Kloop er et uafhængigt medie i Kirgisistan.

Kloop blev grundlagt som et ungdomsmedie i 2006 af Bektour Iskender og Rinat Tukhvatsjin. Kloop har beskæftiget sig indgående med uddannelse og træning af journalister, og er et af flere medier i Kirgisistan som er blevet eksperter i undersøgende journalistik.

I perioden efter Kirgisistans præsident Sadyr Zjaparov overtog embedet i 2020-2021, er forfølgelsen af journalister og medier i landet tiltaget, og som resultat af dette opererer hele Kloops administration og ledelse i eksil.

Kloop blev i 2024 af retten i Bisjkek og Højesteret i Kirgisistan juridisk lukket, med begrundelsen at medieaktiviteter ikke var beskrevet i organisationens vedtægter. I oktober 2025 blev Kloop og to andre kirgisiske uafhængige medier klassificeret som "ekstremistiske" af Retten i Oktoberdistriktet i Bisjkek.

I 2025 blev flere daværende og tidligere ansatte ved Kloop anklaget for ekstremisme, ved retssager der af det internationale samfund blev fremhævet som justitsmord. To journalister og to bogholdere blev anklaget for at "opfordre til masseuroligheder" – for produktion af videoer, som hverken journalister og bogholdere havde noget med at gøre. Bogholderne og journalisterne blev i november 2025 løsladt, efter deres dom blev ændret til en betinget.

Kloop har haft kontorer i Bisjkek og Osj i Kirgisistan.

Læs mere i LEX:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig