Zhou Youguang
| Zhou Youguang | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 周耀平 13. januar 1906 Changzhou Fu, Qing-dynastiet/Ming-dynastiet |
| Død | 14. januar 2017 (111 år) Peking Union Medicinaluniversitetshospital, Kina |
| Nationalitet | |
| Politisk parti | China Democratic National Construction Association |
| Ægtefælle | Zhang Yunhe (1933-2002) |
| Barn | Zhou Xiaoping |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | East China Normal University, Kyotos universitet, St. John's University (Shanghai), Changzhou Senior High School, No.1 High School Affiliated to East China Normal University[1] med flere |
| Beskæftigelse | Sprogforsker, universitetsunderviser, økonom, oversætter, bankier, esperantist |
| Arbejdsgiver | Kinas Renmin-universitet, Peking Universitet, Fudanuniversitetet |
| Information med symbolet | |
Zhou Youguang (kinesisk: 周有光; pinyin: Zhōu Yǒuguāng; født 13. januar 1906 i Changzhou i provinsen Jiangsu i Kina, død 14. januar 2017 i Beijing) var en kinesisk lingvist som ofte kaldes "pinyins fader",[2][3][4] altså den fastlandskinesiske officielt normative romaniseringsmetode af kinesisk skrift.[2][5]
Liv og virke
[redigér | rediger kildetekst]Baggrund
[redigér | rediger kildetekst]Zhou flyttede i ung alder med sin familie til Suzhou, og begyndte senere at studere ved Saint John's University i Shanghai (1923), hvor han tog hovedeksamen i økonomi men også tog kurser i lingvistik.[5] Han afbrød i 1925 under 30. maj-bevægelsen og studerede så i kort periode ved Guanghua-universitetet, hvorfra han blev udeksamineret i 1927.[5] Zhou var så en periode udvekslingsstudent i Japan.[5]
Karriere
[redigér | rediger kildetekst]Han arbejdede så som bankier og økonom udenlands (for det meste i New York City), men vendte hjem til Shanghai[5] i 1949 efter at Folkerepublikken Kina var blevet oprettet.[2][3]
I 1955 blev han udnævnt af regeringen til at lede en komite som skulle reformere det kinesiske sprog i den hensigt at tilrettelægge for bedre bekæmpelse af analfabetismen. Mens andre komitéer havde til opgave at fremme standardkinesisk som nationalt referencesprog og for at forenkle de kinesiske skrifttegn, skulle Zhous komité udvikle et bedre romaniseringssystem.[2] Opgaven tog tre års intensivt arbejde.[2] Pinyin blev Folkerepublikkens officielle romaniseringssystem i 1958. Det tjener kun som udtalerettesnor, og ikke som et alternativt skriftsprog.[6]
Under kulturrevolutionen blev Zhou, som så mange andre intellektuelle, tvunget til at flytte ud på landet for at blive "omskolet".[2][3] Han tilbragte to år i en arbejdslejr.[7]
Efter 1980 samarbejdede Zhou med Liu Zunqi og Chien Wei-zang om at oversætte Encyclopædia Britannica til kinesisk.[5]
Zhou fortsatte sit forfatterskab og publicistiske virksomhed også senere. Blandt hans værker er Zhongguo Yuwen de Shidai Yanjin 中国语文的时代演进, oversat til engelsk af Zhang Liqing og publiceret i 2003 som The Historical Evolution of Chinese Languages and Scripts.[8] Efter 2000 har han skrevet mindst ti bøger, men ikke alle er blevet publiceret, på grund af problemer med den kinesiske censur. Han udviklede sig til en forkæmper for politisk reform og kritiker af Kinas kommunistiske partis angreb på traditionel kinesisk kultur da det kom til magten.[7]
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Bristow, Michael (22. marts 2012). "The man who helped 'simplify' Chinese". BBC News Online.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ a b c d e f "Father of pinyin". China Daily. 26. marts 2009. Hentet 12. juli 2009. Reprinted in part as Simon, Alan (21.-27. januar 2011). "Father of Pinyin". China Daily Asia Weekly. Hong Kong. Xinhua. s. 20.
{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link) - ^ a b c Branigan, Tania (21. februar 2008). "Sound Principles". The Guardian. UK. Hentet 12. juli 2009.
- ^ Swofford, Mark (11. juli 2009). "Meeting Zhou Yougang". PinyinInfo. Hentet 12. juli 2009.
- ^ a b c d e f 李怀宇 (Li Huaining) (8. december 2005). "周有光：与时俱进文章里 百年风云笑谈中" (kinesisk). 南方网 (Southcn.com). Hentet 12. juli 2009.
- ^ Ramsey, S. Robert (1989). The Languages of China. Princeton University Press. s. 145. ISBN 978-0-691-01468-5.
- ^ a b Lim, Louisa (19. oktober 2011). "At 105, Chinese Linguist Now A Government Critic". National Public Radio. Hentet 19. oktober 2011.
- ^ Zhou Youguang 周有光. The Historical Evolution of Chinese Languages and Scripts; 中国语文的时代演进, translated by Zhang Liqing 张立青. Ohio State University National East Asian Language Resource Center. 2003.