Afrikas klima

Afrika er således et varmt kontinent; de fleste steder er det ikke temperaturen, der sætter grænser for plantevækst, men nedbøren, og her er der meget store forskelle. Ved vestvendte kyster i Centralafrika, på Vestafrikas sydkyst og Madagaskars østvendte skråninger når årsnedbøren op over 3.000 mm, mens den i de tørreste ørkenområder er under 100 mm.

I store dele af Afrika er det dog ikke den gennemsnitlige årsnedbør, der er interessant, men derimod nedbørens fordeling på årstider og ikke mindst de store variationer fra år til år.

Store dele af kontinentet er således præget af tilbagevendende tørkeperioder: Med uforudsigelige mellemrum udebliver regnen helt. Selv om den gennemsnitlige årsnedbør ligger på 400 mm i Sahelregionen, kan der være mange år stort set uden nedbør, mens nedbørsmængden i andre år kan nå op på 1.000 mm. Det er også karakteristisk, at der det enkelte år kan være meget store og helt lokale forskelle.

Klimatal for Afrika dækker således over meget stor variation, der har baggrund i de overordnede vejrsystemer, som præger klimaet. Det er først og fremmest den intertropiske konvergenszone (ITK), der er en afgørende faktor for klimaet fra Sydafrika til Sahara og fra Senegal til Somalia. ITK er det område, hvor de to varme passatvinde blæser mod hinanden (konvergerer); luften stiger op, afkøles, og konvektiv nedbør dannes. ITK følger Solens årlige gang; i december ved vintersolhverv ligger den lidt nord for den sydlige vendekreds og i juni tilsvarende lidt syd for den nordlige vendekreds.

Det forklarer fx regntidens varighed i Vestafrika: Ved Guineakysten kommer regnen allerede i marts, regntiden er lang med en mulig pause midtvejs, når ITK er længst mod nord. Nedbøren er rigelig, og der er stor sikkerhed for nedbør. Længere nordpå, i Sahel, kommer regnen først henne i juni måned, hvilket er ret sent. Ydermere er regntiden kort, og visse år udebliver regnen helt.

I Østafrika er klimaet desuden påvirket af monsunvinde, der skifter med årstiderne. Den store sommernedbør fra november til marts på Madagaskar skyldes fugtige østenvinde, der fra det varme Indiske Ocean afgiver nedbør ved mødet med kontinentet.

Nordafrika og det sydligste Sydafrika ligger i det subtropiske vinterregnsområde med milde, fugtige vintre og tørre, varme somre. Her er nedbøren især frontregn, som er forbundet med de østgående frontsystemer over Atlanterhavet, og nedbørsmængden mindskes mod øst. Områder i Libyen, Egypten og det indre af Sydafrika er således stort set uden nedbør, og her findes også nogle af verdens varmeste steder.

Det afrikanske kontinent udsættes ligesom de øvrige kontinenter for opvarmning på grund af de øgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren. Den største opvarmning forventes ifølge IPCC at ske i den nordlige og sydlige del, mens den centrale del af kontinentet får en lidt mindre opvarmning.

Opvarmningen har store konsekvenser, som især kommer til udtryk i ændrede nedbørsmønstre. Det påvirker direkte livsbetingelserne på kontinentet, da landbruget er helt afhængig af, at nedbøren falder, som den plejer.

Der forventes at falde mindre nedbør i den nordlige og sydlige del af Afrika. Det samme er tilfældet i den vestlige del af Vestafrika og den østlige del af Østafrika, men her er der større usikkerhed i beregningerne. Centralafrika forventes derimod at få lidt mere regn, hvilket kan få indflydelse på den sydlige del af Sahara, der som helhed ser ud til at bevæge sig nordpå.

Nedbørsintensiteten ser generelt ud til at blive stærkere, så selv om store dele af kontinentet får mindre nedbør, vil den nedbør, som trods alt falder, kunne falde med større intensitet. Dermed øges risikoen for oversvømmelser.

• Afrika