Spring til indhold

Michael Stich

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Michael Stich
Personlige data
Født18. oktober 1968 (56 år) Rediger på Wikidata
Pinneberg Rediger på Wikidata
Statsborger iTyskland Rediger på Wikidata
BopælHamborg Rediger på Wikidata
Højde1,93 m Rediger på Wikidata
Vægt79 kg Rediger på Wikidata
SpillehåndHøjrehåndet Rediger på Wikidata
Karriere
Prof. fra1988,
Karriere slut,
PengepræmierUSD 12.595.128 Rediger på Wikidata
Deltog itennis under de Olympiske Lege 1992 – herredouble,
præsidentvalget i Tyskland 2004 Rediger på Wikidata
Udmærkelserfortjenstkors af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenestorden (2008),
Courage-Preis (2015),
Deutscher Stifterpreis (1997),
Hall of Fame des deutschen Sports (fra 12. september 2015),
International Tennis Hall of Fame,
Tysklands Årets Sportsperson (1991) Rediger på Wikidata
Single
Sejre/nederlag385–176 Rediger på Wikidata
Højeste rangering2 (22. november 1993) Rediger på Wikidata
Double
Sejre/nederlag165–111 Rediger på Wikidata
Højeste rangering9 (22. marts 1991) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Michael Stich (født 18. oktober 1968 i Pinneberg, Vesttyskland) er en tidligere tysk tennisspiller, der blev professionel i 1988, og indstillede karrieren i 1997. Han nåede igennem sin karriere at vinde 18 single- og 10 doubletitler, heriblandt en sejr i Wimbledon i 1991 Hans højeste placering på ATP's verdensrangliste var en 2. plads, som han opnåede i november 1993.

Stichs bedste Grand Slam-resultat i singlerækkerne var hans sejr i Wimbledon i 1991. Her besejrede han den tidligere tredobbelte vinder, landsmanden Boris Becker, i tre sæt. I semifinalen havde han besejret den regerende mester og verdensetter, svenske Stefan Edberg. Han nåede også frem til finaler i både US Open og French Open.

Stich deltog i OL 1992 i Barcelona, hvor han stillede op i single og var seedet som nummer otte, men tabte i anden runde til sin landsmand, Carl-Uwe Steeb.[1] Desuden stillede han op i herredouble sammen med Boris Becker. De to spillede kun sjældent double sammen, men ved OL spillede de sig hele vejen til finalen, hvor de besejrede sydafrikanerne Wayne Ferreira og Pietie Norval med 7-6, 4-6, 7-6, 6-3 og blev dermed overraskende olympiske mestre.[2]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Singles, Men, olympedia.org, hentet 2. maj 2022
  2. ^ Doubles, Men, olympedia.org, hentet 2. maj 2022