Bandidos MC fejrer 30-årsjubilæum i Frederiksværk den 23. juni 2023.
Bandidos MC
Af /Ritzau Scanpix.
Daværende Bandidos-præsident Michael Rosenvold (1968-2025), kaldet Kokken, i Frederiksværk den 23. juni 2023.
Byline: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

Bandidos MC er en transnational organisation, der udadtil signalerer at være centreret omkring medlemmernes interesse for motorcykler og den dertil knyttede livsstil. Organisationen blev stiftet i 1966 i Texas, USA og kom til Danmark i begyndelsen af 1990'erne. I flere lande på tværs af kontinenter anses organisationen for en formaliseret kriminel gruppe involveret i alvorlig transnational organiseret kriminalitet.

Faktaboks

Også kendt som

Bandidos Motorcycle Club

Det danske justitsministerium oplyste i juni 2023, at politiet i Danmark ville indlede en efterforskning af Bandidos med henblik på at få klarlagt, om der er grundlag for at søge at få gruppen opløst ved dom. Efterforskningen skal ses i lyset af, at Højesteret ved dom den 1. september 2021 i sagen mod den organiserede gadebande Loyal to Familia (LTF) for første gang i dansk historie opløste og forbød en formaliseret kriminel gruppe. National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er ansvarlige for efterforskningen af Bandidos.

Under den "Store Nordiske Rockerkrig", der var en voldelig konflikt i Skandinavien og Finland mellem Bandidos og rockergruppen Hells Angels fra begyndelsen af 1994 til efteråret 1997, blev i alt 11 dræbt, heriblandt to civile, og 96 såret.

Opløsning af Bandidos MC

I begyndelsen af juni 2023 meldte National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ud, at politikredsen havde indledt en efterforskning rettet mod indhentning af beviser med henblik på at få Bandidos MC forbudt ved dom. NSK begrundede efterforskningen med, at Bandidos MC de seneste år havde været stærkt ekspanderende og på daværende tidspunkt var den største formaliserede kriminelle gruppe i Danmark.

Den 22. maj 2024 traf NSK afgørelse om foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark efter grundlovens § 78, stk. 3. Anklagemyndigheden indbragte samme dag og i medfør af samme bestemmelse en sag om opløsning af foreningen Bandidos MC i Danmark. Sagen blev indbragt for Retten i Helsingør, da ledelsen af Bandidos MC i Danmark på daværende tidspunkt havde adresse i Helsingør retskreds.

Efter 38 retsdage faldt der dom i sagen den 29. oktober 2025. Retten i Helsingør afsagde dom om opløsning af Bandidos MC i Danmark efter grundlovens § 78, stk. 1. Retten fandt det bevidst, at Bandidos MC i Danmark var én samlet forening og ikke flere uafhængige afdelinger. Retten fandt videre, at Bandidos MC – ved siden af et lovligt formål – havde et ulovligt formål som følge af den kriminalitet, som foreningens medlemmer havde begået som almindeligt led i foreningens virksomhed. Bandidos MC blev derved den første rockergruppe til at blive opløst ved dom og forbudt i Danmark.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig