesatsen fra den anden Brandenburgische Konzerte, dirigeret af Karl Richter; tredjesatsen fra den tredje violinpartita, fremført af Arthur Grumiaux; og det første præludium og fuga fra Das Wohltemperierte Klavier, fremført af Glenn Gould. Bach blev også hædret på andre måder i det 20. århundrede. Adskillige statuer blev opført til hans ære, og gader i flere lande blev opkaldt efter ham. En række ensembler tog ligeledes navn efter Bach, herunder den amerikanske Bach Aria Group, de tyske Deutsche Bachsolisten og Bachchor Stuttgart, samt det japanske Bach Collegium Japan. Derudover blev flere internationale priser og festivaler oprettet i hans navn.

21. århundrede

I det 21. århundrede er Bachs værker blevet tilgængelige online. Gennem initiativer som International Music Score Library Project kan man få gratis adgang til noderne til hans musik, og databasen Bach Digital tilbyder digitalt indscannede kilder fra både Bachs egen hånd og andre medlemmer af Bach-familien. Derudover er der udkommet flere nye biografier om ham, skrevet af blandt andre Christoph Wolff, Peter Williams og John Eliot Gardiner.

I 2015 blev Bachs håndskrevne, personlige manuskript til H-Moll-Messe, der opbevares på Statsbiblioteket i Berlin, optaget på UNESCO's Memory of the World-program, som har til formål at beskytte verdens skriftlige kulturarv.

I 2019 blev Bach kåret som musikhistoriens største komponist af BBC Music Magazine på baggrund af en rundspørge blandt 174 nulevende klassiske komponister.

Litteraturliste

Litteraturliste

• Applegate, Celia. Bach in Berlin: Nation and Culture in Mendelssohn's Revival of the St. Matthew Passion. Ithaca: Cornell University Press, 2005.
• Bärwald, Manuel. "Neuaufgefundenes Bach-Autograph in Weißenfels." I L.I.S.A, 14. juni 2013.
• Palmer, Ellie. "JS Bach Named as the Greatest Composer of All Time by Today’s Leading Composers." I Pianist, 30. oktober 2019.
• Boyd, Malcolm. Bach. Oxford: Oxford University Press, 2000.
• Brown, A. Peter. The Symphonic Repertoire Volume 2. Bloomington: Indiana University Press, 2002.
• Chiapusso, Jan. Bach's World. Bloomington: Indiana University Press, 1968.
• Crist, Stephen A. og Derek Stauff. "Johann Sebastian Bach." I Oxford Bibliographies: Music. Oxford: Oxford University Press, 2011.
• David, Hans T., Arthur Mendel og Christoph Wolff. The New Bach Reader: A Life of Johann Sebastian Bach in Letters and Documents. New York City: W. W. Norton, 1998.
• Dürr, Alfred og Richard D. P. Jones. The Cantatas of J.S. Bach. Oxford: Oxford University Press, 2006.
• Forkel, Johann Nikolaus. Johann Sebastian Bach: His Life, Art, and Work. London: Constable and Co., 1920.
• Geck, Martin. Bach. London: Haus Publishing, 2003.
• Geck, Martin. Johann Sebastian Bach: Life and Work. Orlando: Harcourt, 2006.
• Geiringer, Karl. Johann Sebastian Bach: The Culmination of an Era. Oxford: Oxford University Press, 1966.
• Heartz, Daniel. Mozart, Haydn and Early Beethoven: 1781–1802. New York City: W. W. Norton, 2008.
• Jones, Richard. The Creative Development of Johann Sebastian Bach. Oxford: Oxford University Press, 2007.
• Jung, Hans Rudolf og Hans-Eberhardt Dentler. "Briefe von Lorenz Mizler und Zeitgenossen an Meinrad Spieß." I Studi Musicali 31, 1 (73-196): 2003.
• Kerst, Friedrich. Beethoven Im Eigenen Wort. Berlin: Schuster & Loeffler, 1904.
• Köchel, Ludwig Ritter von. Chronologisch-thematisches Verzeichniss sämmtlicher Tonwerke Wolfgang Amade Mozart's. Leipzig: Breitkopf & Härtel, 1862.
• Kupferberg, Herbert. Basically Bach: A 300th Birthday Celebration. New York City: McGraw-Hill, 1985.
• Marshall, Robert L. og Walter Emery. "Johann Sebastian Bach." I Encyclopædia Britannica. Hentet 18. november 2024.
• McKay, Cory. "The Bach Reception in the 18th and 19th Centuries." University of Guelph, 1999.
• Miles, Russell H. Johann Sebastian Bach: An Introduction to His Life and Works. Englewood Cliffs: Prentice Hall, 1962.
• Morris, Edmund. Beethoven: The Universal Composer. New York City: HarperCollins, 2005.
• Rasmussen, Michelle. "Bach, Mozart and the 'Musical Midwife'." I Schiller Instituttet. Hentet 20. november 2024.
• Sadie, Julie Anne. "Dresden." I Companion to Baroque Music. Berkeley: University of California Press, 1998.
• Sartorius, Michael og Lawrence Sartorius. "Johann Sebastian Bach: A Detailed Informative Biography." I Baroque Music. Hentet 18. november 2024.
• Schenk, Erich, Richard Winston og Clara Winston. Mozart and His Times. New York City: Alfred A. Knopf, 1959.
• Schneider, Max. "Verzeichnis der bis zum Jahre 1851 gedruckten (und der geschrieben im Handel gewesenen) Werke von Johann Sebastian Bach." I Bach-Jahrbuch 7, 3 (1907): 84-113.
• Schweitzer, Albert. J. S. Bach Volume One. London: Macmillan, 1923.
• Snyder, Kerala J. Dieterich Buxtehude: Organist in Lübeck. Rochester: University of Rochester Press, 2007.
• Spitta, Philipp. Johann Sebastian Bach: His Work and Influence on the Music of Germany, 1685–1750 Volume One. London: Novello & Co., 1899.
• Spitta, Philipp. Johann Sebastian Bach: His Work and Influence on the Music of Germany, 1685–1750 Volume Two. London: Novello & Co., 1899.
• Spitta, Philipp. Johann Sebastian Bach: His Work and Influence on the Music of Germany, 1685–1750 Volume Three. London: Novello & Co., 1899.
• Williams, Peter. The Life of Bach. Cambridge: Cambridge University Press, 2003.
• Wolf, Christoph og Walter Emery. "Bach, Johann Sebastian." I Grove Music Online. Oxford: Oxford University Press, 2001.
• Wolf, Christoph, Walter Emery, Peter Wollny, Ulrich Leisinger og Stephen Roe. "Bach family." I Grove Music Online. Oxford: Oxford University Press, 2001.
• Wolff, Christoph. "A Bach Cult in Late-Eighteenth-Century Berlin: Sara Levy's Musical Salon." I Bulletin of the American Academy (2005): 26-31.
• Wolff, Christoph. Bach: Essays on his Life and Music. Cambridge: Harvard University Press, 1991.
• Wolff, Christoph. "Bach's Pre-Leipzig Cantatas: Repertory and Context." I The World of Bach Cantatas: Early Sacred Cantatas. New York City: W. W. Norton, 1997.
• Wolff, Christoph. Johann Sebastian Bach: The Learned Musician. Oxford: Oxford University Press, 2000.

Eksterne henvisninger

• Johann Sebastian Bach på gravsted.dk

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Johann Sebastian Bach
• Johann Sebastian Bach på Internet Movie Database (engelsk)
• Johann Sebastian Bach på Svensk Filmdatabas (svensk)
• Johann Sebastian Bach på The Movie Database (engelsk)
• Johann Sebastian Bach på Internet Broadway Database (engelsk)
• Johann Sebastian Bach på Encyclopædia Britannica Online (engelsk)