Bornholmeren

Få landsdele i Danmark var så godt mediedækket i det 20. århundrede som Bornholm. Sammen med Bornholms Tidende var Bornholmeren således en af de to store aviser, som leverede lokaljournalistik til øens beboere. Det gjorde den fra 1902 – 1994, hvor den meget pludseligt blev lukket af fagbevægelsens udgivelsesorganisation, A-pressen, fra den ene dag til den anden.

Oprindeligt blev Bornholmeren stiftet under navnet Bornholms Social-Demokrat og først i 1951 omdøbt til Bornholmeren. Den var ejet og blev udgivet af fagbevægelsens mediesammenslutning A-pressen, hvilket satte nogle klare rammer for avisens profil og formål. Borholmeren var således de lavtlønnede arbejderes stemme og middel til information. Særligt blandt bornholmske fiskere og arbejdere inden for stenbrud, hvilket udgjorde en stor del af øens arbejdskraft. På den måde blev avisen et modstykke til Bornholms Tidende.

Avisen lå på Krystalgade centralt i Rønne lige over for Hjorts Fabrik, som var en af landets mest kende inden for fremstillingen af keramik. I årene inden 2. Verdenskrig havde Bornholms Social-Demokrat et stort oplag efter bornholmske standarder og var i 1920’erne øens største avis.

I efterkrigstiden blev Bornholmeren, som avisen jo hed fra 1951, til en vigtig stemme i debatten. Dette skete ikke mindst under Bent Øberg, der var Bornholmerens chefredaktør 1966 – 1978. Han er sidenhen blevet karakteriseret som en rebelsk chefredaktør, der dygtigt satte Bornholm på landkortet gennem sine skarpe kommentarer.

Flere af landets kendte og toneangivende journalister blev i disse år udlært på Bornholmeren. En af dem var den senere kendte DR-vært og -journalist Reimer Bo Christensen, som var på avisen i 1972 – 1975.

”Jeg lærte det hele på Bornholm. Fem kommuner og ét amtsråd. Det var barnemad senere at komme på Christiansborg som journalist,” sagde Reimer Bo Christensen i 2022 til Bornholmnyt.dk.

I 1980’erne og 1990’erne dalede Bornholmerens oplag kraftigt i takt med, at øens demografi og befolkningssammensætning ændrede sig. I 1993 var avisens oplag nede på 5.500, hvilket udgjorde det halve af konkurrenten Bornholms Tidende på trods af et stort tilskud fra A-pressen.

Året efter var det slut. Året forinden havde A-pressen gjort den senere chefredaktør for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, til topchef. Hun var på daværende tidspunkt også chefredaktør for avisen Det Fri Aktuelt, som var A-pressens mest toneangivende udgivelse.

25 år efter Bornholmerens afvikling huskede avisens sidste chefredaktør, Bo Schriver, tilbage på de dramatiske dage, da beslutningen blev truffet. Det skete i en kronik i DK Medier. Han og resten af avisens ledelse vidste ikke noget om lukningen, inden den blev kaldt til København i forbindelse med LO’s årlige repræsentantskabsmøde. Her blev det besluttet, at Bornholmeren og dens pendant Ny Dag på Lolland blev lukket fra den ene dag til den anden. Det skete i en såkaldt solvent lukning, hvor alle kreditorer skulle have sit, som Lisbeth Knudsen sagde til Berlingske Tidende 28. oktober 1994. Her fortalte hun også, at A-pressen anslåede, at lukningerne af de to aviser ville koste ca. 30 mio. kr.